Bilen susede gennem den mørke by. I den sad en mand og en kvinde. For en udenforstående kunne det se ud, som om et ægtepar skyndte sig hjem til deres børn.
“Kan du ikke køre hurtigere?” bad kvinden nervøst.
“Det er for farligt. Byen ser kun tom ud. Hvornår fortæller du ham endelig om os? Hvor længe skal vi mødes i smug og være bange for at blive opdaget? Hvorfor tøver du? Fortæl ham det, så bliver det nemmere for alle,” sagde manden.
“Nemmere? For hvem? For dig og mig, måske, men hvad med Freja? Hun elsker sin far. Og han elsker hende også. Hvad sker der med dem, når de finder ud af det? Det er grusomt,” forsøgte kvinden at retfærdiggøre.
“Og at bedrage og lyve i så lang tid er ikke grusomt? Tror du, han ikke aner noget? Jeg er træt af at dele dig med ham. Skal jeg selv fortælle ham det, mand til mand?”
“Lad være, jeg beder dig. Jeg gør det selv. Giv mig tid.” Kvinden greb mandens hånd på ratten og klemte den hårdt. “Jeg elsker dig også så højt. Men pres mig ikke. Jeg lover, at jeg snakker med min mand inden længe.”
Manden vendte sig mod hende, mødte hendes blik og bøjede sig frem for at kysse hende.
Fra sidevejen styrtede en sort SUV ind foran deres bil, og et øjeblik senere var alt larm og metal. Kvindens skrig forsvandt i larmen…
***
En melodi fra en mobiltelefon trængte igennem en forvirret drøm. Et øjeblik svævede Mads mellem søvn og virkelighed, men så åbnede han øjnene.
Ida havde ringet klokken otte og sagt, hun blev forsinket. En veninde havde problemer, hun kunne ikke efterlade hende alene i den tilstand. Hun lovede at forklare alt senere. Han nåede ikke at spørge, hvilken veninde, hvilken tilstand? Selvfølgelig kunne han ringe til alle hendes veninder, hvis numre han havde, men det føltes ydmygende for dem begge.
Mads havde mistænkt, at noget var galt, i et par måneder nu. For ofte blev Ida forsinket om aftenen, et par gange endda i weekenden. Pludselig var der så mange veninder med uforudsete problemer, der krævede hendes hjælp.
Han greb telefonen på natbordet. Et ukendt nummer. Hans hjerte klemte sammen af en ubehagelig fornemmelse.
“Hallo,” svarede Mads med en hæs, søvnig stemme.
“Kaptajn Nielsen. Er du manden til Ida Marie Sørensen?”
“Ja.”
“Din kone har været involveret i en ulykke… Hun er blevet indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand…”
“Lever hun?” spurgte Mads med skælvende stemme.
“Ja, men…”
“Far, er det mor?” I døren stod den tiårige Freja og stirrede på ham med frygt i øjnene.
Mads slugte den klump, der sad i halsen.
“Nej. Det er… Mor er på hospitalet. Hun har været i en ulykke.”
“Er hun død?”
“Nej, hvad snakker du om? Hun lever,” skyndte Mads sig at sige.
“Men du spurgte… Far,” Freja kastede sig om halsen på ham og klemte så hårdt, han knap kunne trække vejret. “Lad os køre hen til hende. Jeg er bange.”
Mads løsnede hendes greb og satte hende på sengen ved siden af sig.
“Nej, hospitalet er lukket, de lukker ikke os ind. Vi tager derhen om morgenen. Nu skal du sove. Hvad vil mor sige, hvis vi kommer helt udmattede?” Mads tvang et smil frem.
Freja nikkede og gik tilbage til sit værelse. Han lagde sig også. Gennem vinduet kunne han allerede se daggryet. Han huskede, at han havde set klokken på telefonen, før han tog opkaldet. Halv tre om natten.
Han måtte berolige sig selv. Mads lagde hånden på sit bryst. Hans hjerte hamrede mod håndfladen.
Næste morgen kørte de til hospitalet. Han gik ind på lægens kontor og lod Freja blive i gangen.
“Er du manden?” spurgte en læge på hans egen alder.
“Ja. Hvad er der med min kone?”
“Vi har opereret hende. Alvorlig hovedskade, flere brud… Hun er i koma.”
“Hvordan kunne hun være i en ulykke? Hun kører ikke bil.”
Lægen trak på skuldrene.
“Jeg ved kun, at en SUV kolliderede med bilen, hun var i. Begge chauffører døde på stedet. Din kone var heldig. Jeg vil ikke skjule det for dig, hun er i kritisk tilstand. Vi gør alt, hvad vi kan. Hun er ung, kroppen kan måske klare det. Der er en chance.”
“Kan jeg se hende? Jeg har min datter med. Hun er i gangen.”
“Det er dit valg. Din kone ser ikke godt ud. Men nærvær fra familie kan gøre underværker. Kom.” Lægen viste vej til intensivafdelingen.
“Hvem var sammen med hende i bilen?” spurgte Mads, mens de gik.
“Det må du spørge politiet om. Men husk, hun er i koma, så bliv ikke for længe.” Lægen åbnede døren til værelset.
Mads genkendte ikke Ida. Hendes hoved var bandageret, og det synlige hud var fuld af blå mærker og sår. En fremmed, fjern udgave af hende. Over dynen lå en hånd med vielsesringen. Hendes hånd.
“Mor!” Freja gik hen til sengen og strøg hendes hånd. “Sover hun?” spurgte hun og så på sin far.
“Ja. Hun er blevet opereret. Vi må kun se lidt på hende.”
De kørte hjem i tavshed. Mads ringede til Idas mor og bad hende komme og passe Freja. Han skulle på arbejde.
Bente kom ind i lejligheden med et vådt lommetørklæde i hånden.
“Skal jeg ikke tage Freja med hjem til mig? Du har ikke overskud til hende lige nu,” sagde hun, da hun havde taget sig lidt sammen. “Vil du ikke komme med mig?” spurgte hun Freja.
Hun nikkede.
“Jeg advarede hende. Men ville hun høre efter?” Bente hulkede og standsede pludselig, da hun så Mads’ forbløffede blik.
“Bente, hvad advarede du Ida om?”
Hun rystede på hovedet og tørrede næsen.
“Fortæl det. Jeg finder det jo ud af før eller siden,” insisterede Mads.
“Undskyld, Mads. Jeg sagde til Ida, at det ikke ville ende godt. Jeg skældte hende ud.” Hun slog ud med hånden i fortvivlelse. “Hun sagde bare: ‘Jeg elsker ham, jeg kan ikke leve uden ham…’ Hun blev helt besat. Åh, Mads, undskyld, det her er ikke retfærdigt… Det ville have været bedre, hvis Ida selv…”
Mads mærkede igen en dunkende smerteDe sad i bilen på vejen mod fremtiden, mens solen steg over den danske horisont, og han vidste, at selvom arrene var blevet, var kærligheden sterkere end alt.
