Der skulle ikke blive nogen bryllup
Mette var færdig med lærerseminariet med udmærkelse og drømte om at komme på universitetet. Men drømmene skulle ikke gå i opfyldelse. Hendes far kom ud for en alvorlig bilulykke og lå længe på hospitalet. Da han blev udskrevet, tog hendes mor orlov for at passe ham derhjemme, indtil han kunne vænne sig til kørestolen.
I deres by var der intet universitet – det krævede en tur til den nærmeste større by. Mette besluttede at udsætte sine studier et år. Hun kunne ikke forlade sine forældre alene i en så svær periode. I stedet tog hun et job som lærer på en skole.
Lægerne lovede, at faren med tiden kunne komme til at gå igen, hvis han fysioterapi, massage og medicin. Moren solgte sommerhuset for at betale for fysioterapeuter og medicin. Men faren rejste sig aldrig fra kørestolen.
“Det er nok. Spild ikke flere penge. Jeg kommer aldrig til at gå igen,” sagde han en dag.
Hans humør blev værre – han blev gnaven, mistænksom og fandt fejl ved alt. Det gik hårdest ud over moren. Hver gang han kaldte, skulle hun droppe alt og løbe til ham. Som regel ville han bare have noget at drikke, stille et spørgsmål eller bare snakke. Imens brændte aftensmaden på komfuret.
“Erik, du kunne godt selv køre ud i køkkenet. Nu er kartoflerne brændt på,” bebrejdede moren.
“Mit liv er brændt sammen, og du tuder over kartofler. Det er nemt at sige, når du kan gå. Er det for meget at bede om et glas vand?” vrissede faren.
Nogle gange kastede han et glas eller en tallerken efter moren i vrede. Oftest bad han om at få købt snaps. Og når han havde drukket, tog han sin vrede ud på hende – som om det var hendes fault, at ulykken var sket.
“Far, lad vær’ med at drikke. Det hjælper ikke, det gør det kun værre. Har du ikke noget at tage dig til? Spil skak, læs en bog,” bad Mette.
“Du aner ikke, hvad du taler om. Vil du også tage den sidste glæde fra mig? Alle dine bøger er fyldt med løgn. Du kan selv læse dem. Livet er ikke sådan. Jeg er ikke til nytte længere,” knurrede han.
“Mor, køb ikke mere snaps til ham,” bed Mette hende.
“Hvis jeg ikke gør, råber han bare. Det er hårdt for ham. Hvad skal man gøre…” sukkede moren.
“Han burde ikke drikke – han burde træne. Lægerne sagde, han kunne komme til at gå. Men han gider ikke. Han nyder at plage os, og vi danser bare om ham,” sagde Mette harmdirrende.
Hun syntes selvfølgelig synd i ham, men det var også hårdt for hende og moderen. En dag kom Mette hjem fra skolen, træt og med ondt i halsen – hun ville bare lægge sig. Men faren kaldte på hende igen og igen. Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere.
“Nu er det nok. Jeg er træt, jeg kan knap stå. Du sidder i en kørestol – kør selv ud i køkkenet og drik så meget, du vil. Du er ikke den eneste. Hundredevis af mennesker lever sådan og arbejder endda, deltager i paralympics. Og du kan ikke engang køre til køkkenet. Kom nu, prøv selv. Jeg har ikke tid, jeg skal forberedMette så til sin overraskelse, hvordan faren tavst vendte sin kørestol og langsomt rullede ud i køkkenet på egen hånd for første gang i årevis, og i det øjeblik vidste hun, at hun havde taget det rigtige valg om at vælge kærligheden frem for pligt.
