Det var en sløv tirsdags eftermiddag, da han trådte ind – Hr. Mikkelsen, vores stille stamgæst. Han satte sig altid ved vinduet med sin avis og bestilte det samme hver gang: en sort kaffe og et stykke citronmånekage. Han sagde ikke meget, men gav altid et varmt smil og dækkede godt for drikkepenge. Vi kendte ham alle, selvom vi ikke vidste ret meget om ham.
Men den dag var noget anderledes.
Han kom ind i en knivskarp skjorte og et medtagent slips. Hans hår var omhyggeligt redt, og i hænderne holdt han en lille festhat og en lille æske indpakket i blåt papir. Han så glad ud, næsten nervøs.
Jeg hilste venligt på ham ved disken. “Det sædvanlige, Hr. Mikkelsen?”
“Ikke i dag,” sagde han, mens øjnene gnistrede. “Kan jeg få et bord til seks, tak?”
Jeg blinkede. “Seks?”
“Ja,” svarede han og kiggede på sit ur. “Min familie kommer. Det er min fødselsdag.”
Det ramte mig. Jeg må have ønsket ham tillykke mindst tre gange for at skjule min overraskelse. Jeg viste ham hen til et hjørnebord – det største vi havde. Han satte sig og stillede forsigtigt festhatte ved hver plads, lagde papirtallerkener ud og små papirfløjtere, som han selv havde medbragt. Han havde endda et stearinlys klar til at sætte i en muffin.
Jeg bragte ham en kop kaffe på husets regning og så, hvordan han tjekkede tiden. Igen. Og igen.
Minutter gik. Så en time.
Han smilede stadig og nippede til sin kaffe, men i hans øjne kom der en antydning af skuffelse. Festhattene blev ubrugte. Den indpakkede gave forblev uåbnet. Han spiste ikke muffinen.
Caféen var så stille, at alle lagde mærke til det. Vores stamkunder, baristaen, selv den teenager, der sad i hjørnet med lektier – alle sendte blikke mod hans ensomme lille fest.
Endelig tog jeg mod til mig og spurgte: “Hr. Mikkelsen, skal jeg ringe til nogen? Måske er din familie forsinket?”
Han rystede på hovedet. “Nej, nej… De er sikkert bare… optaget.”
Han smilede, men denne gang nåede det ikke helt op til øjnene.
Det var så, at Sarah, en af vores servitricer, hviskede til mig: “Vi kan ikke bare lade ham sidde sådan.”
Så det gjorde vi heller ikke.
Det startede med hende. Hun tog en festhat og satte den på hovedet, før hun gik hen og sagde: “Er der plads til en mere?”
Hr. Mikkelsen blinkede og lo så lavmælt. “Selvfølgelig, unge dame. Jo flere, jo bedre.”
Så kom Daniel, vores barista, med et stort stykke chokoladekage fra disken og tændte et ægte stearinlys. “Ingen fornærmelse til muffinen, Hr. Mikkelsen, men De fortjener noget større.”
Snart sluttede tre kunder sig til bordet – en af dem spillede endda “Tillykke med fødselsdagen” på sin telefon. En anden hentede en ukulele fra sin taske og spillede med. Hele caféen sang med.
“Tillykke med fødselsdagen…”
Hr. Mikkelsen så overvældet ud. Han sagde ingenting et øjeblik, tørrede bare øjnene og så rundt på denne særlige flok mennesker, der sang for ham – mennesker, han knap kendte.
“Jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” mumlede han til sidst.
Sarah lænede sig ind. “Sig, at De vil ønske Dem noget og puste lyset ud.”
Han smilede, lukkede øjnene et kort øjeblik og pustHan pustede lyset ud, og i det svage skær fra stearinlyset så vi alle en mand, der endelig følte sig hjemme.
