For et halvt år siden døde den gamle nabo til Lise. Hendes mand blev tilbage alene. Han blev trist, krummede sig sammen, som om en umulig byrde af sorg trak ham ned mod jorden. Han kom næsten ikke ud. Naberne havde ondt af ham. Nogen bragte ham en tallerken suppe, andre handlede ind for ham.
Han var noget døv og glemsom. Han satte sig foran tv’et med lyden på fuld blæs og glemte kedlen på komfuret. En gang var det lige ved at ende i brand, og han kunne have omkommet. Siden dengang havde Lise en ekstra nøgle til hans lejlighed.
En dag kom sønnen og hentede sin far, og lejligheden blev sat til salg. Naberne var glade – det var ikke rigtigt, at en gammel mand skulle dø alene, når han havde børn i live.
Tre uger senere var der en ny ejer af lejligheden. Hele huset vidste det med det samme, for der kom håndværkere og lavede renovering. Hele dagen lang blev der båret skrald ud, sortnede sanitære installationer og gammelt møblement. Så begyndte de at hamre, banke, og boremaskinen larmede uafbrudt. Hvem kunne holde det ud? Lise boede jo bare gennem væggen.
Hun havde ikke lyst til at gå hjem fra arbejde. Støj og larm mødte hende allerede i opgangen. Hun holdt ud, holdt ud, men til sidst gik hun over til naboen. Døren blev åbnet af en mand fuld af støv og maling.
“Er du lejlighedens ejer? Hvor længe skal I blive ved med at larme? Jeg kan ikke holde det ud længere, mit hoved sprænger,” sagde hun irriteret.
“Undskyld, men jeg har fået besked på at blive færdig hurtigt. Vi larmer måske to dage mere, så skal der kun laves finpudsning – det larmer mindre.”
“To dage?” Lise kunne ikke finde på noget at sige.
Bag den lukkede dør lød boremaskinen igen. Lise gik ud på gaden. Her var støjen ikke så tydelig.
“Hvad, plager naboen dig?” spurgte en af kvinderne, der sad på bænken ved opgangen.
“Har I set ham?” spurgte Lise tilbage.
“Ja. Han ser ud som en helt almindelig mand,” fortalte naboerne i munden på hinanden. “Klar til fest, dyrt tøj, dufter godt af parfume. Flot, høflig, hilser pænt.”
“Vi har fået en fantastisk nabo i vores opgang,” kvækkede den tandløse Gerda falskt.
De andre kvinder lo og viste Lise deres sparsomme tænder med metalpåfyldninger og løse proteser.
“Han kunne lige så godt spille på en klarinet eller trompet,” mumlede Lise.
“Har du talt med ham?”
“Ja. Men hvad hjælper det? Det er håndværkerne, og de kan man ikke gøre meget ved.”
“Men Lise, du burde tage dig tid til at kigge på ejeren af lejligheden. Han er lige sagen. Hvor længe vil du være alene? Du er jo ung, du kan nå at få børn. Og han har penge – han kører i en dyr bil.”
“Jeg skal i butikken,” sagde Lise og gik, mens hun prøvede at ignorere snakken bag sig.
Hendes mand døde to år efter brylluppet. Hun nåede ikke at få børn. Tretten år havde hun været alene.
*Husets ejer kommer nok, når jeg er på arbejde. Klager er nytteløse. Renoveringen skal jo laves. Lejligheden hos de gamle var i forfald. Nå, men jeg gengælder det – bare vent til han er færdig og flytter ind,* tænkte Lise, mens hun gik uden om en vandpyt.
To dage senere mødtes de alligevel. Lise kom hjem fra arbejde med ét ønske – at lægge sig. Dagen havde været hård, hun var ikke engang sulten. Da hun nærmede sig opgangen, åbnede døren sig for hende.
Lise så en ung mand ved sin side. Han smilede bredt med alle sine tænder. Hun vidste med det samme, at det var den nye ejer af de gamles lejlighed. Hans smil virkede frækt på hende, hans blik arrogant.
“Tak,” sagde hun kort og gik ind.
Døren lukkede sig bag hende. I halvmørket i opgangen hørte hun skridt. Hendes hjerte hamrede uroligt. Hun standsede og vendte sig, mens hun kæmpede mod frygten. Den nye nabo gik bag hende.
“Gå foran. Jeg kan ikke lide, når folk ånder mig i nakken,” sagde hun irriteret og prøvede at skjule, at hun var bange.
Naboen gik forbi hende og begyndte at gå op ad trappen. Huset var gammelt, i centrum af byen, med store værelser og høje lofter. Lejlighederne var meget efterspurgte.
Da Lise nåede fjerde sal, stod naboen ved sin dør.
“Så du er min nabo? Lad os lære hinanden at kende. Håndværkerne sagde, du havde været forbi og skældt dem ud.”
“Jeg skældte ikke ud, jeg bad dem arbejde stille. Det føles som at bo på en byggeplads. I renoverer jeres lejlighed, mens hele huset lider,” sagde Lise og ledte efter sin nøgle i tasken.
“Det må du undskylde. Vi er snart færdige, lover det,” svarede naboen roligt.
Lise svarede ikke, kastede et bebrejdende blik på ham og gik ind i sin lejlighed, mens hun smækkede døren så hårdt, at kalkdrysset faldt ned fra loftet.
Fra den dag smækkede hun med døren hver chance hun fik. Det var hendes hævn. Hun nød tanken om, at smilet forsvandt fra hans ansigt.
En uge senere blev der bragt nye møbler. Flyttemændene blokerede trappen, mens de slæbte en sofa op på fjerde sal. Lise måtte klemme sig forbi. Mens de skubbede sofaen ind, fik hun et glimt af stuen. Lyse tapeter, honningfarvet parketgulv…
“Vil du ikke komme indenfor?” spurgte ejeren selv i døren. Lise rødmede, som om hun blev bustet i at kigge gennem nøglehullet. Hun skyndte sig ind i sin lejlighed og glemte at smække med døren. Satans!
I weekenden var det LisLise smilede tilbage og vidste, at livet endelig havde givet hende en ny chance til at være lykkelig.
