I den gamle, store lejlighed var der en usædvanlig livlig stemning. Døren summede igen og igen, og hver gang åbnede den for en ny slægtning. Denne gang var det en stor mand i et dyrt jakkesæt, hvor jakken strittede over hans fremtrædende mave.
En bleg, ussel kvinde smilede surt til ham, mens en anden mand rejste sig fra sofaen og gik ham i møde.
“Steen! Jeg troede ikke, du ville komme.” Mændene trykkede hinandens hænder. “Sæt dig og fortæl, hvordan livet er.”
Kvinden flyttede sig utilfreds til den anden ende af sofaen for at gøre plads til brødrene.
“Er det virkelig Ivans kone? Så mange piger, han havde, og så giftede han sig med sådan en…” Steen kunne ikke finde de rigtige ord.
Atter lød dørklokken. Alle tre vendte sig mod døren. De ventede kun på én. I døråbningen stod en høj mand i sorte bukser og en mørkeblå trøje, der fremhævede skjortens hvide renhed.
Bo hilset kort, så sig omkring og satte sig i en slidt lænestol i den modsatte ende af stuen.
“Se, hvor fin Bo er blevet,” tænkte Steen.
Han genkendte ham straks, selvom de ikke havde set hinanden i tredive år. Nu var alle tre brødrene samlet, alle tre arvingerne. De var kommet som ravne til ådsel. Steen havde håbet, at ingen andre ville møde op, især ikke Bo.
De tre brødre var blevet indkaldt for at sige farvel til Anna Marie. Sådan stod der i brevet: “for at sige farvel.” Og adressen var tilføjet, hvis nogen havde glemt den.
Steen havde i mange år boet i en anden by med sin familie. En god stilling, lejlighed, bil, to døtre, hvoraf den ene allerede havde skænket ham et barnebarn. Han havde egentlig ikke brug for sin tantes arv. Han kom mere af nysgerrighed.
Før havde lejligheden virket kæmpestor. Han var bange for de mørke kroge, de store gulvure og de tunge møbler.
Da deres far faldt fra stilladset på en byggeplads og slog sig ihjel, blev deres mor knust af sorg. Hvordan skulle hun klare tre drenge alene? Den yngste, Ivan, var kun fire. De levede hårdt og fattigt. En dag kom deres mors storebror, som de aldrig før havde hørt om, og tilbød at tage de to ældste drenge med sig i en periode.
Han og hans kone havde ingen børn. Moren kunne komme til kræfter og så hente dem. Broren gav hende penge og tog børnene med sig. Moderen druknede sin sorg og døde kort efter.
Tante Anna viste sig at være streng og kold. Hun forsørgede drengene, men forsøgte også at elske dem. Steen forstod hurtigt, at det var en chance for at gøre karriere. Han gjorde alt for at behage onklen og hans kone.
Men den mellemste, Bo, var tilbageholden og ville ikke indgå i det nye familieforhold. Efter skolen tog han ikke på universitetet, i modsætning til Steen. Han flyttede tilbage til sin hjemby og forældrenes lejlighed. Fik et arbejde og studerede efterhånden. Onklen sendte ham i starten penge, men Bo sendte dem tilbage med en note om, at han ikke havde brug for dem.
Steen giftede sig under sin sidste eksamen og flyttede til sin kones forældre i Aarhus. Den yngste, Ivan, voksede op som en løssluppen fyr, der levede et vildt liv. Som man siger: der er altid en sort får i flokken.
“Lejligheden trænger til renovation. Man kan sælge den med profit. Møblerne er antikviteter fra 70’erne – solide og massive. I skabet står der bohemisk krystal. Og der er sikkert penge i banken. Selvom opsparingen måske forsvandt i 90’ernes krise…” Steen blev grebet af drømmerier.
Han så tilbage på Bo, der sad uengageret med krydsede ben. Ivan hviskede med sin kone og kiggede også på brødrene. “Bo er en outsider, onkel og tante var utilfredse med ham. Ivan vil ødsle sin del væk…” Steen følte sig som den eneste, der fortjente arven.
En smuk pige havde lukket dem ind. Måske tantes hjemmehjælp. Lige som Steen tænkte på hende, kom en kørestol ind i stuen med en gammel dame. Hendes hoved hang ned på brystet, og benene var dækket af et tykt tæppe.
Pigen stillede kørestolen, så tante kunne se alle. Ved siden af hende så pigen endnu yndigere og yngre ud. For brødrene var det en overraskelse, at tante stadig var i live.
Steen prøvede at beregne, hvor gammel hun kunne være. Over firs, i hvert fald. Hvorfor havde han troet, hun var død? I telegrammet stod der, at han var inviteret til at sige farvel til Anna Marie. Derfor havde han antaget, at hun var død.
Han stirrede på sin tante – hendes rynkede ansigt med brune pletter, det grå hår, der strittede i alle retninger. Hendes forvredne hænder med oppustede årer lå på kørestolens armlæn. Han kunne næsten ikke genkende hende. Tiden havde ikke skånet den stolte, slanke kvinde, han huskede.
“Anna Marie er glad for at se jer alle,” sagde pigen muntert.
“Efter hendes ønske fandt jeg jer og inviterede jer. Undskyld, hvis telegrammet var uklart. Anna Marie ville se jer alle for at afgøre arven, så der ikke skulle være strid bagefter.”
“Interessant. Så vores ønsker vil blive hørt?” spurgte Steen håbefuldt.
“Ikke helt. Skal vi ikke drikke te? Vil du hjælpe?” Hun henvendte sig til Ivans kone.
“Hvem er du?” afbrød Steen.
“Det er Mette, min barnebarn,” kvidrede Anna Maries skrøbelige stemme.
Steen gloede på hende, så på Bo. Han sad rolig. Men Ivan begyndte at vride sig på sofaen.
“Ivans datter? Endnu en arving. Det var lige, hvad der manglede. Vi må bevise, at hun virkelig er familie,” tænkte Steen og så på Mettes ryg.
Nu var det kun brødrene og deres tante tilbage i stuen.
“Tak, fordi I kom,” sagde hun med en skærende stemme. “I troede, jeg var død, ikke sandt? I kom ikke for mig, men for arven. Nå, men I får, hvad I fortjener. Bliv bare ikke uvenner over testamenteMette så ud ad vinduet, hvor regnen trommede mod ruden, og tænkte, at de virkelige rigdommer i livet ikke lå i guld eller arv, men i de stille stunder, hvor man forstod, at kærlighed altid var den største gave.
