En Tur på Skyerne
Den grå himmel dryppede af en fin regn. Daniel løftede sit ansigt mod himlen, og hans hud blev straks dækket af en vandig støvregn. Han sugede den fugtige luft dybt ind i lungerne med velbehag.
Bag ham smækkede fængselsporten sammen med en metallisk larm. Han rettede på remmen af sin sportsbag, der hvilede på skulderen, og begyndte at gå hurtigt langs den høje mur af røde mursten…
***
To og et halvt år tidligere
Daniel kørte gennem byen og forsøgte at undertrykke sin irritation og vrede. Hvor var kærligheden blevet af? Hvorfor forstod han og hans kone hinanden ikke længere? På passagersædet ringede hans efterladte telefon med en høj og irriterende melodi.
Melodien stoppede pludselig.
“Så er det bedre,” mumlede Daniel gennem tænderne.
Men inden han nåede til næste lyskurv, begyndte telefonen at ringe igen.
“Hvad er der nu?” spurgte han irriteret og tog telefonen.
“Dan, jeg kan ikke mere. Du løb væk, vi fik ikke afsluttet…”
Mette talte og talte, fortsatte den samme diskussion, de havde haft hjemme. Hendes ord borede sig ind i hans hjerne og forstyrrede hans koncentration. Daniel havde lyst til at råbe: “Hold kæft!”
“Hvorfor siger du ingenting?” hævede konen stemmen.
“Jeg ved, hvad du vil have mig til at sige. Jeg er enig. Det er bedre, vi skilles, end vi fortsætter med at pine hinanden.” Han hamrede bremsepedalen i bund og undgik lige at køre over for rødt. Telefonen gled ud af hånden på ham, og han fik lige nået at fange den.
“Far…” lød hans datters grædende stemme i røret. “Bliv, far! Du må ikke gå!”
“Hvad er der, lille Emilie? Jeg går ingen steder, græd nu ikke. Jeg kommer snart hjem…”
En rasende bilhorn lød bag ham.
“Jeg kører, jeg kører,” svarede Daniel irriteret til den utålmodige chauffør.
Han gav gas og smed telefonen på sædet, så et øjeblik væk fra vejen. I samme sekund ramte bilen en usynlig forhindring, og et øjeblik efter skubbedes den fremad af et bagvedkørende køretøj. Sikkerhedsselen huggede ind i brystet, da han smadrede ind i rattet.
“Satans!” bandede han og sprang ud af bilen.
På det våde asfalt, lige foran hans forhjul, lå en teenagepige ansigt ned…
“Ring efter en ambulance!” råbte han til den tiltagede menneskemængde på fortovet, samtidig med at han knælede ved siden af pigen.
Sådan sluttede hans normale liv, hvor han havde haft et job, en kone, en datter…
Daniel blev dømt til to år. Han mente, han slap billigt. Hvis nogen havde kørt hans Emilie ned, ville han selv have dræbt føreren på stedet.
Konen søgte om skilsmisse med det samme og giftede sig igen et halvt år senere, hvorefter hun flyttede til en anden by med datteren. Nu forstod han, at hun havde haft en elsker længe før ulykken. Det var grunden til, at hun provokerede ham til skænderier.
***
Daniel
Da han kom op på fjerde sal, ringede han på døren til sin lejlighed, vel vidende, at ingen ventede ham. Så trykkede han på knappen hos naboerne.
“Daniel! Er du tilbage?” Den ældre nabo slog hænderne sammen. “Din familie er flyttet, ved du det?”
“Jeg ved det. Har de ikke efterladt nøgler til lejligheden?”
“Jo, selvfølgelig, vent lidt.” Kvassen humpede ind i stuen og kom tilbage med en nøgelbundt. “Værsgo. Kom forbi, hvis du har brug for noget, jeg er altid hjemme.”
Lejligheden mødte ham med en trykkende stilhed. I børneværelset sad Emilies glemte teddybjørn på sofaen, den han havde givet hende til hendes femårs fødselsdag. Han pressede bamsen mod ansigtet og indåndede den velkendte duft af sin datter, mens han kæmpede mod en gulp.
Han lod sig længe ligge i badekarret, før han gik direkte i seng. Han følte, at han havde sovet i mindst et døgn, men uret viste kun halv syv om aftenen, da han vågnede. Han var sulten som en ulv.
Med en løsladelsesattest kunne han ikke få et ordentligt job. Daniel fandt arbejde som lagerarbejder på en brødfabrik i nærheden. Det måtte gå til en start.
Førhen så han film og nyheder på nettet og skrev med venner på sociale medier. Hvis han havde haft en computer, kunne han måske begynde at tjene penge online. Men konen havde taget bærbaren med sig.
Daniel havde tjent godt før og gemt penge på en konto. Bilen og konen havde konstant krævet penge. Mette anede ikke om den hemmelige opsparing. Han rodede i gemmestedet og blev lettet, da han fandt pengene. Løsningen var klar. Næste dag købte han en billig bærbar.
Nu kom han hjem fra arbejde og satte sig foran computeren. Han læste nyheder, søgte efter jobs og tjekkede også sociale medier. Da han fandt Emilies profil, var han lige ved at springe af glæde. Han stirrede på billederne og undrede sig over, hvor stor hun var blevet.
Han skrev ikke. Han vidste ikke, hvordan hans ekskone ville reagere. Hun kunne lige så godt forbyde datteren at tale med ham. Men han tjekkede hendes profil hver dag og fulgte hendes liv. Engang ville han skrive og bede om et møde. Men ikke nu.
En dag fik han tanken om at finde den pige, han havde kørt ned. Hun var femten dengang. Efterforskning, retssag, to år i fængsel… Nu måtte hun være atten. Han ville aldrig glemme hendes navn, men hendes ansigt var utydeligt i hans hukommelse. Da hun blev vendt om og lagt på båren, var det dækket af snavs. Ville han genkende hende?
Han indtastede hendes oplysninger i søgefeltet og begyndte at gennemgå de profiler, computeren fandt. En pige så vagt bekendt ud. Hun smilte, men hendes øjne var alvorlige og strenge. Hendes profil var lukket for fremmede.
Daniel skrev til hende og bad om venskab. Han fortalte, at hun lignede hans datter, som moren havde taget langt væk efter skilsmissen. Løgn, selvfølgelig. Hvad skulle en mand på toogtredive ellers skrive til en attenårig pige?
Han måtte finde nogle fælles interesser. Så fortalte han, at han havde været længe på hospitalet efter en ulykke og ikke kunne gå. Kort sagt, han fandt på en masse for at fange hendes interesse. Han skrev under navnet “Mikkel” fra en ny konto, hvor han havde lagt nogle gamle billeder op. Hvad nu, hvis hendes forældre kontrollerede hendes bekendtskaber og beskeder?
Han ventDa han endelig mødte hende ansigt til ansigt under den stjerneprydede himmel, vidste han, at sandheden måtte frem, men han lod øjeblikket forsvinde i stilhed, for nogle skygger er for dybe til at bære alene.
