“Hey, vi nåede jo aldrig at gå i biografen dengang,” sagde han, det første der faldt ham ind, mens de forberedte sætninger forsvandt.
Mads og Signe sad ved havnen og dagdrømte om, hvordan de ville komme ind på universitetet, blive færdige, købe en lejlighed…
“Jeg køber en ordentlig bil, den fedeste. Og det skal nok lykkes for os,” sagde Mads og kastede en sten ud i vandet.
“Og så rejser vi til Spanien eller Thailand,” tilføjede Signe muntert og fulgte stenens kredse i vandet. “Ja, men først skal vi komme ind på uni. Jeg er så træt af at læse,” sukkede hun.
“Det skal nok gå.” Mads lagde armen om Signes skulder og trak hende tæt ind til sig.
De var sikre på, at ingen før dem havde elsket hinanden så højt, og at intet nogensinde kunne skille dem ad.
“Kom, vi går hjem. Mor bliver nok bekymret. Og det begynder at blive koldt.” Signe rejste sig fra bænken og gispede af smerte. De nye sko havde gnavet hul i hendes fødder. Hun tog dem af og gik barfodet hen over de kolde brosten.
“Skal vi ikke gå i biografen i morgen? Der er en rigtig god film…” foreslog Mads.
De gik og snakkede løst om alt og ingenting.
“Vi ses i morgen,” sagde Signe uden for sin opgang, rejste sig på tåspidserne, gav ham et hurtigt kys på kinden og forsvandt ind ad døren.
“Så køber jeg billetter?” råbte han efter hende.
Signe svarede ikke, men smilede blot, før døren smækkede.
Byen sov stadig, men den korte juninattes time var forbi, og morgengryet udslettede stjernerne på himlen. Det var den første dag i de nybagte studenters voksne liv.
Mads listede stille ind i lejligheden for ikke at vække sin mor, klædte sig af og faldt straks i søvn, glad og sikker på fremtiden. Om eftermiddagen stod han uden for Signes vindue. Hun tittede ud, og kort efter løb hun ud af opgangen.
“Jeg har billetter,” viftede Mads med dem foran hende.
“Undskyld, Mads, jeg kan ikke. Min moster er kommet. Hun er blevet gift og flytter til Sverige. De har givet os en lejlighed i København. Vi skal afsted i morgen for at se den… Jeg flytter til København.”
“Hvornår kommer du tilbage?” spurgte Mads, uden rigtig at forstå, hvad hun sagde.
“Det ved jeg ikke. Jeg skal studere derovre.”
“Og hvad med mig? Hvad med os? Vi drømte jo om at gøre det sammen…” Mads kunne ikke tro sine egne ører.
“Mads, det her er en engangs-chance. Det er jo ikke Mars, jeg flytter til. Du kan besøge mig. Hvad med, at du også søger ind på et universitet i København?” Signes øjne lyste. “Hør, kom nu med mig!”
“Og hvor skal jeg bo? Hvad vil dine forældre sige? Jeg har ingen rig moster, der giver mig en lejlighed, og jeg har ingen penge. Hvad skal jeg sige til min mor? Hun er alene…”
“Vi finder ud af noget…” sagde Signe ubekymret.
“Hvornår skal du afsted?” spurgte Mads med knækkede stemme.
“I morgen tidligt. Jeg skal pakke. Det hele sker så pludseligt… Mads, mine forældre lader mig ikke blive her, det er nytteløst at diskutere. Hvis du elsker mig, finder du en måde at være sammen på.”
“Og hvis du elsker mig…” Mads afbrød sig selv, viftede afværgende med hånden, vendte sig om og gik.
Signe råbte efter ham, men han kiggede ikke tilbage. Nogle gange begyndte han at løbe. Først da hun var langt bag ham og ikke kunne se ham mere, sænkede han farten og sled sig frem. Det føltes ikke som om katte kradsede i hans hjerte, men som om en hel ulveflok hylede derinde. *Signe flytter, hun får nye venner, hun glemmer mig… Hvem er jeg? Bare en dreng fra provinsen…*
“Fint, bare flyt. Jeg klarer mig altså. Jeg når mine mål… Du får fortrydt det…” mumlede han for sig selv hele vejen hjem.
Derhjemme smed han sig på sengen og lå ansigt nedad i to dage. Hans mor overvejede at ringe efter en læge, hun troede, han var syg.
“Du burde begynde at læse til eksamen, Mads. Hvis du bare ligger her, kommer du ikke ind, og så ryger du i værnepligt. Så kommer din Signe aldrig tilbage til dig. Hun vil tro, du er en taber.”
Morens ord vækkede ham. Han tvang sig selv til at sidde med bøgerne, men så kun Signe for sig. I pauserne trænede han på legepladsen, så han var for træt til at tænke på hende. Han besluttede at nå alle de drømme, de engang havde delt. Så kunne han rejse til København og… Men først skulle han komme ind på universitetet.
Og det gjorde han, til store glæde for hans mor. Hver dag ventede han på breve fra Signe. Han ville have skrevet, men kendte ikke hendes adresse. Sent omsider bandede han sig selv for at opføre sig som et barn, for at blive sur, for ikke at have spurgt… Han ville have rejst til hende nu, men hvordan finder man én blandt millioner mennesker i København? Naboen vidste heller ikke noget om adressen.
Gennem hele studietiden levede Mads i håbet om, at Signe en dag ville komme eller skrive. På sidste år kom repræsentanter fra store virksomheder for at rekruttere kommende dimittender. Mads søgte hos en nyåbnet fabrik i Næstved. Tættere på Signe – måske kunne han møde hende.
Hans mor bifaldt og lod ham rejse. Et halvt år senere fik han en lejlighed. Året efter giftede han sig med den smilende og bruneøjede Lene, der arbejdede i regnskabet. De fik en datter, Mette.
“Jeg kan ikke lide det navn. Det lyder gammeldags.” Lene satte barnevognen i gang.
“Det er klassisk. Klassikere kommer aldrig af mode. Mette. Det lyder godt!” insisterede Mads.
Ti år senere var Mads blevet viceadministrerende direktør. Han fik et stort, smukt hus og en fin bil. Hans mor hjalp økonomisk ved at sælge sin lejlighed og flytte ind hos ham for at hjælpe med barnebarnet.
Mads rejste ofte på forretningsrejser for at indgå aftaler med leverandører og partnere. Han lærte selv engelsk. Fra en simpel provinsdreng var han blevet til en selvsikker og succesrig leder. Han havde været i Kina, Italien, Sverige…
En dag drømte han om Signe. Hun stod ved havnen, og bag hende flød åens vande hurtigt forbi, ligesom den aften efter studenterfesten. “Vi nåMads åbnede øjnene og vidste, at det endeligt var tid til at lade fortiden være fortid og værdsætte den familie, han havde bygget med Lene og Mette.
