Det var en tidlig forårsmorgen, og Agnete Møller trådte ud fra opgangen og standsede et øjeblik. Hun kneb øjnene lidt sammen og kiggede op på himlen for at vurdere, om der var risiko for regn, før hun nikket kort til naboerne, der sad på bænken. Hun løftede hagen og gik videre. De tavse kvinder begyndte at hviske, da hun forsvandt, og deres blikke fulgte hende med en sjælden blanding af nysgerrighed og misundelse.
Hvor gammel Agnete var, vidste ingen rigtigt. Hun var pensioneret i nogle år allerede, men havde en så velholdt figur, at nogen gættede på halvtreds, andre på tres. De mest bitre hviskede, at hun måtte være tættere på halvfjerds, men at hun bare havde været heldig med arvemassen – eller fået hjælp af en dygtig kirurg.
“Hvorfor skulle hun også se dårlig ud?” sukkede en af kvinderne. “Hans var en god mand, drak ikke, slog ikke. Han forlod hende stille og roligt for en yngre kvinde. Hendes eneste søn giver hende ingen bekymringer. Ingen børnebørn, ingen kat, ingen hund. Ingen bekymringer overhovedet. Hvis min egen mand ikke var så drukforsinket, kunne jeg måske også gå som en dronning.”
“Dig? En dronning?” grinede en anden og puffede til hende. “Du må være morsom, Kirsten!”
“Ja, hvorfor ikke? Hvis Poul en god dag dør af sin brandert, så begynder jeg også at leve. Lige som hende. Går ud af døren, kigger ned på jer og går min vej.”
De andre fnisede.
“Se nu bare, hvor Erik ikke kan tage øjnene fra hende. Han har endda holdt op med at arbejde på haven,” bemærkede en tredje.
“Han kan lige så godt give op. Han bør finde sig en, der matcher ham bedre,” sukkede en anden.
“Hvad er der i vejen med Erik? Han drikker ikke, ryger ikke, og han har guld i hænderne,” forsvarede en tredje ham.
“Hvorfor er I så onde, kærringer? Lad nu Agnete være i fred. Misundelse er en grim ting,” sagde Erik selv og vendte tilbage til at klippe hækken.
Agnete anede godt, at hun blev drøftet. Hun hørte brudstykker af sætninger, så de skarpe blikke, der fulgte hende, og vidste, at naboerne ikke brød sig om hende. Men hun havde for længst lært at ignorere sladder.
Hun havde levet et liv som de fleste kvinder. Hendes mand, Jens, var en flot, velbygget mand, der passede godt til hende. Kvinderne hang på ham, og det havde kostet hende mange tårer. Da han endelig forlod hende, føltes det som verdens undergang. Men for sin søns skyld samlede hun sig selv. Siden dengang havde hun holdt mænd på afstand.
Hendes eneste søn, Magnus, var nu tæt på tredive og ugift. Det bekymrede Agnete. Var det normalt, at en voksen søn boede hos sin mor? Han havde haft kærester, men ingen af dem havde ført til noget.
Og sandt at sige – ingen af dem havde virkelig behaget Agnete. Men hun havde holdt sin mening for sig selv. Hun vidste, at forbud og skænderier kun gjorde tingene værre og kunne drive Magnus væk. Så hun tav. Tiden gik, og kærlighederne ebbede ud. Nogle gange var det Magnus, der sluttede, andre gange pigerne.
Men én gang var han tæt på at gifte sig. En sød, venlig pige. Agnete protesterede ikke. Magnus besøgte pigens forældre, men kom hjem ulykkelig. Faderen var en drukkenbolt, moren var syg af hans slag. Da de drak til bekendtskabet, begyndte faren at true og råbe, og det endte næsten i slagsmål.
“Mor, hvad gør jeg? Jeg elsker hende, men hvordan skal jeg kunne have med den slags svigerforældre at gøre?” spurgte han.
“Du kan ikke ændre dem. De er en del af hende. Hvis du kan acceptere det, så gør det,” sagde Agnete.
Til hendes lettelse slog de op.
Efter sin gåtur læste Agnete lidt, tog en lille lur og begyndte at lave aftensmad, mens hun af og til kiggede på uret. Magnus var sent på den. *Mon han er forelsket igen?* tænkte hun. Og ja – da han endelig kom hjem, var han ikke alene.
“Mor, det her er Freja. Freja Lind. Og det er min mor, Agnete Møller,” præsenterede han dem for hinanden.
Agnete så på Freja – og måtte holde vejret. Blå øjne som Køge Bugt, smilerynker… Det var den slags pige, man giftede sig med. Nå, men tiden var inde.
“Hvorfor advarede du mig ikke? Så kunne jeg have lavet noget lækkert,” brokkede Agnete sig.
“Alt, du laver, er lækkert,” sagde Magnus og krammede hende, mens han lagde hovedet mod hendes skulder.
“Når du smigrer, vil du have noget,” sagde Agnete og puffede ham let i panden. “Vask hænder. Vi spiser snart.”
Latter og leg lød længe fra badeværelset. Da de endelig kom ind i køkkenet, var de rødmossede og forlegne. Men bordet var dækket pænt, tallerknerne stod klar, og dampende te ventede. Alt som det skulle være.
Magnus’ skyldfølelsesfulde blik fortalte Agnete, at der var mere på veje.
“Kom nu ud med det,” bad hun, træt af spændingen.
Magnus tog en dyb indånding. “Vi skal på vandretur i weekenden. Freja vil med.”
“Det er godt. Man lærer folk bedst at kende på tur. Så kan Freja også møde dine venner,” sagde Agnte, men tænkte, at den store nyhed stadig ventede.
“Kunne du måske passe en lille pige? Hun er seks år, ingen problemer,” sagde Magnus og tav et øjeblik. “Det bliver en voksen tur, myg og sådan – ikke noget for en lille en.”
“Hvis pige er det?” spurgte Agnete, selvom hun vidste svaret.
*Sådan. Hvor finder han dem? Først én med piercinger og tatoveringer, så én med en alkoholiseret far, og nu én med et barn? Og hvornår nåede hun det? Hun kan ikke være mere end femogtyve, men allerede en seksårig datter. Ung og tidlig. Så meget for de smilerynker,* tænkte Agnte.
“Min,” svarede Freja og så Agnete lige i øjnene.
*Hun undskylder ikke. Siger det uden trods, men også uden frygt,* bemærkede Agnete.
“Nej, jeg kan ikke. Jeg har glemt alt om, hvordan man passer med børn. Jeg har planer. Og et fremmed barn er en stor ansvar…” begyndte Agnete at sige. *Hvad bilder de sig ind? Skal jeg være barnepige nu?*
“Mor, come on. Hvilke planer? En tur i parken? Så kan du tage Liv med,” insisterede Magnus.
*Og sådan navne. Det bliver værre og værAgnete sukkede og sendte dem af sted med et lille nik, men da weekenden var omme, var hendes hjerte allerede blevet vundet af den lille piges ærlige latter og de blå øjne, der mindede hende om, hvor skæbnen nogle gange fører en hen.
