Foran den lille scene dansede gæsterne, anført af jubilaren selv – den femogtresårige chef for Frederik. “Gud, hvor er han en mand…” sang kvinderne uensartet med solisten fra det lille ensemble.
Mette og hendes mand, trætte af festen, vinen og den rigelige mad, blev siddende ved det kaotiske bord. I den anden ende diskuterede to kollegaer om noget, mens en tredje snappede en lur med hovedet på de sammenfoldede hænder.
Mette flyttede sig tættere på sin mand og hviskede i hans øre:
– Skal vi tage hjem? Alle er fulde, ingen vil bemærke vores afgang. Min hovedpine er ved at sprænge mig. For at understrege det trykkede hun fingertoppene mod sine tindinger.
Frederik skottede ud over lokalet.
– Du har ret, der er ikke mere at lave her. Lad os gå, sagde han.
De forlod uset restauranten.
– Åh, hvor godt! Mette indåndede den friske natteluft med fulde lunger.
– Taxi? spurgte Frederik.
– Nej, lad os gå en tur, få noget luft. Mette greb hans arm, og de begyndte at gå langsomt ned ad de mørke gader.
– Bliver du ikke træt af de høje hæle? spurgte Frederik.
– Så kan du bære mig. Kan du huske for tyve år siden? Jeg havde nye sko og fik vabler. Vi gik hjem fra biografen, for vi havde ingen bil, og busserne kørte ikke længere. Du bar mig hele vejen hjem. Mette sukkede.
Frederik klemte hendes arm ind mod sig som en stille bekræftelse.
– Åh, hvor var vi unge og forelskede. Tyve år er fløjet afsted som én dag. Det føles som i går, at vi giftede os, og jeg ventede Amalie. Vi var så lykkelige… Mette sukkede igen.
– Jeg får en forfremmelse snart, hvilket betyder nye muligheder og en bedre løn. Amalie skal føde vores barnebarn snart. Og om efteråret fejrer vi min fødselsdag. Vi er raske. Er det ikke grund nok til at være lykkelig? spurgte Frederik.
Mette nåede ikke at svare, for de var nået hjem.
Hun tog den første bad, skyllede makeupen af og kom ud i et blødt badekåbe med fugtigt hår. Frederik sammenlignede hende i tankerne med Sofie, huskede elskerindens glatte hud, unge krop, lokkende blik og fyldige hår. *Hvad årene gør ved en kvinde. Ville Sofie ligne Mette om tyve år? Nej, det ville aldrig ske. Hun ville altid være ung for mig, for jeg vil altid være tyve år ældre. Hvis hun var her nu…*
Hans minder om den unge, lidenskabelige elskerinde tændte sådan en lyst i ham, at han skyndte sig ind under en iskold bruser for at køle af.
Om morgenen hentede han en stryget skjorte med en svag duft af skyllemiddel og tog et slips fra bøjlen. Mette plejede altid at vælge slips til alle hans skjorter og hænge dem sammen. Fra køkkenet lokkedes han af duften af friskbrygget kaffe.
– Jeg vil tage til sommerhuset i dag. Æblerne falder nok af træerne, så jeg vil samle dem og lave kompot og æblekage, sagde Mette, mens hun satte en kop kaffe foran ham.
– Hvorfor? Vi kunne tage derhen sammen i bilen i lørdag, bemærkede Frederik med en bid af sin smørrebrød.
– Der er tre dage til lørdag. Æblerne rådner. Og så vil jeg tjekke, om alt er i orden.
– Okay, som du vil. Frederik tømte kaffen og satte koppen på bordet.
– Jeg bliver deres over natten. Jeg kommer ikke hjem sent, og jeg når ikke den sidste bus. Jeg har lavet aftensmad til dig i køleskabet, sagde Mette til Frederiks ryg, da han forlod køkkenet.
Han standsede og vendte sig mod hende.
– Bliver du virkelig deres hele natten?
– Ja, hvorfor overrasker det dig? Har du nogen planer med mig? Mette smilede trist.
– Nej. Bare… pas på dig selv. Frederik gik ud i entreen.
Døren smækkede hurtigt efter ham.
Frederik startede bilen. Før han kørte væk, ringede han til Sofie.
– Hej. Vågnede jeg dig? Solskin, jeg har godt nyt til dig. Mette tager til sommerhuset i dag og bliver deres natten over. Så vi har en hel aften for os selv, kurrede han.
– Jeg forstår, min skat, sang Sofies stemme tilbage, og et højt kys-lyd fulgte.
– Så smart du er. Jeg venter dig i aften. Savner dig allerede. Frederik puttede telefonen i lommen og kørte væk med det høje musik.
Alt gik perfekt. Hans humør steg. *Det er tid til at snakke med Mette, fortælle hende alt og få styr på det hele. Sofie har presset mig om, hvornår vi skal være sammen.*
Efter arbejde købte han en flaske dyr vin og frugt. Uden for huset kiggede han op mod deres lejlighed for at sikre sig, at lyset var slukket – Mette var taget afsted. Han løb op ad trappen og nåede tredje sal med bankende hjerte. *Årene har også ramt mig. Jeg burde træne.*
Han åbnede døren, skyndte sig af med jakken og gik med de tunge poser mod køkkenet – men standsede brat i døråbningen. Foran vinduet stod en kvinde med ryggen til ham.
– Du… er du ikke taget afsted? mumlede han og kæmpede for at skjule skuffelsen. *Jeg må ringe til Sofie og aflyse.* – Hvorfor er det mørkt herinde?
– Overraskelse! sagde Sofie muntert og vendte sig mod ham.
Frederik glemte at lukke munden. Kunne det virkelig passe? Han var lige ved at tabe poserne. Han tændte lyset og så sig om. Det *var* Sofie. Hun havde sat håret op som Mette plejede, og derfor havde han taget fejl i mørket. Han sukkede dybt og satte poserne på bordet.
– Nå? Var det et godt trick? Du skulle se dit ansigt! Sofie lo højt.
– Ja, jeg trodte, jeg skulle få et hjertestop. Jeg tænkte, Mette var her endnu. Hvordan… hvordan kom du ind? Hvor har du nøglen fra? spurgte han, da han kom til sig selv.
– Er du ikke glad? Sofie gik hen og krammede ham, og Frederik glemte alt…
Næste morgen vågnede han og kiggede op på uret – der var tid til at blive liggende lidt. Han så over på den anden side af sengen – Sofie var væk. Før han nåede at blive trist, hørtes en kop rasle på køkkenet, og kaffeduft trængte ind i soveværelset… Frederik smilede lykkeligt og sprang op.
Han kom ud af badeværelset nøgen, mens han tørrede håret.
– Godmorgen, skat, sang en stemme.
Frederik frøs. Han kunne ikke trække veHan så ind i Mettes øjne, der var alt for gennemskuelige, og vidste pludselig at det her var sidste gang hun ville tilgive ham.
