Det var mig selv, der gav dig til hende, med mine egne hænder. Og hun veg ikke tilbage, hun tog imod.
“Lærke, hej. Hvorfor skulle jeg så hurtigt tale med dig? Kunne det ikke vente?” spurgte Signe, mens hun tog sin jakke af og trådte ind i lejligheden.
“Ikke noget til telefonen. Kom med ud i køkkenet.” Lærke slukkede lyset i entreen og fulgte efter.
“Nu er jeg nysgerrig. Kom nu med det.” Signe satte sig ved bordet og foldede hænderne, som en flink skolepige der venter på forklaringen.
Lærke stillede en åben flaske rødvin på bordet sammen med to glas.
“Wow? Er det så alvorligt? Jeg er helt øre,” sagde Signe.
Lærke skænkede vin i glassene og satte sig overfor sin veninde.
“Det her er til afslapning og forståelse,” sagde hun højtideligt, løftede sit glas og tog en slurk.
Signe løftede også sit glas, men ventede med at drikke, indtil Lærke begyndte at fortælle.
“Jeg er fortabt. Forelsket som en teenager, helt væk. Jeg lever som i en drøm, kan ikke tænke på andet. Jeg lægger mig og ønsker natten væk, bare morgenen måtte komme. Jeg vidste ikke, det kunne være sådan. Jeg elskede også Mads, men ikke på denne måde. Men nu…” Lærke tømte glasset i én slurk.
“Kondolerer. Var det det, du ville fortælle? At du er forelsket?” Signe stillede glasset og rejste sig.
“Bliv siddende.” Lærke greb hende i armen og satte hende ned igen.
“Hvad med Mads?” spurgte Signe og faldt ned på stolen.
“Hvad med ham? Vi har været sammen i syv år. Alt er roligt, godt. Men så mødte jeg Ole, og nu er jeg fortabt.” Lærke sukkede. “Dømmer du mig? Har du selv nogensinde elsket sådan? Nej? Så hold din dom for dig selv,” sagde hun pludselig skarpt. “Jeg ville netop tale med dig om Mads.”
“Jeg tror, jeg har brug for at drikke.” Signe tog nogle slurke og nikkede anerkendende mod glasset.
“Du har altid været forelsket i min mand. Tror du ikke, jeg har set, hvordan du ser på ham?” Lærke bankede neglene mod bordpladen.
Hun dansede omkring det egentlige emne, usikker på, hvordan hun skulle bringe det på bane.
“Hold op med at tale nonsens,” fnøs Signe.
Lærke trak på skuldrene.
“Jeg er ikke jaloux, bare så du ved det. Det er måske endda bedre sådan. Jeg har besluttet at forlade Mads, men jeg tør ikke sige sandheden. Jeg synes, det er synd for ham.”
“Du havde ikke ondt af ham, da du var ham utro, men nu er det synd for ham? Det giver da ingen mening,” sagde Signe og drak af sit glas.
“Hvad ved du? Han er god. Jeg skriger af ham, går amok, har ødelagt hans nerver, men han tier. Han aner noget og tier. Han fortjener ikke at blive behandlet sådan. Forstår du?”
“Nej. Forklar det.”
Lærke fyldte sit glas igen.
“Jeg kunne bare sige til ham, at jeg ikke elsker ham, at jeg går. Han vil lade mig gå. Men hvad sker der så med ham? Mænd lider, når de bliver forladt. Deres selvværd falder. Han vil drikke, gå i stykker, måske gøre noget endnu værre. Jeg kan ikke behandle ham sådan. Forstår du nu?”
“Hvad har jeg med det at gøre?”
Lærke rullede med øjnene over venindens uvidenhed.
“Du kan lide ham. Måske elsker du ham endda, en ensidig kærlighed.” Lærke så skarpt på Signe, der veg med blikket. “Jeg ville føle mig tryg ved, at det var dig, der var ved hans side, og ikke en eller anden…”
“Åh… Nu forstår jeg. Du vil have mig til at tage mig af Mads, mens du boltrer dig med din elsker? Du er da vanvittig. Er han en ting? Brugt, kasseret, videregivet til en veninde…” Signe tømte glasset på én gang, skar en grimasse og tørrede munden med håndryggen.
“Tak for komplimentet. Jeg vidste ikke, jeg var bedre end en eller anden luder. Nej, det er vanvid. Find en anden, du kan aflevere din mand til. Har du overhovedet spurgt ham? Vil han være sammen med mig?” Signe drejede nervøst det tomme glas mellem fingrene.
“Det afhænger af dig.” Lærke lænede sig frem over bordet.
“Nej, du er ikke rigtig klog. Du har brug for professionel hjælp.” Signe blev helt rød af harme.
“Der findes desværre ingen kur mod kærlighed. Men jeg har tabt hovedet, det er rigtigt,” sagde Lærke overbærende.
“Og hvis det ikke lykkes med din nye kærlighed? Hvad så? Vil du have Mads tilbage? ‘Tak for tjenesten, nu vil jeg gerne have ham tilbage’?” Signe blev mere og mere irriteret.
“Jeg kan ikke tænke på fremtiden. Jeg ved kun én ting: Jeg dør, hvis jeg ikke har ham…” Lærke lænede sig tilbage på stolen, tydeligt utilpas med samtalens retning.
Signe tav. Hvad kunne hun sige? De drak. Signe kunne ikke fordøje, hvad Lærke havde planlagt. Men på den anden side—hvorfor skulle Mads ikke være sammen med hende? Hun følte noget for ham, det var sikkert.
“Hjælp mig. Vær der for ham, distraher ham, put ham i seng, hvis du vil. Skal jeg lære dig det?” Lærke stirrede ud i luften forbi Signe.
“Det her er så sindssygt. Sidder vi her, drikker, og en kone tilbyder sin veninde at sove med hendes mand? Har du set for mange tv-serier? Det minder om H.C. Andersen. ‘Let the one who will not dance pay the piper.’ Hvordan kunne du falde på noget sådant?”
“Råb ikke.” Lærke trykkede fingrene mod tindingerne. “Jeg foreslog det bare. Hvis du ikke vil, så lad være. Lad ham drikke sig ihjel.” Lærke løftede glasset til læberne og lukkede øjnene.
Signe stirrede fascineret på, hvordan hun slugte vinen, hvordan en åre dunkede i halsgroven, og kunne ikke slippe blikket.
“Jeg vil bare have, at han ikke skal lide, men være lykkelig, ligesom mig. Hvis vi ikke kan være det sammen, så i det mindste hver for sig. Jeg vil have ham i sikre hænder. Dine hænder.” Lærke satte glasset tomt på bordet.
“Hvad skændes I om, piger? Mig, måske? I burde skamme jer.” Mads’ stemme lød pludselig.
Veninderne vendte sig på én gang. Mads stod i døren til køkkenet og smilede.
“Endelig. Kom så, vask hænder, vi skal til at spise aftensmad. Vi diskuterede bare en film,” sagde Lærke, som om intet varSigne smilede, men det var en trist smule, for hun vidste, at selvom Lærke havde sagt det var forbi, så lå kærlighed aldrig helt stille.
