Motoren på den danske bil brummede dæmpet, mens indersiden duftede af læder og luftrenser. Den grå asfalt med perfekte hvide streger flød forbi og forsvandt under hjulene. Solen var lige begyndt at stige og lovede en varm sommerdag. Majken lænede hovedet mod sædet og lukkede øjnene.
“Du kan sagtens sove. Der er stadig tyve minutter tilbage,” sagde Anders til sin kone.
“Jeg ville hellere sove hjemme i varmt leje. Det er jo weekend. Du kunne sagtens køre alene. Det er trods alt dine venner,” svarede Majken uden at åbne øjnene.
“Hvad skulle jeg dog lave der alene? Alle kommer med deres koner. Jeg troede, du og Lise også var venner. Desuden, der er intet som frisk luft. Det er meget bedre end at ligge i sengen.” Anders tav et øjeblik. “Det er længe siden, vi har mødtes. Husker du dengang… Nå ja, Thomas kommer med sin nye kone. Har jeg fortalt dig det? Nej? Forestil dig, han er blevet gift. Mon hvem der har betaget ham så meget, at han har ofret sin frihed for hende.”
Majken syntes, nyheden var interessant nok til at rette sig op og åbne øjnene.
“Har I allerede set ham?”
“Kun kort, uden at snakke ordentligt. Men jeg glæder mig til at sludre, som i gamle dage, sidde ved bålet med en guitar. Åh, det var tider,” sukkede Anders.
“Nu skal I måske begynde at mødes hver weekend,” mumlede Majken.
“Ah, kom nu. Hvad er der galt i det? Vi har været venner siden universitetet. Vi kender hinanden som vores egne lommer. Da din mor var syg, gav Thomas dig penge til operationen uden at tøve.”
Majken lænede sig tilbage igen.
“Det er sandt. Thomas er en god fyr. Men Magnus og Lise…”
“Hvad er der med dem?” spurgte Anders forvirret.
“Det føles som om, de ikke er et rigtigt par, men bare leger familie. De virker fjernere, ikke så kærlige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.”
“Det har jeg ikke lagt mærke til. Synes du ikke, de er helt almindelige? Ved du, Lise og Thomas datede engang. Ja, de var så forelskede, alle troede, de ville blive gift allerede på første år. Men så gik det galt mellem dem. Lise giftede sig med Magnus.”
“Det har du aldrig fortalt.” Majken vendte sig mod ham.
“Det var så længe siden. Tiden løber.” Anders tav.
Motoren brummede roligt, og Majken lukkede øjnene igen. Hun åbnede dem, da bilen begyndte at ryste – de forlod asfalten og kørte videre på en grusvej. Fyrretræerne stod tæt som en mur og blokerede for sollyset.
“Jeg havde glemt, hvor smukt det er her,” udbrød Majken.
“Netop.” Anders’ stemme var stolt, som om han selv havde skabt denne skønhed.
Haven var åben – de ventede på dem. Anders parkerede bilen ved siden af to andre biler ved hegnet. Så var alle kommet. Fra huset skyndte Thomas sig imod dem med udstrakte arme, som om han ville omfavne dem og bilen på én gang.
“Endelig! Vi troede næsten, vi måtte tage på fisketur uden dig.” Thomas klemte Anders og klappede ham på ryggen. “Du bliver kun flottere. Hvordan gør du det?” komplimenterede han Majken. “Hvorfor har I medbragt så meget mad? Vi har mere end nok, vi kunne ikke spise det hele på en uge. Nå, men giv mig poserne, vi kan altid bruge mere.”
De tre gik mod huset, belæsset med poser. På græsplænen foran huset stod allerede en grill, og ved siden af lå en pose kul. Under æbletræet stod et træbord med kurvestole.
I døren dukkede Lise og en ung kvinde op. De bar dyner og tæpper i favnen.
“Hej, Anders, Majken!” råbte Lise.
Pludselig blev det larmende og festligt. Alle talte på én gang og lo.
“Nå, piger. I kan tage jer af tingene her, mens vi tager på fisketur,” meddelte Thomas.
“Åh, nej…” sukkede Lise utilfreds.
“Vi er ikke længe væk. Bare lidt. Og I må heller ikke kede jer. Vi har gjort vores del: kødet er marineret, grillen er klar, og vi har hentet madvarerne. Resten er jeres opgave.”
“Hvad siger I, piger? Skal vi ikke skåle for at mødes?” Lise stillede en flaske rødvin på bordet, da mændene var gået.
“Øh, jeg ville hellere have hvidvin. Rødvin giver mig hovedpine,” sagde den yngste og nyeste i selskabet, Ida.
“Jeg har netop taget en med til dig. Jeg henter den,” sagde Lise.
“Kender du hende?” spurgte Majken Ida og nikkede mod huset, hvor Lise var gået ind.
“Ja. Hun har besøgt os et par gange.”
“Virkelig?” Majken lød overrasket. “Og hvornår kom I tilbage til byen?”
Fra snakken i bilen havde hun forstået, de lige var kommet hjem fra bryllupsrejsen.
“For to uger siden,” svarede Ida.
“Ta-da!” Lise dukkede op i døren med en flaske hvidvin.
Kvinderne drak et glas og begyndte at diskutere, hvad de skulle lave til middagen. Lise tog styringen. Majken syntes, hun gjorde det med vilje for at markere overfor Ida. Som om hun ville sige: *Jeg er her før dig. Du er ny og ved intet. Kender du din plads.*
Majken syntes ikke om det. Lise opførte sig for nedladende overfor Ida. Men hun blandede sig ikke. På den måde kunne hun bedre finde ud af, hvem Ida egentlig var.
Da bordet var dækket med dug, tallerkenerne stod klar, og salaterne var skåret, slap kvinderne af i ventetiden på mændene. Og hvad snakker tre kvinder om? Selvfølgelig om mænd.
“Ida, du må holde øjnene åbne. Slap ikke af. Din mand er en kendt kvindebedårer. Ved du, hvor mange kvinder han har præsenteret for os? Utallige. Alle mænd er utro,” sukkede Lise.
“Hvorfor skræmmer du hende?” Majken tog Idas parti.
“Er din mand utro?” spurgte Ida direkte.
“Se bare hende. Vent bare, du vil selv indse det,” svarede Lise og sendte Majken et blik.
Ida så underligt på hende men sagde intet.
“Hvis jeg fandt ud af, Anders var utro, ville jeg nok tilgive ham. Jeg ved det ikke,” sagde Majken for at vende den farlige samtale mod sig selv.
“Anders kommer aldrig til at forlade dig. Fra den slags mænd går man ikke,” bemærkede Lise venligt.
“Det er bare, hvis alle mænd er utro, hvorfor så skilles? Alene er man ked af det, så måtte man begynde forfra med en ny mand. Men ifølge din teori vil han igen være utroMajken lænede sig tilbage og smilede, da hun så Ida og Thomas stå arm i arm i solnedgangen, mens børnene legte på græsset, og fornemmelsen af at alt endelig var, som det skulle være.
