Vent på mig
Han lænede sig mod den ru, kølige væg og lukkede øjnene. Det føltes, som om han ikke kunne bevæge sig. Men efter et par minutter tvang han sig selv til at skubbe sig væk fra væggen og gå hen til lægefacilitetens stue.
Et par timer senere gik han ud af hospitalets port. Efter to stærke kopper kaffe forsvandt trætheden. Lige udenfor porten lå en lille allé, der endte i en befærdet vej. Solstråler brød igennem løvet og dansede som en bevægelig, skælvende mosaik på asfalten. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde gået her før – han kørte altid til hospitalet i bil. Men nu havde han pludselig lyst til at gå langs det lysende mønster og knibe øjnene sammen mod solen. Der var jo alligevel ingen, der ventede på ham derhjemme.
Mads gik langsomt og nød solen og den sidste sommervarme efter en periode med regn. Sommeren var halvvejs overstået, og ferien ventede. I dag havde han vundet – taget en patient tilbage fra dødens rand.
På en af bænkene sad en ung pige i en lys kjole. Hun sad fordybet i en bog, og hendes rødgyldne hår faldt ned og skjulte hendes ansigt for ham. Pludselig føltes det næsten uudholdeligt at ville se hendes ansigt. Han nåede bænken og standsede.
Pigen vendte en side og læste videre uden at lægge mærke til ham.
“Er bogen god?” spurgte Mads.
Hun læste videre et øjeblik, før hun lukkede den og holdt den op, så han kunne se forsiden.
“Min Kære Menneske,” læste han på hovedet.
Hun så op. Ansigtet var fyldt med fregner, men det gjorde hende ikke mindre smuk – snarere gav det hende et strejf af liv og charme. Hendes mørke øjne var udtryksfulde, og læberne fyldige. Hun så så frisk og sødmefuld ud. “Guld,” tænkte han, da solen fangede hendes hår.
“Interesserer du dig for medicin, eller kan du lide forfatteren?” spurgte han.
“Jeg har ansøgt til medicinstudiet.”
“Så er vi næsten kolleger.” Mads smilede og satte sig ved siden af hende.
“Er du læge?” Hendes øjne lyste op.
“Kirurg.”
“Dig?” Hun så skeptisk ud.
“Hvad overrasker dig så? Ligner jeg ikke en? Eller forestiller du dig alle kirurger som gråhårede og tavse?”
Hendes fyldige læber sprang op i et smil.
“Hvilken slags kirurg?”
“Det er imponerende, at du kender til specialerne. Jeg ville ønske, jeg kunne sige plastikkirurg – det lyder mere romantisk. Men nej, jeg er en helt almindelig kirurg. Nogen skal jo fjerne blindtarmen og galdesten.”
Hun grinede, og hendes latter var melodisk og smuk.
Af en eller anden grund ville han imponere hende, vise, at han var en erfaren, gennemarbejdet kirurg. Så han begyndte at fortælle, at hverdagen ikke var så romantisk, som bøgerne gør den til. Ansvaret var stort – et menneskeliv ligger i ens hænder, og operationsbordet er en slags slagmark med taktik og strategi. Han nævnte endda dagens tilfælde og forædlede historien med tanker om patientens kone og børn, der havde ventet og været bange.
Først så hun lidt skeptisk på ham, men så kom beundringen. Og under hendes blik føltes han næsten som en helt, en, der rådede over patienters skæbne. Han vidste godt, han blev revet med, men han kunne ikke stoppe sig selv. Han ville så gerne virke interessant for hende.
“Du reddede et menneskes liv, og du taler så ligetil om det?” spurgte hun alvorligt.
“Det sker hver dag. Enhver operation er en risiko. En simpel sag kan blive en tragedie,” svarede han. “Hvad med dig? Hvilken læge drømmer du om at blive?”
“Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg skal jo først komme ind.” Hun kastede et blik på sit ur og sprang op.
“Åh, jeg er sent på den!” Hendes øjne udtrykte pludselig panik.
“Min bil står ved hospitalet,” sagde Mads og rejste sig. “Kom, jeg kører dig.”
På vejen hjem fortalte hun, at hun boede hos tan”Ikke sandt, lille Viggo?” sagde tanter, mens hun strøg den gamle hund over ryggen, og Mads så, hvordan et lille smil bredte sig på Kathrines læber, selvom hendes øjne var fugtige af savn.
