Lille Frejas mor arbejdede som stuepige på et hotel og tog ofte sin datter med sig. Freja kunne godt lide den store lobby med flere ure på væggen, som af en eller anden grund viste forskellig tid. Hun elskede de automatiske glasdøre, de bløte tæpper, der dulmede lyden af fodtrin, og duften af hotellet samt de enorme spejle.
Men mest af alt elskede hun de smukke, venlige og imødekommende piger i receptionen. Freja drømte om at blive som dem, når hun blev stor.
“Du skal være flittig i skolen, være velopdragen og høflig. En receptionist er hotellets ansigt,” forklarede mor.
“Jeg har et godt ansigt. Du har selv sagt, jeg er smuk,” svarede Freja straks.
“Det handler ikke kun om at være smuk. Du skal også kunne flere sprog og have en uddannelse. Bliv først færdig med skolen, så ser vi,” smilede mor.
I de højere klasser hjalp Freja allerede sin mor med at gøre rent på hotellet. Hun betragtede sin slanke figur i de store spejle og blev irriteret over, at brysterne var for små, og at hun gerne ville være fem-ti centimeter højere. Men højden kunne hun fikse med høje hæle. Hendes mørkebrune hår var derimod tykt og fuldt af store lokker. Hun havde alle forudsætninger for at blive receptionist.
Når Helle Nielsen ikke var der, sad Freja i receptionen og observerede, hvad de andre piger gjorde. Under deres opsyn klarede hun det også selv.
En dag blev en af receptionisterne syg, og den anden tog til sin mors begravelse. Helle Nielsen måtte selv stå i receptionen, men hun kunne ikke nå alt. Der tilbød Freja sig at hjælpe.
“Jeg har set det mange gange. Jeg kan klare det,” sagde Freja uden at nævne, at hun allerede havde arbejdet på egen hånd – ellers ville de andre få problemer.
Og hun klarede det. Alle var tilfredse, men Freja var allermest stolt og følte sig voksen og vigtig.
“Godt gået. Hvis du beslutter dig for at studere hotelbranchen, skriver jeg en anbefaling til dig,” lovede Helle Nielsen.
Efter gymnasiet startede Freja på en erhvervsuddannelse, så hun kunne bruge det lærte i praksis. Heldigvis gik en af pigerne på barsel, og Freja overtog hendes plads.
Hver frie minut brugte hun på at studere engelsk.
Mor var stolt. Hun havde arbejdet som stuepige hele livet, men hendes datter var allerede receptionist og fik en uddannelse samtidig.
Unge mænd gjorde kur til Freja, komplimenterede hende og gav hende chokolade, parfume og blomster.
“Vær forsigtig med de rejsende. De er alle singler, når de er på forretningsrejse, men så kører de hjem til deres koner og børn,” advarede både mor og Helle Nielsen.
Freja forstod godt pointen. En stuepige var lige blevet fyret for at have et forhold til en gæst. Han havde anklaget hende for at stjæle penge, men det viste sig, at han selv havde gemt dem et ukendt sted. Pigen blev fyret alligevel.
På hotellet mødte Freja også Mads. Den unge mand var på forretningsrejse fra en naboby. Han sad i lobbyen og læste aviser, men i virkeligheden iagttog han Freja. Da hendes vagt var slut, inviterede han hende i biografen. Med ham var det let og sjovt. Det smigrede hende, at en voksen mand – seks år ældre end hende – var interesseret i hende.
Mads rejste hjem, da hans forretningsrejse var slut, men næste weekend kom han tilbage – denne gang for at besøge Freja. Hun ventede utålmodigt hver uge på weekenden og hans ankomst. Et halvt år senere flyttede han helt til byen, da hans virksomhed åbnede en ny afdeling, og han fik en firmalejlighed.
De var så lykkelige dengang!
Trods mors advarsler overnattede Freja ofte hos Mads. Om morgenen vækkede han hende med bløde kys. Hun smilede lykkeligt og kurede tættere ind til ham…
“Lad os giftes. Jeg vil ikke skilles fra dig et øjeblik,” hviskede Mads.
“Vi bliver nødt til at skilles, når vi arbejder,” grinede Freja.
“Ja, men efter arbejde er vi sammen. Vi får børn…”
Ved de ord spændte Freja sig. Hun elskede at arbejde på hotellet, men hvis de fik børn, skulle hun passe dem derhjemme, og en anden pige ville overtage hendes plads.
“Jeg er kun fireogtyve og lige færdiguddannet. Jeg vil gerne have erfaring. Pres mig ikke,” bad hun Mads om ikke at skynde sig med brylluppet.
En dag blev Freja dårlig på arbejde. Hun troede, hun havde fået madforgiftning, og gik til Helle Nielsen for at tage hjem. Helle forstod hurtigt, at det ikke var forgiftning, og foreslog en graviditetstest. Mistanken blev bekræftet. Helle ville ikke miste en dygtig receptionist, så hun aftalte med en gynækolog og lod Freja tage til sygehuset, mens hun selv dækkede for hende i nogle timer.
Freja fik en abort. Ingen fandt nogensinde ud af det. Hun tog ikke hjem til Mads den dag, men blev hos sin mor. Mor stillede ikke spørgsmål og troede, de havde skændtes. Derefter blev Freja mere forsigtig.
To år senere fik Helle Nielsen en frygtelig diagnose og måtte opereres. I stedet for en mere erfaren medarbejder, der drømte om forfremmelse, overlod hun ansvaret til Freja.
“Wow!” fløjtede Mads, da Freja fortalte ham nyheden. “Du er hotelmanager nu. Og jeg er bare en almindelig ingeniør.”
“Jeg får altid, hvad jeg vil,” jublede Freja.
Hun var så glad, at hun ikke lagde mærke til, hvordan Mads’ blik blev trist.
Freja blev nu ofte længe på hotellet. Mange opgaver krævede hendes personlige indsats. Hun selv tog imod vigtige gæster og kontrollerede, at værelserne var i orden. Hun vidste, at nogle medarbejdere bare ventede på, at hun skulle lave en fejl. Oftest overnattede hun nu på hotellet eller hos mor. Mads blev jaloux og ringede til hende på arbejdet.
“Du distraherer mig. Jeg ringer, når jeg har tid,” svarede Freja irritabelt.
Men hun glemte at ringe og måtte om aftenen høre på hans bebrejdelser. De skændtes, og Freja tog hjem til mor. Uden at bemærke det blev hun mere og mere distanceret fra Mads, idet hun skyldte travlhed på arbejde. Han ringede ikke selv, men ventede på, at hun skulle tage initiativet. Hun var altid optaget.
Freja gav alt for hotellet og forventede det samme af andre. Altid på høje hæle, i pæne jakkesæt, var hun altid klar til at løse enhver udfordring. Hvor var den smilende, søde pige blevet af?
Når Freja besøgte Mads, var der kun hastMen en dag, da hun stod alene ved Vesterhavet og mærkede saltvandet mod sin hud, indså hun, at det aldrig var for sent at begynde på ny.
