Engang i et forladt hus i udkanten af en lille landsby i Jylland slog en ung kvinde sig ned.
I landsbyen kunne de ikke lide fremmede. Folk blev bekymrede og meldte det til den lokale betjent. Han kom, tjekkede hendes papirer og forsikrede alle om, at hun var en fjern slægtning til gamle Gerda, som var død for flere år siden i en alder af seksoghalvfems. *”Gerda havde da aldrig nogen familie, ikke engang børn,”* undrede folk sig.
Den unge kvinde begyndte at sætte sig til rette. Hun groede nogle jordbede i den forvildede have og plantede noget. Folk grinede. *Hvem planter en have midt på sommeren?* Men snart grønnede der spirer. Og sådan nogle! *”Det må være noget med det overnaturlige,”* besluttede landsbyboerne. Sådan fik hun tilnavnet *Hekse-Lise*.
Hun holdt sig for sig selv, fortalte ikke om sig selv, levede ensomt. Men hemmeligheder vækker nysgerrighed, skaber rygter. Snart gik der historier om, at hun var flygtet fra København efter et knust hjerte, med en pung fuld af sin rige elskers juveler. Nu gemte hun sig i den afsides landsby.
Så blev en af kvindernes barn blå i ansigtet og kunne ikke trække vejret. Hvor skulle de hen? Sygehuset lå ti kilometer væk, og ingen havde en bil. Kvinden løb til *Hekse-Lise*. Hun greb barnet, vendte det på hovedet, bankede det på ryggen, og en lille legetøjsdel faldt ud af drengens mund.
Efter det respekterede de Lise, men frygtede hende også. Men Kjeld forelskede sig i hende. Hans mor græd: *”Der er så mange unge piger, men han vælger en ældre kvinde!”* Hun stillede sig ofte foran Lises hus og råbte, at hun havde forgiftet hendes søn, tryllet ham til hende. Kjeld førte sin grædende mor hjem, men vendte altid tilbage til Lise.
De levede deres kærlighed, ignorerende sladderen. Et år senere fødte Lise en datter, Mette. Tre år efter kom en til, Grethe. Folk lod dem være i fred. De havde deres egne bekymringer.
En dag efter en kraftig tordenstorm begyndte taget at lække, og Kjeld klatrede op for at reparere det. På vej ned faldt han og slog sig hårdt. Lise hentede en læge fra den nærmeste by. Han sagde, Kjeld skulle til hospitalet med det samme. Hun fik fat i en bil og kørte ham ind, men vendte selv tilbage til børnene.
En måned senere stoppede en bil foran huset, og de bar en kørestol ud, hvor Kjeld blev sat i. Hans rygrad var brækket, han kunne ikke gå. Nogen hviskede, at det var en straf til Lise for hendes troldom.
Hun bar ham ud på verandaen, kærtegnede ham. Hun forlod ham ikke, passede ham, elskede ham. Over for sådan en kærlighed er sladder magtesløs. Nogle hviskede, at hun behandlede ham, og at han snart ville rejse sig.
Han sad på verandaen og snittede figurer til børnene, flettede kurve. Det kunne han godt. Og mændene misundte ham. Ikke for noget, men de gjorde det alligevel – *hvordan kunne hun bære ham på hænderne, danse omkring ham?* De ville også have sådan en.
Kærlighed skaber mirakler. Og sandt nok, Kjeld begyndte at lære at stå. En dag sad han på verandaen, arbejdede, da hans kniv faldt og rullede ned ad trappen. Lise var i haven. Han besluttede at forsøge at gå ned efter den. Han rejste sig, men kunne ikke holde balancen og faldt. En le, som Lise havde brugt til at slå græs, stod ved siden af. Da han faldt, ramte han den, og den borede sig ind i hans hals.
Lise sørgede dybt. Folk troede, hun ville følge ham i graven. Døtrene måtte hive hende væk fra kisten.
Hun var alene. Ingen pension, ingen indkomst fra Kurven og legetøjet. Men de bedede ikke. Rygtet gik, at Lise solgte stjålne juveler.
Da Mette blev færdig med skolen, flyttede hun til byen og blev frisør. Hun kom hjem i weekender, og folk kom for at blive klippet. De betalte med mad.
Uden en mand er det svært i en landsby. Huset kræver en vogter, især et så gammelt et som Lises. Mændene hjalp med at reparere hegn eller tag, i håb om hende. Men Lise tog imod hjælpen, gav dem mad og snaps, men ikke mere.
Engang kom nogle kvinder for at kræve, at hun delte sine hemmeligheder om ungdommen. *Så mange år, men hun var ikke ældet.* Hun skulle også dele diamanter, ellers brændte de huset ned.
Om det var sandt eller ej, går historien, at Lise kom ud, sortnet og gråhåret. Kvinderne veg tilbage. *Hvordan kunne hun blive gammel på en gang?* En heks, ja. De gik deres vej.
Sorgen over Kjeld svækkede Lise. Hun blev ofte syg. Gik ikke længere end til haven. Grethe handlede for hende.
Og Grethe voksede sig smuk og livlig. Eksamenerne nærmede sig, men hun tænkte kun på dans. En aften ville hun til fest, men Lise råbte og lod hende ikke gå. Naboerne hørte dem skændes.
Birte så Grethe løbe ud af huset, sprang som en bold ud af vandet, og løb til festen. Midt om natten hørte Birte banken på sit vindue. Hun boede ved siden af Lise. Og det var ikke uden hendes hjælp, rygterne bredte sig.
Birte løb ud i sin natkjole, ville skælde Grethe ud for næsten at smadre ruden. Men pigen græd og pegede kun på huset. *”Mor… Mor…”* Birte forstod, der var sket noget, og gik til Lise. Hun lå ved ovnen, allerede kold, blod på tindingen.
Birte hentede sin mand, de lagde hende i sengen og tog Grethe med. Hun nægtede at blive med den døde. Om morgenen kom betjenten. Grethe fortalte, hvordan moren ikke ville lade hende gå til fest, hvordan de skændtes, hvordan hun skubbede Lise og løb. Hun svor, at moren råbte efter hende.
Birte bekræftede, selvom hun ikke kunne huske, om hun hørte Lise råbe før eller efter Grethe løb. Betjenten ødelagde ikke den unge piges liv – døden blev en ulykke. Hun var allerede straffet, alene.
Mette kom hjem for at begrave moren. Hun gjorde alt, som det skulle være, holdt en mindefest for landsbyen. Men søstrene talte ikke sammen. Om natten løb Grethe hjemmefra, og ingen så hende igen.
Birte fortalte, at da Grethe kom løbende, lyste der øreringe i hendes ører, så stærkt at man kunne blive blind.
*”SåMette vendte aldrig tilbage, men nogle siger, at Grethes øreringe til sidst blev hendes egen forbandelse, da de førte hende lige tilbage til den samme mørke sti, som hendes mor engang flygtede fra.
