“Du mødte hende først, så gå med hende,” sagde Mads til hunden. “Jeg vil savne dig.”
Toget sænkede farten. Folk i vognen havde allerede dannet kø mod udgangen. Udenfor flimrede menneskene på perronen langsommere og langsommere i lyset fra de skarpe lygter. Endelig rukkede toget et par gange og standsede. Dørene åbnede sig med en lyd, og passagererne, fyldt med poser og tasker, strømmede ud på den slidte perron på en lille station i Nordsjælland.
Folk snakkede og strakte deres stive ben, mens de gik mod trappen. Mads var den sidste til at stige ud. Ingen ventede på ham. Selv havde han ikke travlt med at komme hjem til sin ensomme lejlighed, hvor han kun sov om natten.
For et par måneder siden var han blevet skilt fra sin kone. Han havde efterladt hende lejligheden og deres nyfødte datter, mens han selv flyttede til en billigere bolig i forstaden.
Han havde mødt en pige, de havde datet kort, men gået hver til sit. Tre måneder senere dukkede hun uventet op med en synlig mave og fortalte, at hun var gravid. Han foreslog at gifte sig. Fire måneder senere fødte hun en sund lille pige.
Med tårer i øjnene tilstod hans kone, at hun havde været sammen med en anden mand før Mads, en der forlod hende, da han hørte om graviditeten. Så dukkede Mads op. Hun havde ingen steder at tage hen, og ville ikke tilbage til sin hjemby. Han kunne ikke sende hende på gaden, så han forlod selv lejligheden og indledte skilsmissen.
Nu arbejdede han næsten uden fridage for at spare op til en ny lejlighed. En ven havde samlet et hold, og Mads var med. De satte gang i renoveringer af lejligheder og sommerhuse.
Mads gik langsomt hen mod trappen, oplyst af en gammel lygte. Nede for foden så han en rødbrun hund. Den så på ham og derefter op mod perronen.
“Der er vist ikke flere deroppe. Var din ejer ikke med toget? Det gør ikke noget, måske kommer han med det sidste,” mumlede Mads og begyndte at gå.
Efter et par skridt vendte han sig. Hunden var gået op på perronen og ledte efter nogen. Lyden af det afgående tog gav genlyd. Hunden hylede svagt, fulgte toget med øjnene, før den løb ned ad trappen og hen til Mads. Den satte sig foran ham og stirrede op med et stumt spørgsmål.
“Hvad har du tænkt dig, min ven? Venther du på næste tog, eller følger du med mig? Jeg spørger ikke to gange,” sagde Mads og vendte sig for at gå uden at se tilbage.
Hunden så efter ham et øjeblik, som om den overvejede, før den rejste sig og fulgte efter. Først holdt den afstand, men så gik den ved siden af.
“Er du ensom? Det forstår jeg godt. Hvem tilhører du egentlig? Jeg har ikke set dig før. Men jeg har heller ikke boet her længe…”
Hunden løb ved siden af og lyttede. Sådan nåede de til den fireetages murstensbygning, hvor Mads boede. Ved opgangen stoppede hunden.
“Kom nu ind.” Mads åbnede døren vidt. “Beslut dig, for jeg er sulten og træt.” Han trådte ind, men holdt døren åben.
Hunden gik langsomt op ad trappen, passerede Mads og gik ind. “Du er ikke nem, kammerat,” grinede Mads og lukkede døren.
De stod i en halvmørk opgang med en svag pære, der knapt lyste.
“Kom så, op på tredje. Undskyld, der er ingen elevator,” drillede Mads.
Hunden hoppede op ad trappen, stoppede på hver etage og ventede på ham. Da de nåede tredje sal, standsede Mads ved sin dør og fandt nøglen frem.
“Her bor jeg.” Han åbnede døren, trådte ind og tændte lyset i entreen. “Kom ind. Jeg spørger ikke to gange.”
Hunden tøvede et sekund, før den med en hunds værdighed trådte ind og satte sig ved garderobestativet.
“Velopdragen. Respekt. Men nu du er her, så kom videre og kig dig omkring,” sagde Mads, mens han tog jakken af.
Han slukkede lyset i entreen og gik ind i stuen, hvor han smed sin taske på en kommode.
Hunden lagde sig på gulvet og ørede, lyttende. Da den hørte lydene af tallerkener og lugtede mad, rejste den sig og fulgte duften af pasta med kødsovs.
“Sådan.” Mads tog en dyb tallerken frem, hældte mad i den og stillede den ved væggen.
Hunden nærmede sig, snusede og tømte tallerkenen til sidste rest. Den satte sig og så på Mads.
“Undskyld, det er alt. Jeg havde ikke regnet med dig.” Han bemærkede hundens blik mod vasken. “Ah, du er tørstig. Jeg har aldrig haft en hund før.” Han tog tallerkenen og fyldte den med vand.
Hunden drak grådigt, mens dråber sprøjtede omkring.
Senere sad Mads på sofaen og så fjernsyn. Hunden lå ved hans fødder, men løftede hovedet ved den mindste lyd.
“Slap af, du,” sagde Mads og slukkede fjernsynet.
Han mærkede, at søvnen var lige om hjørnet, gæspede og rejste sig. Hunden sprang op.
“Undskyld, jeg skal lige folde sofaen ud.”
Hunden forstod, gik til side og ventede.
“Hvor er du dog klog. Sig mig, hvad hedder du?”
Da sengen var klar, slentrede hunden ud i entreen.
“Hey, du kan sove herinde, det er okay,” råbte Mads, men hunden kom ikke tilbage. “Som du vil.” Han trak på skuldrene og slukkede lyset.
I søvnen hørte han lyde, suk og skraben. Morgenlyset vækkede ham, og han knugede øjnene sammen. Lydene fortsatte. Han kom i tanke om hunden og gik ud i entreen.
Der sad den ved døren.
“Ah, det er dig. Undskyld, jeg glemte dig. Kan du finde ud af det selv?” Han åbnede døren, og hunden skyndte sig ned ad trappen.
“Døren!” Han ville løbe efter, men hørte allerede hoveddøren smække.
Efter badet lavede han smørrebrød til dem begge, satte vand over og gik ned i tøfler. Hunden sad foran opgangen.
“Kom med,” nikkede Mads.
Hunden tøvede ikke, men fulgte ham op og ventede ved lejligheden.
Denne gang gik den direkte ind i køkkenet og begyndte på smørrebrødet. De forlod lejligheden sammen og gik til stationen.
“Gå en tur. Jeg skal på arbejde. Venther du på mig? Det er okay, hvis du ikke gør.” Mads klappede den mellem ørerne og gik videre.
Om aftenen steg han sidst af toget og spekulerede på, om hunden ventOg selv om hunden ikke var der denne aften, vidste Mads, at livet nu havde givet ham en ny vej at gå – ikke alene, men med en mulighed for kærlighed, han aldrig havde troet, han fortjente.
