**Dagbogsnotat – Hvis vi blot havde mødt hinanden før…**
Lise kom til den aftalte tid på klinikken, hentede sin journal i receptionen og gik op til anden sal. Ved dør tolv var alle stole optaget af ældre mennesker. Ved vinduet stod en mand med ryggen mod karmen.
“Er I alle sammen her til tolv?” spurgte Lise forsigtigt.
“Ja, til tolv. Du skal stå bag ham der ved vinduet,” svarede en af kvinderne.
“Men jeg har en tid,” sagde Lise og fumlede efter sedlen i lommen.
“Vi har alle sammen en tid,” knurrede en gråhåret, mager gammel mand med hæs stemme.
Lise mødte mandens nysgerrige blik ved vinduet og gik hen til ham.
“Har du også en tid? Hvornår?” spurgte hun.
Han virkede yngre end de andre og rolig.
“Klokken halv ti,” svarede han venligt.
Lise stirrede forvirret på ham.
“Hvorfor står du så i kø? Din tid er for længst gået. Kom du for sent?”
“Det var os, der kom for tidligt—lægen er bagud,” blandede den gråhårede gamle sig i samtalen, og hele gruppen ved dør tolv begyndte at mumle og beklage sig over uretfærdigheden.
“Hvordan kan det være? Hvad er meningen med tider, hvis det alligevel går efter kø?” spurgte Lise den snakkesalige gamle.
“Vil du klage? Spild af tid. Først kom en krigsveteran forrest—han løj selvfølgelig, han er højst halvfjerds, ligesom mig. Så hentede klinikkens leder en veninde. De var der i fyrre minutter. Så nu venter vi. Gratis sundhedsvæsen, vel?” sagde han bittert.
“Men så bliver vi her til aften. Skal man så bare bestille en ny tid?” protesterede Lise og søgte støtte hos manden ved vinduet.
“Slap af, han når dem alle—dog i en fart. Lægen er også bare et menneske. Systemet,” sagde den gamle mand og løftede en krogformet pegefinger. “Og hvis du ikke kan lide det, kan du altid gå til en privatklinik.”
“Men det er jo forkert…” Indignationen boblede i Lise som vand i en koger.
“Mit råd: Lad være med at blive sur. Det ændrer intet, og du gør det kun værre for dig selv,” sagde manden filosofisk.
Lise stillede sig ved siden af ham og overvejede om hun skulle vente to timer eller gå.
“Det er altid svært at komme til ortopæden. Han er én, vi er mange. Sender dig til røntgen, hvor der også er kø. Og så skal du tilbage her…” Den gamle mand slog ud med hånden i afmagt.
Køen mumlede enig.
*Måske skulle jeg alligevel gå?* tænkte Lise, men blev stående i håb om et mirakel.
“Kan du ikke beslutte dig?” spurgte manden.
Lise så på ham men svarede ikke.
“Er det noget alvorligt?” spurgte han igen.
“Jeg tror, det er alvorligt for alle her.” Lise løsnede sig fra karmen, kastede et sidste blik på dør tolv og gik i retning af trappen.
Bag sig hørte hun ujævne skridt og vendte sig om. Manden haltede efter hende.
“Skal du også væk?” spurgte Lise og følte lettelse over at de gik sammen.
“Har du prøvet en privatklinik?” spurgte hun.
“Det er de samme læger—de tager bare betalt,” svarede manden.
De forlod klinikken sammen.
“Skal du med bussen?” spurgte han.
“Nej, jeg går en tur for at falde til ro.” Lise gik forbi stoppestedet.
“Vent, jeg følger dig,” kaldte han.
“Det må være hårdt for dig at gå. Bussen ville være bedre,” sagde Lise og sænkede ubevidst farten. *Han slipper mig ikke. Hvor er han vedholdende,* tænkte hun.
“Jeg genkendte dig. Vi bestilte tider sammen i mandags og tog samme bus hjem. Du bor nær mig—vi stod af på samme stop.”
“Har du holdt øje med mig?” Lise blev rød. *Han er helt sikkert skør.*
“Nej, det var bare tilfældigt.”
De gik tavse et stykke tid. Lise tilpassede sin gang til hans for at gøre det lettere for ham. Efter to stop tog de bussen og stod af sammen.
“Her bor jeg,” sagde han og pegede på en ni-etagers blok lige overfor. “Må jeg følge dig hjem?”
“Hvordan går det med benet? Gør det ondt?” spurgte Lise i stedet for at svare.
“Jeg er vant til det. Ved du hvad? Kom forbi Kulturhuset i morgen. Vi har en slags klub. Du vil ikke fortryde det.”
“Jeg er ikke til den slags møder. Og det er dine venner, ikke mine,” svarede Lise og anstrengte sig for at afvise ham.
“Det er en skam. Jeg var engang skuespiller. Eller rettere—det blev jeg aldrig. Folk sagde, jeg havde talent. Ja, ja, du må ikke se så skeptisk ud.”
“Hvad stoppede dig?” spurgte Lise tvivlende. *Selvfølgelig, han prøver at score.*
“Kærlighed. Jeg var vildt forelsket i den smukkeste pige på skolen. Jeg ville dø for hende. En aften gik vi over en bro. Tusindvis af lys spejlede sig i det mørke vand… Romantik. Der, på broen, erklærede jeg min kærlighed.”
“Og så?” spurgte Lise, nu interesseret.
De nåede hendes hus, men hun skyndte sig ikke ind. Hun ville høre slutningen.
“Hun spurgte, hvad jeg ville gøre for kærligheden, og krævede beviser. Jeg ved ikke, hvad broens dele hedder… Men der er store bjælker forbundet med jernreb. Omkring syv meter høje.
*’Kan du klatre derop?’* spurgte hun. Jeg var ung og dum. Jeg løb, sprang op på et reb og klatrede op, balancerende med armene. Da jeg nåede toppen, greb jeg en jernstang—men kunne ikke komme ned. Faldet så højt ud. Jeg turde ikke hoppe i vandet eller klatre ned.
Så jeg forsøgte at gå ned—og snublede. Brækkede mig selv sønder og sammen. Har haltet lige siden.”
“Hvad skete der med pigen?” spurgte Lise.
“Hun besøgte mig på hospitalet og undskyldte. Senere giftede hun sig med en klassekammerat. Optrådte endda i en tv-serie. Jeg startede en klub for tabere som mig. Vi mødes engang om ugen, synger, snakker, læser digte—holder sammen. Det er hyggeligt. Kommer du?” Han så håbefuldt på hende.
“I morgen? Hvornår?”
“Klokken seks, i Kulturhuset. Spørg efter mig—alle kender mig. Mads Vestergaard, til din tjeneste.” Han nikkede let. “Kom. Jeg venter.”
Lise lovede at tænke over det og sagde farvel. Da hun gik ind i opgangen, vendte hun sig om. Mads stod og så efter hende.
Næste dag besNæste dag besluttede hun sig til at gå alligevel, men da hun ankom, var der ingen der kendte til ham, og hun forstod med ét, at alt sammen kun havde været en drøm.
