Mette voksede op som en lydig pige. Hun klarede sig godt i skolen og gav ikke sin mor eller bedstemor nogen problemer. Men i sidste skoleår forelskede hun sig, og alt ændrede sig. Mette begyndte at pjække fra timerne, blive fræk og bruge stærk makeup. En dag fandt Pernille en dyr makeup-palette i hendes skuffe.
»Hvor har du fået den fra?« spurgte Pernille.
»Jeg fik den i gave,« svarede Mette.
»Og hvem er så så gavmild?«
»Andreas.«
»Andreas? Hvor har han råd til den slags?« Pernille troede, det var en skolekammerat.
»Han har jo faktisk arbejde.«
Sådan fandt Pernille ud af, at hendes datter ikke bare havde en kæreste – men en voksen mand, der allerede var færdiguddannet og havde job.
»Forstår du overhovedet, at du er for ung til at være sammen med en voksen mand?« sagde Pernille.
»Jeg er ikke for ung. Du gjorde det jo også – hvorfor må jeg ikke?«
Pernille blinkede forvirret.
»Jeg var ikke sammen med nogen voksne… Vent, er du gravid?«
»Ja, mor,« råbte Mette fortvivlet. »Du fødte mig også, da du var atten. Æblet falder ikke langt fra stammen, som man siger. Du har altid sagt, jeg ligner dig,« tilføjede hun med svagere stemme.
Pernille stirrede rædselsslagen på hende.
»Nå, men jeg går nu.« Mette gik mod døren.
»Hvor skal du hen? Vi er ikke færdige!« Pernille skyndte sig efter. »Har du lavet dine lektier? Eksamenerne kommer snart,« sagde hun, mens Mette bandt sine snørebånd.
Mette rettede sig brat op, blæste en hårlok væk fra ansigtet og så udfordrende på sin mor.
»Lektier… Hvad snakker du om, mor? Hvem bliver du hos om aftenen? Tror du, jeg ikke ved det?«
Pernille troede, hun havde været diskret, at Mette kun tænkte på sig selv. Men nu skænkede datteren hende et sejrssmil og forlod lejligheden.
»Mette!« råbte Pernille hjælpeløst efter den lukkede dør.
Hun gik langsomt tilbage til stuen og satte sig på sofaen. Hendes datter var vokset op – og problemerne med hende. GravPernille tog en dyb indånding og vidste, at det var på tide at lære at lade slip og stole på, at Mette også måtte finde sin egen vej.
