**To Nætter og En Dag**
Freja kiggede hele tiden på uret. Tiden krøb af sted med en snegls hastighed, langsomt og tyktflydende. Der var stadig en hel time til arbejdsdagens slutning.
“Ser du altid på uret? Har du travlt?” spurgte den øverste bogholder, Agnes Møller.
“Nej, men…”
“En mand? I din alder kan det kun være en mand, der får en kvinde til at skynde tiden. I min alder ønsker kvinder at stoppe uret.” Agnes sukkede. “Nå, men gå du. Du er alligevel ikke til nogen nytte lige nu.”
“Tak!” Freja begyndte at lukke programmerne på skærmen.
“Elsker du ham?” spurgte Agnes med sørgmodig nysgerrighed.
“Ja,” svarede Freja og så hende lige i øjnene.
Hendes skrivebord stod skråt over for Agnes’, og Agnes kunne tydeligt se hende. Kontorets størrelse tillod ikke en anden indretning, og Freja følte sig som under en eksamens tilbagemelding under sin chefs uopslidelige blik.
“Hvorfor gifter I jer så ikke? Spørger han ikke?” Agnes tog brillerne af og gned sin næse. “Jeg forstår. Han er gift. Har han børn? Klassisk. Først fortalte han dig ikke sandheden, og da han gjorde, var du allerede forelsket og kunne ikke slippe ham. Han lovede at blive skilt, når børnene blev større. Ikke?”
“Hvordan ved du det?” Freja stirrede forbløffet på hende.
“Jeg var også ung engang. Tror du, du er den eneste, der er faldet i den fælde? Søde ven, hvis en mand ikke forlader sin familie med det samme, gør han det aldrig. Accepter det. Gå selv.”
“Men… jeg elsker ham.”
“Når han bliver træt af dig, eller – Gud forbyde det – hans kone finder ud af det, bliver det meget værre og mere smertefuldt. Gå nu og bevar din værdighed. Tro mig. Og ødelæg ikke din karma.” Agnes satte brillerne på igen og blev straks alvorlig og streng.
“Tænk over det. Kom ikke for sent på mandag,” sagde hun, uden at løfte blikket fra papirerne.
“Elsker ham…” Agnes rystede på hovedet, da Freja forlod kontoret.
Freja løb ned ad trappen, sagde farvel til vagten og skyndte sig ud i den lyse majsol. Hun så straks Niels’ bil og gik hen til den.
“Endelig! Jeg troede, du aldrig kom. Jeg sidder her som et lygtepål på Strøget,” knurrede Niels, da Freja satte sig ind.
Han startede motoren, kørte væk fra kontoret og ind i trafikken.
“Hvor skal vi hen? Jeg forstod intet af din besked,” spurgte Freja.
“En overraskelse.” Niels gav hende et lovende blik.
Det var nok til at hendes hjerte bankede, og en varm følelse bredte sig i hendes mave.
Bilen forlod byen og kørte ud ad landevejen. Den svingede ind på en smal grusvej, der snoede sig mellem tætte træer.
Freja stirrede på vejen og drømte om at køre videre og videre, bare dem to. Efter et stykke tid dukkede sommerhusene op.
“Vi er her,” sagde Niels glad.
“Har du et sommerhus?”
“Nej, det har en ven. Hans kone er højgravid og kommer ikke herud snart. Så vi har stedet for os selv hele weekenden.”
“Og din kone? Slip hun dig bare sådan fri hele weekenden?” Freja så mistroisk på ham.
Han standsede bilen ved et højt træhegn.
“Vi har to nætter og en hel dag foran os.” Niels lænede sig ind for at kysse hende.
*To nætter og en dag,* tænkte hun bittert. *Og så er alting som før…*
Niels løftede hovedet, steg ud og hentede tasker fra bagagerummet. Freja tog en dyb indånding af den friske luft. Det lugtede af græs, blade og noget hyggeligt, der mindede om bedstemors hus…
*To nætter og en dag! Så meget tid! Kun os to!* tænkte hun lykkeligt.
“Kan du lide det?” Niels stod ved hendes side og nød hendes reaktion. “Tag den her, og lad os gå ind.” Han rakte hende en taske og gik mod døren med en sportstaske over skulderen.
“Har du været her før?” spurgte Freja.
“Selvfølgelig. Vi er venner.”
“Kom du her med din kone eller…”
“Freja, ikke nu. Ødelæg ikke det gode humør.” Han låste døren op og lod hende gå først.
Indenfor var der en overvældende stilhed, der gjorde stemmerne hult. *Hvorfor tænke på det uundgåelige? Nyd øjeblikket,* tænkte Freja og kiggede rundt. Tørrede blomster i en vase, enkelte gardiner, et grøntternet borddug. En lille pege delte rummet. På væggen hang et fløjlstæppe…
Hun følte sig hjemme, som hos bedstemor.
“Jeg vil blive her for evigt,” hviskede hun om natten, mens hun lå ved Niels’ side. “Kun os to.”
“Mmm,” mumlede han søvnigt.
Freja vågnede først og lyttede til stilheden. *Der mangler bare en pelargonie på karmen,* tænkte hun. *Og en hæklede, hvid dug med kvaster.*
En telefon ringede svagt. Niels famlede efter sin telefon.
“Ja,” grødede han søvnigt. “Nej… Hvilken lyd?… Jeg gik ind for at drikke vand… Okay, jeg ringer senere.” Han lagde telefonen tilbage og faldt i søvn igen.
Freja tænkte bittert på Agnes’ ord: Endnu en nat, og så er alting som før…
Telefonen ringede igen.
“Tag den,” sagde hun.
Niels ignorerede den, trak hende tæt ind til sig og begyndte at kysse hende.
Den blev stille – og ringede så igen.
“Tag den.” Freja rev sig løs og satte sig op.
Niels sukkede, tog telefonen. Freja hørte ikke efter, tog hans skjorte på og gik ud på verandaen. Solen var ikke stået op endnu, fuglene sang, en spætte hamrede et sted i skoven. Hun prøvede at huske duftene og lydene. Måske ville dette øjeblik aldrig komme igen.
“Der er du.” Niels kom ud og holdt om hende.
Hans varme berørte hende gennem stoffet. Hun lænede sig ind mod ham og lukkede øjnene.
Et telefonsignal lød inde i huset. Niels slap hende og gik ind. Uden ham var alting koldt og ensomt.
Agnes’ ord dukkede op i hendes hoved: *At være elskerinde bliver hurtigt kedeligt. Man kan ikke leve af rester i evighed. Gå nu… Bevar din værdighed… Ellers bliver det kun værre…*
Hun gik ind, klædte sig på og samlede sine ting.
“Hvor skal du hen? Jeg har slukket telefonen. Hun ringer ikke igen,” sagde Niels.
Freja standsede ved døren.
“Jeg tager hFreja gik ud ad døren, tog et dybt åndedrag af den friske morgentåge og forstod pludselig, at friheden var mere værd end alt, hvad hun havde efterladt bag sig.
