“Gør, hvad jeg vil! Det er også min lejlighed. Hvis du ikke kan lide det, så gå!” råbte Mads og stirrede på sin mor med et mørkt blik.
Lise gik ud af opgangen. Tågerne gjorde det svært at se. Hun vaklede hen til bænken på legepladzen og sank tungt ned på den. Hun trak frakken tættere om sig. Selvom juni nærmede sig midten, var aftenerne og nætterne stadig kølige. Den lovede varme fra vejrudsigterne var aldrig kommet.
Hun rystede og stak hænderne i lommerne. Hun ville sidde her, indtil hun frøs helt til, men hvad så? Hvor skulle hun tage hen? Hun havde levet længe nok til, at hendes egen søn smed hende ud. Hun gispede fortabt. Hun havde tilbragt hele sit liv i denne lejlighed – herfra var hun kørt til rådhuset, her havde hun bragt sin søn hjem fra fødeafdelingen. Sønnen…
***
“Mor, min klasse tager til København i påsken,” sagde Mads, så snart han kom ind ad døren, mens han smed sin taske på gulvet.
“Mor, hører du mig?” Han stod nu i køkkendøren og så på hende, der skrællede kartofler ved vasken. Ved synet af hendes stivnede ryg forstod han allerede, at turen nok ikke ville blive til noget. Men han prøvede alligevel én gang til.
“Mor, kan du give mig nogen penge?” spurgte han og forsøgte at overdøve lyden af rindende vand.
“Hvor meget?” svarede hun uden at vende sig om.
“Billetten frem og tilbage, hotel, penge til mad og museer…” listede Mads op.
“Hvor meget?” gentog hun irriteret og smed en kartoffel i gryden med vand. Vandstænket ramte hende i ansigtet og gjorde hendes bluse våd på brystet.
Lise smed kniven i vasken og vendte sig mod sin søn.
“Forstået.” Mads sænkede hovedet og slæbte sig ind på sit værelse.
“Jeg har ikke penge til overs. Jeg trykker dem ikke, jeg tjener dem. Om efteråret skal du have nye støvler. Du har knap nok kunnet gå i de gamle denne forår. Du skal også have en ny jakke – ærmerne på den gamle er for korte.” Moders stemme fulgte efter ham, indtil han nåede sit værelse og skubbede døren i bag sig.
Men hendes ord trængte alligevel igennem, selvom de nu var svagere.
“Alle andre tager afsted, undtagen mig,” mumlede Mads for sig selv. “Men jeg vil også til København!” råbte han højere. Hans stemme knækkede, og man kunne høre, at han kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Mor kunne næppe høre ham, men det lød, som om hun svarede:
“Du får masser af chancer senere. Når du bliver stor og tjener dine egne penge, kan du tage hvorhen du vil – selv til Amerika,” råbte hun fra køkkenet.
Mads slugte tårerne.
“Spørg din far i stedet. Han har aldrig købt dig en eneste ekstra legetøj. Til fødselsdage gav han dig billige biler. Han brugte ikke en ekstra krone på dig udover børnepengene. Hvad kan man købe for så lidt? Du vokser, alt slidt op, og tøj er dyrt…” lød det fra køkkenet.
Mads satte hovedtelefoner på, men hendes høje stemme trængte alligevel igennem. Han tørrede tårerne væk med næven. Hvorfor havde han ikke tænkt på det før? Da far forlod dem, sagde han til Mads, at han altid kunne henvende sig, hvis der var brug for det. Nu var tiden kommet. Mads besluttede sig for ikke at vente og ringe til sin far. Men han havde ingen mobil.
Han åbnede døren forsigtigt og kiggede ud. Mor bragede med gryder i køkkenet og mumlede for sig selv. Mads listede gennem entrén, satte sine sko på og gik ud af lejligheden, så stille som muligt. Han løb ned ad trappen og hen til naboopgangen, hvor Mads Nielsen boede. De havde en fastnettelefon.
Mads N. åbnede døren og lyste op, da han så sin ven.
“Jeg skal ringe,” sagde Mads og greb røret fra telefonen på bordet. Han tastede hurtigt nummeret og holdt røret til øret, mens han prøvede at få vejret igen.
Mads var lige ved at lægge på, da der svaredes i den anden ende.
“Far, hej!” råbte han glad.
“Hvem er det?” spurgte faren køligt.
Mads så på sin forvirrede ven og vendte sig væk.
“Det er mig, Mads.”
“Hvilken Mads?”
“Far?!” råbte Mads desperat, men der var kun en optaget tone.
Mads lagde røret på og var lige ved at græde.
“Hvad skete der?” spurgte Mads N., der stod ved siden af.
“Jeg kommer ikke til København. Mor giver mig ingen penge, og far gad ikke engang kende mig,” sagde Mads surt.
“Jeg kan spørge mine forældre. Jeg siger bare, det er vigtigt. De giver mig nok nogen. Så betaler jeg for dig,” tilbød den hurtigt tænkende Mads N.
“Nej. Dine forældre finder ud af det, og du får problemer. Jeg overlever det. Jeg går nu.” Mads forlod vens lejlighed.
Da Mads var lille, kyssede mor ham og kaldte ham “lille mus” eller “min sol”. Hun købte legetøj til ham, selv når han ikke bad om det.
Men så skiftede hun pludselig. Far forlod dem, og hun blev irriteret, sur, råbte ofte af ham, rev i ham, når han lavede ballade, og kunne endda smide ham en lussing eller give ham en dunk i nakken. Det var langt værre end at få en lussing på røven. Ikke et eneste kærligt ord kom længere fra hende – kun skældud og dunk.
Mads overvejede at løbe hjemmefra. Men uden penge ville han ikke komme langt. Han var kun elleve – ingen ville ansætte ham.
“Jeg bad dem ikke om at få mig. Jeg er uheldig. Hvis jeg var blevet født som Mads N.s lillebror i stedet, ville livet have været perfekt…” tænkte Mads, mens han gik op ad trappen til deres lejlighed.
Da han blev fjorten, var han så vant til mors skældud, at han ikke længere reagerede. Han gik bare ud og hængte ud på gaderne. Eller han låste sig inde på sit værelse med hovedtelefoner på og skruede op for musikken.
I de sidste skoleår begyndte han at søge kærlighed hos pigerne. Men hvis en pige nægtede at kysse ham, droppede han hende med det samme – lige som han altid havde ønsket at gøre med sin mor. Han kom kun hjem for at sove. Om natten lå han længe vågen og forbandede sin skLige da morgenlyset falder blødt gennem gardinet, rækker Mads ud efter hendes hånd, og i det stille sekund mellem dem finder de tilbage til den kærlighed, der engang var deres eneste sprog.
