Klaus holdt ind foran den faldefærdige femetagesblok og parkerede, så nummerpladen ikke var tydelig. Han kastede et surt blik på de skallede balkoner uden ruder og de matte vinduer. De moderne termoruder lignede nyklistrede lap. Alt i alt mindede huset om en hjemløs – iført det første, der blev fundet i en container.
Gemt mellem nogle stakåndede træer og andre bygninger, der havde overlevet adskillige magtskifter, levede femetagesblokken sine sidste dage, ligesom dens beboere.
For Klaus var det et syn, der udstrålede så meget kedsomhed, at det gjorde ondt i tænderne. I præcis sådan en bygning havde han tilbragt sin barndom – og han havde desperat drømt om at komme væk. Og det var ikke kun en drøm; han havde kæmpet for det. Han klarede sig godt i skolen, kom ind på det rigtige universitet, og efter endt uddannelse læste han videre til økonom. En succesfuld forretning krævede økonomisk snilde.
Da han endelig havde opnået alt, hvad han drømte om, flyttede han sine forældre til et finere kvarter. Han købte dem et lille, men moderne hus med en have, hvor velklippede buske og farverige blomster prydede indkørslen, mens hans mor i baghaven havde lavet en lille grønne have. Det skulle der jo være. Og hun kunne ikke bare sidde stille.
Kvinderne elskede Klaus ikke alene for hans penge. Han var attraktiv, rundhåndet og vidste, hvordan man forkælede en kvinde. Et par gange var han endda tæt på at gifte sig med smukke kvinder, der havde perfektioneret deres udseende med lidt hjælp fra plastikkirurger. Men så forestillede han sig, hvordan det ville være at præsentere sin langbenede kæreste for sin enkle mor – og hvor fortabt hun ville se ud ved siden af den silikoneperfektion. Så sprang han fra.
Mette vandt hans hjerte med sin naturlige skønhed og varme smil. Selvfølgelig forelskede han sig. Allerede en måned efter introducerede han hende for sine forældre. Hans mor kiggede på pigen og nikkede anerkendende til sin søn.
Hvem kunne også modstå sådan en naturlig skønhed og rolige væsen? Mette, der var vant til at nøjes med det, hun havde, var ikke kræsen. Hendes far var død, og kort efter brændte hendes mor sammen med en aggressiv kræftsygdom. Klaus omhyggeligt omgav hende med kærlighed og omsorg. Selv et år efter brylluppet var han stadig så forlegen over for hende som en forelsket dreng.
En dag fortalte hans forretningspartner og ven, at han havde set Mette i netop det der forfaldne kvarter, ved den skallede femetagesblok. Hvad havde hun dog at gøre der?
»Hvad lavede du der selv?« spurgte Klaus tilbage.
»Tilfældighed. Jeg undgik trafikken gennem baggaderne, faldt af og endte dér.«
»Utro? Mette? Umuligt!« tænkte Klaus, men en ubehagelig kuldegysning løb ned ad ryggen, og hans hænder knyttede sig ufrivilligt.
»Måske tog jeg fejl,« bakkede vennen ud, da han så Klaus’ reaktion. »Hun er smuk, men der er mange som hende. Undskyld.«
Derhjemme smilede Mette sødt, opførte sig naturligt og kærtegnede ham. En utro kone ville vel undgå intimitet efter at have været sammen med sin elsker? Men Mette skubbede ham ikke væk. Tværtimod trykkede hun sig endnu tættere ind. Blød, tillidsfuld, sårbar – fuldstændig overgivet.
Nej, der var noget, der ikke stemte. Enten var hun en fremragende skuespiller, eller også tog hans ven fejl? Måske prøvede han at splidte dem? Hvorfor? Eller var det ikke utroskab – men noget andet?
Mettes hemmelighed nagede Klaus, og han besluttede at holde øje med hende. I frokostpausen – netop det tidspunkt, hvor vennen havde set hende – kørte han til femetagesblokken og ventede. For at dræbe tiden tændte han for musikken.
Lige da han ville give op og køre, dukkede Mette op. Hun skyndte sig hen til en af opgangene, åbnede den klistermærkebeklædte dør med en nøgle, så sig tilbage og forsvandt indenfor.
»Hun har en nøgle. Interessant.« Klaus’ hjerte hamrede som en jagthund på sporet. Han ville allerede storme efter hende, men kom i tanke om, at han ikke havde nøglen. Hvis han ringede på hos alle lejlighederne i håb om, at nogen ville lukke ham ind, ville hun forsvinde. Han kunne ikke bare banke på alle døre.
Så han ventede, utålmodigt kiggede op på blokkens vinduer og trommede med fingrene mod rattet i takt med den italienske gruppe Il Divo. Efter fyrre minutter holdt en gul taxa foran opgangen, og to minutter senere kom Mette ud, satte sig i bilen og kørte væk.
Klaus forfulgte hende ikke. Han kørte på arbejde, hvor han ikke kunne koncentrere sig. Tankerne kredsede om Mette og den forfaldne bygning. Han lod sin stedfortræder håndtere arbejdet og tog tidligt hjem.
Derhjemme drak han en solid portion cognac. Normalt drak han ikke så tidligt – han kunne jo blive kaldt på arbejde. Men nu havde han brug for at give hjernen en pause. »Åh, Mette, Mette. Hvorfor? Hvad mangler du? Du virkede så pålidelig, beskeden – men er du bare ligesom alle de andre?« Klaus vankede uroligt rundt i det store hus som en bjørn i bur.
Døren smækkede, nøglerne raslede mod entrebordet. Klaus hældte og drak endnu en sjat. Han vidste, at konen snart ville komme ind i køkkenet – han ventede på det. Alligevel fór han sammen, da hun kaldte på ham.
»Hvorfor sidder du i mørke?« lød Mettes stemme bag ham. Klaus vendte sig om. »Drikker du? Hvad er der galt? Noget på arbejdet?« spurgte hun og så glasset i hans hånd.
Klaus bemærkede, hvordan hendes øjne blev større af overraskelse. Var der… frygt i dem?
»Jeg har det fint. Men er der ikke noget, du vil fortælle mig?« spurgte han hæst.
»Jeg forstår ikke. Hvad mener du?«
»Så oprigtig overraskelse er svær at spille. Bravo, søde!« Klaus grinede bittert for sig selv.
»Hvor var du i frokostpausen?« Han skottede til flasken – skulle han tage en til?
»Var du forbi mit arbejde? Ingen sagde noget,« svarede Mette efter en kort pause.
Klaus stirrede på hende. Pludselig synkede hendes skuldre, og al farve forsvandt fra hendes ansigt.
»Har duKlaus tog en dyb indånding og sagde stille: »Lad os tage din far til os, så han ikke skal lide derude alene længere.«
