“Har du virkelig besluttet dig for at få et barn uden en mand? Er du ikke flov, mor?” spurgte Freja med en bebrejdende stemme.
Lige efter studenterballet sendte Freja sine ansøgninger afsted til universitetet. Hun var sikker på at komme ind – hendes eksamensresultater var gode, faktisk bedre end det sidste års optagelseskrav.
Det var en varm sommer det år. En veninde foreslog at tage til hendes tante i Skagen. Det lød fristende – tre uger ved havet uden forældrenes opsyn, en smagsprøve på det voksne liv. Men da der kun var en dag igen til afrejsen, blev Freja nervøs. Ikke fordi det var første gang hun skulle rejse alene, men fordi hun ikke ville se Mads i lang tid.
Frejas mor, Mette, var lige fyldt 37. Hun og Frejas far var gået fra hinanden, da Freja var tre. Freja kunne knap nok huske ham – de havde giftet sig for tidligt, uden rigtig at kende hinanden, og knækket nakken på de første store prøvelser: søvnløse nætter, et skrigende barn, pengeproblemer og gensidige beskyldninger.
Da Freja blev ældre, prøvede Mette selvfølgelig at finde kærligheden igen. Men enten ville hendes kærester ikke opdrage et andet mands barn, eller også kunne Freja ikke lide dem.
For to år siden kom Mads ind i deres liv. Han besøgte dem ofte, men overnattede aldrig – i hvert fald ikke så vidt Freja kunne se. Han var sjov og interessant, gav hende gaver, og til hendes sidste fødselsdag gav han en enorm buket røde roser.
Og Freja forelskede sig. Mads var to år yngre end Mette – ikke en stor forskel, men Freja mente noget andet. Hun var sikker på, at hun passede bedre til ham end hendes mor. Hvert blik fra ham fortolkede hun som interesse. Hun var jo kun atten – hvis han skulle vælge, måtte det da være hende. Sådan tænkte hun. Og hun var skinsyg på Mads overfor sin mor.
Mens hun var ved stranden, kunne alt ske. Måske ville han fri til Mette. Så ville hun miste ham for altid.
Aftenen før afrejsen stod Mette og ordnede mad i køkkenet, mens Freja grublede over, hvordan hun skulle erklære Mads sin kærlighed.
“Freja, løb lige i supermarkedet. Jeg glemte at købe ost, og der er ikke meget mayonnaise tilbage,” sagde Mette og kiggede ud fra køkkenet.
“Mor, jeg har ikke pakket færdigt,” svarede Freja.
Mette sukkede og gik selv efter indkøbene.
Minutter senere blev dørtelefonen aktiveret. Mads! Frejas hjerte hamrede. Her var chancen for at snakke med ham uden Mette.
Hun modtog ham som en perfekt vært. Fik ham sat på sofaen, small-talkede, tændte fjernsynet og satte sig tæt på ham. Han skottede til hende, men flyttede sig ikke.
Deres skuldre rørte hinanden, og pludselig kunne Freja ikke længere styre sig. Hun greb hans arm, pressede sig tættere ind. Hans kind var kun centimeter fra hendes læber – så tæt på ham havde hun aldrig været, og hun kunne lugte hans duft under den diskrete parfume.
Det gav hende mod, og hun kyssede ham på kinden.
Mads rykked sig ikke væk, men drejede bare hovedet og rejste sig. Hans øjne var forvirrede, og Freja følte med ét en bølge af skam. Hun havde billet sig selv, og for ham var hun bare Mettes datter. Hun blev rød og så ned.
Nøglen vendte sig i låsen. Hvis Mads ville sige noget, var det for sent – Mette kom ind, forpustet fra en hurtig gåtur.
“Mads! Du er her allerede? Jeg glemte osten, og så huskede jeg mayonnaisen lige ved kassen. Alt det her med Frejas afrejse gør mig forvirret. Jeg laver lige salaten, så spiser vi,” sagde hun og smilede.
De så på hinanden med ømhed. Frejas hjerte knasede af smerte, skuffelse og jalousi. Sådan så han ikke på hende. Hun rejste sig og løb ind på sit værelse.
“Hvad er der med hende?” spurgte Mette forvirret. “Er der sket noget?”
“Hvad har du lavet til aftensmad?” undveg Mads.
“Åh, er du sulten? Jeg ordner det,” sagde Mette og forsvandt ud i køkkenet.
Freja stod bag sin dør og forsøgte at dæmpe sit hamrende hjerte. Hun bad om, at noget ville ske, så Mads bare gik. Hun følte sig pinligt berørt over sin egen dristighed.
Men da Mette kaldte på hende, satte hun sig til bords overfor Mads og undgik hans øjne. Han fortalte en historie, og Mette lo. Freja tog mod til sig og kiggede op – han opførte sig, som om intet var hændt. Så begyndte også hun at grine, som før, da Mads kun var Mettes.
Men de havde delt et øjeblik, og det forstyrrede hende stadig.
“Hvad var det, du ville fortælle mig?” spurgte Mads, da tallerkenerne var ryddet og tekopperne sat frem.
“Vent, det skal jeg nok sige,” svarede Mette koket.
Freja brød sig ikke om, når Mette opførte sig som en teenager.
“Freja skal altså afsted i morgen, helt alene. Hun bliver så voksen – jeg kommer ikke efter det,” sagde Mette, nærmest til sig selv.
“Jeg er ikke alene, jeg er sammen med veninderne. Og vi bor hos voksne,” svarede Freja irriteret.
“Freja er fornuftig. Der sker ikke noget,” sagde Mads og så på hende. “Desuden, hvad er der at lave i byen om sommeren?”
“Ja, I får i hvert fald tre uger til at være alene i lejligheden,” sagde Freja udfordrende.
“Freja! Hvad er der med dig i dag?” spurgte Mette.
“Ingenting,” knurrede Freja og forlod bordet.
Stolens ben skrabede irriterende mod fliserne – hun vidste, Mette hadede den lyd. Hun løb ind på sit værelse uden at se tilbage.
Da Mads var gået, kom Mette ind til hende.
“Lad os snakke. Du opfører dig mærkeligt. Hvad er der galt?” Hun satte sig på sengekanten.
Freja lå med knæene trukket op og vendt mod væggen.
“Har du pakket alt?” spurgte Mette for at bryde tavsheden.
*Selvfølgelig. Kan du ikke se min taske ved vinduet?* tænkte Freja bittert.
“Hvorfor er du sur på mig?” forsøgte Mette igen.
“Du opfører dig… pinligt. Koketterer, fniser, lader som om du er en lille pige. Det er ulækkert,” mumlede Freja.
“Jeg lader ikke som noget. Alle forelskede gør dumme ting. Når du engang forelsker dig, forstår du det,” svarede Mette og strøg hende over ryggen.
Freja rystede sig, og Mette trak håndFreja holdt om sin lillebror, mens hun så modgangen i Mettes øjne blive erstattet af en ny styrke, der lovede, at de altid ville finde vejen sammen.
