Gør du det for din søns skyld? Lad være. Jeg vil håbe, men du vil aldrig kunne elske mig.
Da Freja forlod hospitalet, stødte hun ind i en mand i døren.
“Undskyld,” sagde han og blev hængende et øjeblik med blikket på hende. I næste sekund blev hans udtryk nedladende, han vendte sig væk og glemte hende øjeblikkeligt.
Hvor mange sådanne blikke havde hun ikke fanget i løbet af årene? På slanke, langbenede piger så mænd helt anderledes – deres øjne blev ikke tomme og ligegyldige, men klistrede og grådige. Det gjorde ondt i hende. Var det hendes skyld, at hun var født sådan?
Da hun var lille, elskede alle hendes fyldige kinder, runde ben og bløde former. Men i skolen blev hun altid sat først i rækken til gymnastik. De kaldte hende for “fed”, “tyk”, “Peppa Gris” eller “græskaret”. Børn kunne være brutale. Lærerne så det, men gjorde intet.
Freja prøvede alle mulige diæter, men sulten var altid der, og kiloene kom hurtigt tilbage. Hun var faktisk ret smuk – men det var tykkelsen, folk så først.
Hun drømte om at blive lærer, men opgav det – hun var bange for, at børnene også ville håne hende. I stedet blev hun sygeplejerske. Når folk har ondt, er de ligeglade med, hvem der hjælper dem, så længe smerten bliver mindre.
I hendes klasse var der ingen drenge, og de andre piger var optaget af kærlighed og bryllupper. Freja var altid alene. Til forelæsninger bad de andre hende om at sidde forrest – så kunne de skjule sig bag hendes brede ryg.
Hun sukkede over de små kjoler i butiksvinduerne. Sådan noget var ikke for hende. I stedet gik hun i vide trøjer og lange nederdele for at skjule sin krop. Hun var dygtig til sit arbejde, især til at give smertefri injektioner, hvilket de ældre patienter elskede.
En dag tog hun på skøjter med de andre piger. Teenage-drenge råbte grimme ting efter hende. »Se, der er en, der skynder sig til slagteriet!« grinede de. Hun kunne græde.
Moren prøvede at sætte hende op med sønnerne af sine veninder. Et par gange sagde Freja ja. Den ene dreng lod, som om han ikke ventede på nogen, da han så hende. Den anden begyndte at tage på hende, inden de overhovedet havde snakket. Hun skubbede ham væk, og han faldt i en sø. »Hvad bilder du dig ind? Jeg gjorde dig en tjeneste! Hvem skulle ellers have sådan en som dig?« råbte han efter hende. Gråden brændte i halsen. Derefter sagde hun altid nej til dates. Det var bedre at være alene.
På sin facebook-profil satte hun et billede af Fiona fra “Shrek”. Da en dreng i kommentarsporet spurgte, hvordan hun så ud i virkeligheden, svarede hun: »Præcis sådan – bare ikke grøn.« Han troede, det var en joke. »Du er nok træt af opmærksomhed og prøver at skræmme fyre væk med det billede,« skrev han og inviterede hende ud. Freja afbrød straks samtalen.
En dag løb en seksårig dreng ind i hende på hospitalet.
»Hvor løber du hen? Der er syge mennesker her – du må ikke larme,« sagde hun og greb ham i armen.
»Jeg ville glide på gulvet,« indrømmede han.
»Hvem er du her med?«
»Min far. Vi besøger mormor. Hvor er toilettet?«
»Kom, så viser jeg dig.« Hun førte ham ned ad gangen. »Klarer du det selv?«
Drengen sendte hende et overlegent blik. Hun kunne ikke blive sur på den lille mand. Et øjeblik efter hørte hun vandet skylle, og han kom ud til hende.
»Nu viser du mig, hvilket værelse din mormor er på,« sagde hun.
Han sukkede og slæbte sig ved hendes side. Han standsede ved et af værelserne, satte en alvorlig mine og pegede. Freja svælgede i at holde smilen tilbage.
»Det her, tror jeg,« sagde han og pegede på døren til stue fire.
»Tror du? Altså, du løb ud uden at se nummeret? Eller kan du ikke tallene?« spurgte hun – for det var en herreafdeling.
»Jeg kan alting!« protesterede han. »Se, der er døren!« Han pegede på stue fem.
»Din lille skælm,« sagde Freja og lod, som om hun blev sur. Drengen fnisede. »Hvad hedder du?«
»Lukas,« svarede han. I samme øjeblik åbnede døren til stue fem, og en høj, flot mand kom ud. Han sendte drengen et strengt blik.
»Lukas, hvad tager så lang tid?« Så fik han øje på Freja. Hans blik målte hende op og ned, og interessen forsvandt øjeblikkeligt. »Har han været uartig?«
Hvor mange sådanne kølige, nedladende mænd havde hun ikke mødt?
»Han var slet ikke uartig. Du må ikke skælde ham ud,« sagde hun bebrejdende og gik videre.
»Kom nu, sig farvel til mormor. Vi skal hjem,« hørte hun bag sig.
Næste dag kom Lukas og hans far igen. Manden gik lige forbi hende uden et blik. Hun rakte tunge ad hans ryg – og i det øjeblik vendte Lukas sig, grinede og gav hende tommelfingeren. Freja smilede og vinkede.
Efter middagsluren gik hun ind i stue fem.
»De ser godt ud i dag, Anna Marie. Har De haft besøg af Deres barnebarn?« spurgte Freja.
»Så De ham? Er han ikke en dejlig dreng? Jeg ville så gerne opleve, hvordan han bliver som voksen.«
»De skal da ikke dø endnu. De skal nok få lege med oldebørn,« sagde Freja muntert.
»Gid det var sandt. Men jeg er bekymret for ham. Han vokser op uden en mor,« sukkede Anna Marie.
»Hans mor…«
»Nej, hun er ikke død. Hun løb fra ham og efterlod os med ham.«
»De sagde ‘vor søn’…«
»Lukas er ikke min rigtige barnebarn. Men vi elsker ham lige så højt. Min søn giftede sig med en smuk kvinde. Efter brylluppet fortalte hun, at hun havde en søn. Kan man begynde et ægteskab med en løgn? Min mand fik næsten et hjerteanfald. Og nu er jeg her.«
For to år siden fik Lukas’ mor et lukrativt job i udlandet. Hun var model. Barnet var i vejen. Kvinderne, min søn møder, er af samme type: smukke og egoistiske. Lukas kan ikke lide dem.
Freja gik hele dagen og tænkte på historien. Da hun kom tilbage for at give Anna Marie en injektion, græd den gamle kvinde.
»Anna Marie, DeFreja tog en dyb indånding, greb mod til sig og sagde: “Måske er det på tide at tro på, at nogen kan elske mig, alligevel.”
