**Had**
Mads forlod kontorbygningen og gik som sædvanlig mod parkeringspladsen, men huskede, at han havde afleveret bilen i værkstedet dagen før. Først blev han irriteret, men så tænkte han, at det måske var for det bedste. At køre i myldretiden i en kvalm, overfyldt bus lød ikke tiltalende, så han besluttede at gå. Det eneste, der generede ham, var den mørkende himmel. En sort sky truede med torden og kraftig regn.
Mads gik, kastede ind imellem et blik mod himlen. I det fjerne rullede en torden. Han vidste, at der var en café i nærheden – han passerede den hver dag, men havde aldrig været der. Han satte farten op.
Lige inden han nåede caféen, begyndte tunge regndråber at falde. Mads nåede lige at styrte ind ad døren, før torden knakkede lige over ham, så gulvet rystede. Udenfor blev det mørkt af den tætte regn, der væltede ned.
Indenfor var det lyst og tørt. Mads så sig omkring og lagde mærke til flere ledige borde. Døren bag ham gik op igen, og to piger kom ind, fulgt af lyden af regnen. Mads skyndte sig at tage et bord. Døren blev ved med at åbne, mens forbigående søgte ly. Lokalet blev fyldt med larm, mens alle diskuterede uvejret.
En servitrice kom hen til ham – høj og alvorlig. Hun lagde en menu foran ham og ville til at gå, men han stoppede hende.
“Kød uden tilbehør, en simpel salat og kaffe,” sagde han kort.
Hun noterede noget ned, tog menuen og gik videre til et andet bord. Der var tydeligvis travlt, og hun skyndte sig at betjene alle. Udenfor rasede vandmasserne ned.
Barmanden skruede op for musikken for at overdøve regnen. Mads ventede på sin mad og tænkte på, hvor heldig han var, at han nåede at nå caféen. At han var tvunget til at blive. At han havde en undskyldning for ikke at skulle hjem og stå til ansvar for sin kone, Anna.
De havde været gift i otte år. Før brylluppet og de første måneder af ægteskabet havde alt været perfekt. Men så ændrede Anna sig pludselig. Hendes veninde var gift med en forretningsmand, og Anna blev grebet af misundelse. Hun talte kun om pels, diamanter og ansigtsløftninger.
“Anna, hvorfor skal du have alt det? Du er smuk og ung.”
“Jeg kan blive endnu smukkere,” insisterede hun.
En dag var det hendes næse, der ikke var rigtig, næste dag hendes læber eller at hendes bryster var for små.
Mads prøvede at tale hende fra at ændre på sit udseende. Han sagde, at silikone nok ikke ville gøre hende mere smuk – tværtimod.
“Du siger det kun, fordi du ikke har penge,” svarede hun fornærmet.
Om børn ville hun ikke høre.
“Jeg bliver bare tyk, og så elsker du mig ikke mere. Når du tjener nok, kan vi snakke om børn,” sagde hun en dag.
Mads protesterede ikke. Han elskede hende. En gammel studiekammerat havde længe forsøgt at lokke ham med i sin virksomhed, lovet guld og grønne skove, sagt, at han havde brug for en partner, han kunne stole på. Så Mads tog chancen og sagde sit job op. I starten gik det godt. Han skiftede endda bilen, han havde fået af sin far, ud med en brugt, men bedre model.
Men så gik det galt. Skat fandt uoverensstemmelser, frosse konti, og konkurrenter pressede dem til at sælge virksomheden. Mads stod tilbage med ingenting.
Anna kaldte ham en fiasko. Konflikterne og skænderierne slukkede enhver gnist af kærlighed i ham. Han vendte tilbage til sit gamle job, levede på rutinen og kunne ikke finde modet til at forlade Anna.
***
En ung par satte sig ved hans bord. Mads så på dem og tænkte, at han og Anna engang havde været lige så forelskede og lykkelige. Hvor var det blevet af?
Pludselig blev han distraheret af råb ved baren. To piger var ved at blive chikaneret af en beruset fyr. De lignede ikke de sædvanlige gæster på sådan et sted. To studerende, der havde søgt ly for regnen. Den frække fyr greb den ene og trak hende mod døren. Hendes veninde ville beskytte hende, men blev skubbet brutalt væk. Hun slog mod baren og var lige ved at falde. Ingen i caféen greb ind.
Mads rejste sig og spærrede fyrens vej. Denne gloede på ham som en arrig tyr.
“Hvad vil du? Skrid!” udbrød han og svingede en knytnæve mod Mads’ ansigt.
Mads undveg og gav et modslag. Fyren tabte pigen og kastede sig over Mads. Et slagsmål fulgte, og Mads lykkedes endelig at slå ham ud. Nogen råbte, at de havde ringet efter politiet.
“Kom, vi må væk herfra,” sagde pigen og trak i Mads’ hånd.
Hans hoved summede af slag, og han kunne smage blod fra en flænset læbe. Han var ret medtaget. Han protesterede ikke, men fulgte hende ud på gaden. Regnen faldt stadig, men nu som en fin støvregn. De drejede om hjørnet.
“Der er en apotek lige her – vi må få renset dine sår.” Han nikkede. På apoteket købte hun brintoverilte og behandlede hans skader, før hun satte plaster på.
“Tak,” mumlede Mads.
De stod tæt, og han kunne lugte shampoo i hendes krøllede hår. *Hun er faktisk smuk*, tænkte han overrasket. *Og hendes hænder er bløde som sommerfuglevinger.* Deres blikke mødtes, og hun rødmede.
Lige så kom hendes veninde brasende ind.
“Der er I! Jeg har bestilt en taxa. Lise, kom nu!”
Lise så på Mads. Han smilede. Så gik hun med sin veninde. Da han kom ud på gaden igen, kørte taxaen netop væk.
Han havde kun taget få skridt fra apoteket, da han hørte: “Vent!” Han vendte sig og så Lise løbe efter ham. Hun standsede foran ham.
“Lise! Hvad nu?” råbte veninden irriteret fra taxaen.
“Kør du bare,” svarede Lise og vendte sig mod Mads.
“Jeg spurgte ikke engang, hvad du hedder. Ingen i caféen hjalp mig – kun dig.”
“Mads.”
Lise spurgte ikke, hvor de gik hen – hun fulgte bare med. Han fandt ud af, at hun lige var færdig med sit studie. Endnu ikke i arbejde.
Mads indrømmede, at han var gift – selvom hans ægteskab var i krise.
“Jeg så din vielsesring,” sagde hun. “Jeg var bange for, at jeg aldrig så dig igen.”
Han tænkte, at der måtte være en højere magt i spOg fra den dag af vidste Mads, at nogen gange er det i de mørkeste skyer, man finder den klarest solskin.
