“Fejl og forbedring”
Ambulancen susede gennem byen med blink og sirene tændt. Bilerne pressede sig ind mod fortovene for at gøre plads til den.
“Far, lille far, undskyld mig. Bliv bare ved med at leve, dø ikke…” hviskede pigen, mens hun sad ved siden af båren.
Han hørte hende ikke. Foran sig så han en anden pige. Hun smilede, og hendes øjne udstrålede et blødt, varmt lys. Det tiltrak ham, han kunne ikke modstå det. Han følte en utrolig lettelse, som om hans krop slet ikke var der.
Men noget holdt ham tilbage, noget trak ham væk fra lyset. Han prøvede at sige “Slip mig,” men ordene kom ikke. Pludselig ramte noget ham i brystet og kastede ham tilbage. Pigens ansigt forsvandt, lyset slukkedes, og hans krop blev tung som sten. Kan sten mærke smerte?
Lydene kom tilbage: gråd, en stemme, der kaldte på ham, en hånd, der holdt fast i hans. Han ville bede dem slippe ham, kalde på den forsvundne Vibeke—men i det øjeblik faldt han ind i intetheden. Der var ingenting. Han var væk.
***
Dagen før
“Far, må jeg tage afsted med Lærke og Freja til Syden? Freyas familie har et hus der. Jeg skal kun bruge penge til transport og lidt til mig selv.” Stemmen var bønfaldende.
Eskild vidste altid, når hun løj. Nogle gange lod han som om han troede hende, men ikke i dag. Han lagde avisen fra sig og så på Ida. Hendes ører blev røde, hun undgik hans blik, og hendes fingre spillede nervøst med stoffet i hendes nederdel.
“Hvor længe skal I være væk?” spurgte han roligt.
“To uger,” svarede Ida ivrigt. “Frisk luft, stranden. Jeg er træt af at sidde i den støvede by.”
“Med Lærke og Freja, altså?” gentog Eskild.
Ida mærkede sarkasmen i hans stemme og indså, at løgnen ikke virkede.
“Du kan ikke lyve. Jeg talte med Freyas far i går. De tager til Bjergene i tre.”
Idas ører var ikke bare røde—de brændte. Hun løftede hovedet og så sin far lige i øjnene.
“Jeg vidste, du ikke ville lade mig tage afsted med Mads, så jeg løj. Hans tante bor virkelig i Syden.”
“Netop. Jeg lader dig ikke tage afsted,” svarede Eskild roligt. “Jeg forstår, du er forelsket. Men er det nok til at rejse alene med en fyr?”
“Jeg elsker ham,” sagde Ida desperat. Hendes ansigt blev blegt.
“Elsker han dig? Kærlighed og lyst er ikke det samme. Jeg ved, hvad en fyr tænker, når han inviterer en pige alene på ferie.”
“Så jeg må ikke?”
“Nej. Om en måned har jeg fri, så tager vi selv afsted.”
Ida bed sig i læben, mens hun tænkte. Eskilds hjerte knugede sammen. Hun lignede så meget sin mor—også hun bed i læben, når hun var vred eller usikker. Hvordan kunne han forklare, at han ikke kunne miste det eneste, han havde tilbage?
“Far, please. Vi er kun alene i toget. Derefter bor vi hos Mads’ familie.”
“Nej.”
“Jeg troede ikke, du var sådan…” udbrød Ida. “Jeg kunne bare skrive en seddel og tage afsted. Jeg er myndig. Men jeg ville spørge.”
“Du tog ikke afsted, så mit ord betyder noget. Hør på mig.” Han tog avisen igen, men læste ikke.
“En dag vil du se tilbage på denne samtale med andre øjne.”
“Far, jeg elsker ham.”
“Måske elsker du ham. Men han? Hvis han elskede dig, ville han ikke få dig til at lyve.”
“Du ved alt, hva’? Og selv—” Ida tav pludselig, da hun indså, hun gik over grænsen.
“Netop derfor taler jeg. Ungdommens fejl betaler man for hele livet,” sagde Eskild.
“Jaja, fortæl mig også, hvor hårdt det var at opdrage mig alene…” hendes stemme knækkede.
“Nej,” afgjorde han og tog avisen som tegn på, at samtalen var slut.
Ida snorkede, vendte sig om og smækkede med døren.
Eskild lagde avisen fra sig. Hvordan kunne han læse nu?
***
Hvor mange år var der gået? Som om det var i går, han overbeviste Vibeke om en weekend i Aarhus. Havde hun løjet for sine forældre? De lod hende tage afsted.
De havde en fantastisk tur. De kom hjem lykkelige og forandrede. Så syntes Eskild. Men så tog Vibeke til København for at studere. Han blev i byen, mødte Johanne—han glemte Vibeke, hans løfter om evig kærlighed. Eller nej, han havde aldrig sagt “jeg elsker dig.” Det huskede han.
Så dukkede Vibeke op og sagde, hun var gravid. Han blev bange—ikke for graviditeten, men for at miste Johanne. Vibeke kom direkte fra stationen. Han bad hende om en abort, mumlede noget om ungdom, uvished…
Vibeke græd. “Det er allerede 12. uge.”
“Hvorfor ventede du så længe?” råbte han. “Man kan stadig—”
Hun gik. Han var sikker på, hun fik en abort, for han hørte ikke fra hende i tre år. Hvis hun havde født, ville han vide det—hendes forældre ville have krævet noget.
Han giftede sig med Johanne og skulle på bryllupsrejse. Men så ringede det på døren. Vibeke stod der—bleg, tynd. En lille pige holdt hendes hånd.
“Hej,” smilede hun anstrengt.
“Hvem er det?” Johanne kom ud.
Vibekes øjne rystede af smerte. Eskild skammede sig. Han følte sig som en forbryder.
“Vi gik i skole sammen,” sagde han.
Johanne nikkede. Vibeke kom ind. En stor taske stod på gulvet. Han forstod med det samme—det var pigens ting.
“Skal du et sted hen?”
“Jeg kan ikke tage hende med… Hvis jeg kommer tilbage, henter jeg hende.”
Han ville sige, de også skulle afsted, men spurgte i stedet: “Hvor skal du hen?”
“Langt væk.” Hun kyssede pigen og gik.
“Er hun din?” spurgte Johanne.
“Hun skulle have fået en abort.”
Pigen græd. Johanne skældte ham ud. Ægteskabet knagede.
Tre dage senere kom Johanne tilbage. Hun prøvede at elske pigen, men efter et år forlod hun dem. Da Ida var seks, døde Vibeke af leukæmi.
***
Eskild fortalte alt til Ida, selvom hun sad med høretelefoner.
“Jeg var ung, tænkte ikke på konsekvenser. Med Vibeke var det forhastet. Da jeg mødte Johanne, forelskede jeg mig virkelig. Så kom du…”
“Der findes prævention,” sagde Ida.
“Ja, men når man er 18, tror man ikke, fejl varer hele livet.” Han forMen nu forstod han, at det vigtigste var ikke at undgå fejl, men at lære af dem og holde fast i dem, man elsker.
