Jeg åbnede vindet og klatrede op på karmen. Den mørke asfalt nedenfor lokkede og skræmte mig på samme tid.
Livets vej kan være som en snoet sti i skoven. Man kan aldrig vide, hvor den fører hen, eller hvad der venter bag de næste træer. Mads Nielsen kunne ikke ane, at han først ville miste og siden genfinde sin lykke.
Han havde ikke travlt med at gifte sig. Han ledte efter en sjæleven. Da han så Lærke i caféen, vidste han det med det samme – det var hende. Uden at tøve satte han sig hos hende og begyndte at snakke. De læste de samme bøger, så de samme film, elskede at gå på skøjter, og de drømte begge om en stærk familie og børn.
Alt gik, som de havde drømt, bortset fra at de ikke kunne få børn. Lærke gik til læger, prøvede behandlinger, besøgte endda hellige steder, men håbet om en graviditet svandt langsomt. En dag troede hun dog, det var lykkedes. Hun ventede med at tage til lægen, for at være sikker. Men da maven begyndte at svulme, gik hun til undersøgelse.
Det viste sig ikke at være den længe ventede graviditet, men en svulst. Hver gang Mads fulgte Lærke til hospitalet, så han de håbløse blikke fra de andre patienter, som om de lyttede indad. Snart opdagede han det samme blik hos Lærke.
Mads forlod ikke en eneste dag sin kæreste. Først tog han ferie, derefter fri uden løn, og til sidst gav lægen ham en sygemelding. Men chefen kaldte ham ind og sagde, at han enten skulle komme tilbage eller sige op. Mads valgte at sige op.
Dag efter dag passede han på Lærke. Han holdte hendes hånd, da hun begyndte at kæmpe for at trække vejret, og han bad til Gud om ikke at adskille dem, om at tage ham med hende.
Intet hjalp. Tre måneder senere var Lærke borte.
Efter begravelsen kom Mads tilbage til den tomme lejlighed. Lærkes morgenkåbe hang stadig på stolen, som om hun lige skulle tage den på. I entreen stod hendes støvler, og der hang den læderjakke, de havde købt til halv pris i foråret. Overalt mindede noget ham om hende – hans elskede, hans eneste, der var gået bort for tidligt.
Mads begravede ansigtet i puden, der stadig duftede af hende, og brød ud i hul. Senere købte han to flasker snaps. Om morgenen var han kun lige i stand til at komme ud af sengen. Smerten, der havde lagt sig aftenen før, kom tilbage med fuld kraft. Mads hældte den ubrugte snaps i vasken. Men hvad gjorde det egentlig? Uden Lærke havde han ikke længere lyst til at leve.
Om dagen var det en smule nemmere at distrahere sig selv, men nattetimerne var ubarmt. En aften stod han ved vinduet og stirrede ud over byen. Hvad holdt ham her? Lejligheden? Den kunne brænde, for alt han bekymrede sig. Ingen arbejde, ingen kæreste, ingen børn. Mads åbnede vinduet og klatrede op på karmen. Den mørke asfalt nedenfor lokkede og skræmte. Fjerde sal – ikke så højt. Men hvad hvis han ikke døde?
Døren ringede. Et kort øjeblik stirrede Mads ned, før han hoppede ned fra karmen og gik for at åbne. Naboen var der.
“Jeg ser, du også har søvnløse nætter. Jeg kom for at tjekke, om du var i live. Det er så stille hos dig. Hvorfor er der træk? Har du åbnet vindet? Tænkte du på noget dumt?” Hun så bekymret på ham.
“Jeg lufter bare ud,” svarede han rolig.
“Nå ja, ok. Bare du ikke gør noget tåbeligt. Hvis du hopper ud af vinduet, ser du aldrig Lærke igen. Selvmord er en stor synd – Gud ville ikke lade jer være sammen i himlen.”
“Det er okay, tante Grethe.”
Mads fik hende med nød og næppe ud af døren. Men lysten til at hoppe var væk. Han havde også hørt, at selvmordsynd ikke blev tilgivet.
Han sov ikke den nHan lukkede vinduet og gik i seng, for første gang på længe med en svag følelse af, at livet måske alligevel havde mere at give ham.
