Der var hverken skyld eller held, eller måske var det bare sådan stjernerne skulde stå
Mikkel holdt døren til restauranten åben for sin kone. Døren smækkede blødt bag dem og dæmpede musikken og latteren fra de fulde gæster. I det fjerne blinkede byens lys, og en snoet linje af gadelygter førte gennem mørket mod den.
“Du ser bleg ud… Skal vi ikke alligevel tage en taxa?” spurgte Bodil.
“Nej, vi klarer det selv. Det var bare varmt derinde. Jeg bliver frisk, og så kører vi.” Mikkel tog armen om hende.
“Men du har drukket…” insisterede Bodil.
“Det var kun en enkelt øl, og det var tidligt på aftenen. Det er ude af kroppen nu. Der er også færre biler om natten. Bare rolig,” forsikrede Mikkel hende.
“Mor ringede. Ulrik vil ikke sove uden os, han venter,” sukkede Bodil. “Jeg er træt.”
“Så lad os køre? En halv time, så er vi hjemme.” Mikkel fandt nøglerne op af jakkelommen og trykkede på knappen. Ud på parkeringspladsen svarede deres Hyundai med en lyd og et par blink.
Mikkel kørte ud fra den smarte landrestaurants parkering og styrede bilen mod byen. På sædet ved siden af strækte Bodil de trætte ben ud og lænede hovedet tilbage – nu behøvede hun ikke bekymre sig om sit hår længere.
“Det blev en fin bryllupsfest, ikke? Men vores var bedre,” sagde Mikkel og så de fjernere restaurantlys i bakspejlet.
“Ærligt talt kan jeg kun svagt huske den,” svarede Bodil og lukkede de trætte øjne.
“Samme her,” nikkede Mikkel.
“Man husker aldrig sit eget bryllup. Måske er derfor, det altid virker bedre end alle andres.”
“Sandt nok,” smilte Mikkel.
“Mor burde blive hos os i nat. Når vi først kommer hjem, og så skal du køre hende hjem…” Bodil gabte.
“Selvfølgelig, hun kan bare blive. Jeg er også ved at falde i søvn.”
“Jeg sagde jo, vi skulle tage en taxa. Du hører aldrig efter,” mumlede Bodil med svag stemme.
“Det er for sent nu, vi er allerede på vej. Jeg gider ikke køre tilbage i morgen for at hente bilen.”
Bodil svarede ikke. Hun sad med lukkede øjne og drømte om at komme hjem, skifte til bløde sutsko, tage et bad…
Hun så ikke, hvordan Mikkel klamrede sig til rattet eller hvordan hans pande var fugtig af sved. Hun lagde ikke mærke til hans anstrengte åndedræt.
Mikkel fortalte hende det ikke, men han fortrod allerede, at han havde sat sig bag rettet. Hans hjerte hamrede, og smerten i brystet blev værre for hvert minut. Burde han stoppe? Nej, bedre at komme hjem hurtigt…
Træerne stod som en mur langs vejen, og byen syntes at flytte sig længere væk. Mikkel trykkede speederen i bund, men i samme øjeblik rev smerten ham i stykker. Alt blev sort.
Lastbilchaufføren sprang ud af sin kabine og løb hen til den sammenklapsede bil. Han vidste med det samme, at manden bag rattet var død. Kvinden ved siden af bevægede sig ikke. Han forsøgte at åbne døren – den sad fast. Han rakte hånden ind gennem det knuste vindue, men hans fingre rystede for meget til at mærke en puls.
Han ringede efter en ambulance og ventede.
Han blev frikendt. Obduktionen viste, at Mikkel var død af et massivt hjerteanfald, før han kørte ind i lastbilen.
Lastbilchaufføren, Thomas, besøgte hospitalet for at høre, hvordan kvinden havde det. Hun havde fået to operationer, men manglede en tredje for at erstatte hoften. Ellers ville hun blive invalide. Men det krævede penge.
* * *
“Thomas, endelig! Jeg har fundet den perfekte lejlighed. Alt, hvad vi drømte om: femte sal, god beliggenhed, stor elevator. Der skal laves lidt, men jeg fik presset prisen. Vi skal se den i morgen. Hvor meget har vi på kontoen? Hvis du ikke har hævet, burde det være nok,” snakkede Solvej ivrigt, mens Thomas vaskede hænder i badet.
Hun blokerede hans vej og fangede hans blik.
“Vent lidt,” sagde Thomas og skubbede hende blidt til side.
“Hvad skal vi vente på? Den bliver væk! Jeg fik ejeren til at love ikke at vise den til andre. Jeg kunne ikke få fat på dig – din telefon var slukket.”
“Jeg tager ikke telefonen, når jeg kører,” sukkede han og satte sig ved bordet. “Kan jeg få noget mad?”
Solvej greb en tallerken og åbnede køleskabet, men stoppede pludselig.
“Har du ændret mening om lejligheden?” Hun vendte sig mod ham. “Eller har du andre planer? Du sagde op, begyndte at køre taxa for ingen penge… Har du en anden? Hvorfor siger du ingenting?”
“Stop nu. Der er ingen anden. Der er heller ingen penge,” tilføjede han stille.
“Hvad?” Solvej satte sig med den tomme tallerken og stirrede på ham. “Hvor er de henne?”
“Jeg gav dem til den kvinde. Til operationen.”
“Den kvinde, hvis mand døde? Men du blev frikendt! Jeg forstår ikke.”
“Jeg er ikke skyldig. Han er ikke skyldig. Det var bare tilfældigheder. Manden døde, hun blev invalide, og de har en søn…”
“Så du syndede for dem? Men hvad med os? Vi har sparet i årevis. Vi bor stadig i den lille lejlighed. Jeg har kigget på møbler… Nej, du er sindssyg!” Solvej smækkede tallerkenen i bordet og stormede ud.
Thomas sukkede og fulgte efter. Hun sad på sofaen med armene krydset og stirrede ud ad vinduet. Han rørte ved hendes skulder, men hun rystede ham af sig.
“Undskyld, at jeg ikke talte med dig. Men det var mine penge, og jeg besluttede det. Vi er sunde og raske. Hun er invalide og skal opdrage et barn. Jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis…”
“Hvorfor dig?” afbrød hun ham med gråd i stemmen.
“Det var sådan, det skulle være.”
“Vi får aldrig sparet så meget op igen.”
“Hvorfor har vi brug for en stor lejlighed? Havde vi børn…”
“Skylder du mig børn? Jeg foreslog at adoptere!” råbte Solvej.
“Børn? Jeg er næsten halvtreds. Jeg burde have børnebørn.”
Solvej skældte ham længe ud og smed en pude i hovedet på ham. Han måtte sove på køkkensofaen.
Thomas vendte og drejede sig. Hvordan kunne han forklare, at han var træt af lange ture? At han ikke kunne sove? At han var blevet frikendt, men ikke følte sig uskyldig?
Han havde kørt mod motorvejen.Og sådan blev det, at to hjerter, der engang var knust af skæbnen, langsomt fandt trøst i hinandens selskab og lærte, at selv de mørkeste nætter til syvende og sidst må vige for daggry.
