En fejlagtig aftale
Mette trådte ud fra kontorbygningen og indåndede dybt den friske efterårsluft, der duftede af faldende blade. Solen skinnede, og det var en tør og mild senefterårsklima. Nætterne var allerede kolde, men om dagen kunne man stadig gå i kjoler og lette cardigans.
Hun gik og tænkte på, hvad hun skulle gøre først – hente Oliver fra børnehaven og derefter handle ind, eller skulle hun først handle og så hente sin søn? I “Fakta” solgte de alle mulige små legetøjssager, og Oliver ville helt sikkert tigge om noget. Men pengene var knappe før lønning, og han ville kun lege med det i fem minutter alligevel.
Mette kiggede på sit ur. Hvis hun skyndte sig, havde hun tid nok til at handle, bære poserne hjem og derefter hente Oliver. Hun satte farten op.
Hun gik uden at lægge mærke til nogen, helt inden i sig selv, mens hun mentalt gennemgik indkøbslisten. *Salt! Husk saltet!* På en eller anden måde løb det altid uventet tør. For to dage siden var hun gået i butikken specifikt for at købe salt, men endte med at glemme det midt i alle de andre varer. Nu gentog hun det som en mantra: *Husk saltet. Gulerødder, mælk, smør…* Hun var så fordybet i sine tanker, at hun ikke lagde mærke til omgivelserne.
“Mette Kruse!” råbte en stemme.
Hun tog et par skridt mere før hun standsede og mødte øjnene med en kvinde.
“Genkender du mig ikke? Hvem var det, der lovede, at vi altid ville være venner?” kvinden smilede.
Mette hørte ordet *løfte* og gættede sig frem, før hun endelig genkendte sin gamle skoleveninde, Karina Sørensen. Den teenagepige med mørkt hår var blevet til en elegant og smuk kvinde med moderne tøj og en strålende aura.
Karina var flyttet til deres skole i anden klasse og sat ved siden af Mette. Fra den dag var de uadskillelige – indtil studenterhuen. I ottende klasse svor de en evighedsed på deres venskab. Livet havde ført dem hver til sit. Intet varer evigt under månen, hverken venskab eller kærlighed.
“Du ser så bekymret ud, som om halvdelen af Danmark venter på dig derhjemme,” sagde Karina og studerede Mettes trætte ansigt, de matte øjne og de simple kontortøj. Mette kunne mærke, hvor almindelig hun virkede i Karinas øjne.
“Men du ser ud til at have det godt,” sagde Mette og skiftede emne for at undgå ubehagelige spørgsmål.
“Jeg klarer mig. Gift for anden gang. Men ingen børn endnu. Hvad med dig?”
Der lå en svag sorg i Karinas stemme, så Mette besluttede at lade emnet ligge.
“Jeg er ikke gift, men jeg er ikke alene. Jeg har en søn,” sagde Mette med en stolt tone.
“Går han snart ud af folkeskolen? Eller er han allerede på universitetet?”
“Nej, han går stadig i børnehave,” smilede Mette.
“Ej, hvor sjovt! Du var så smuk, jeg troede, du ville være den første til at blive gift. Alle vores klassekammerater har børn, der allerede er voksne eller i hvert fald færdige med skolen, men din går stadig i børnehave. Men du var altid så fokuseret på studierne – den korrekte type, der ikke kiggede efter fyre.”
Mette blev såret og lod det skinne igennem. Karina indså sin fejl.
“Åh, lad nu være med at blive sur. Du kender mig – jeg siger altid ting uden at tænke mig om.”
“Undskyld, jeg skal hente Oliver,” sagde Mette og trådte til siden for at gå forbi.
“Vent!” Karina fandt sin telefon frem. “Giv mig dit nummer, så ringer jeg, og vi kan mødes og snakke.” Hun så forventningsfuldt på Mette, der hurtigt gav hende nummeret bare for at komme videre.
Men Karina ventede ikke. Allerede næste dag ringede hun og foreslog at mødes i en café lørdag.
“Okay, men jeg skal lige høre, om min mor kan passe Oliver. Jeg ringer tilbage,” sagde Mette halvhjertet.
*Hvorfor lige mig? Der går min fridag. Nå, men så må jeg hellere mødes – hun giver sig ikke. Vi har jo ikke noget til fælles længere.* Hun ringede til sin mor.
Lørdag mødtes de i en trendy café. Mette havde aldrig været der før – faktisk slet ikke været ude siden Oliver blev født. Hun følte sig malplaceret, og Karina mærkede det. Hun bestilte vin for at få Mette til at slappe af. Vinen var god, og de drak og mindedes skoletiden og klassekammeraterne. Karina vidste alt om alle – hvem der var gift, hvad de lavede, hvor mange børn de havde…
Mette lyttede og nippede til vinen. Da historierne løb tør, skiftede Karina emne.
“Hør, en af mine kolleger har en søn på vores alder. Milas søn sidder bare foran computeren hele dagen – han er programmør. Han har ingen chance for at møde kvinder. Ingen dårlige vaner, tjener godt. En rigtig god fyr. Og hans mor drømmer om børnebørn. Forstår du, hvad jeg foreslår? Vi skal introducere jer.”
“Nej, det skal vi ikke.” Mette satte glasset hårdt ned. “Virker det som om, jeg er desperat efter et forhold? Selv med en mand, som ingen andre vil have?”
“Du har ikke engang set ham endnu,” sagde Karina beroligende.
“Hvis han er så fantastisk, hvorfor bor han så stadig hos sin mor? Er der noget galt med ham?” spurgte Mette, nu blødere.
“Han havde et knusende forhold. Kender du udtrykket ‘at skelne mellem hø og halm’? Han er bange for at tage fejl igen. Ligesom dig.”
“Det er hans problem. Jeg vil ikke mødes med nogen. Kærlighed skal komme naturligt, ikke planlægges. Jeg troede ikke, du lavede kuppelerværk,” sagde Mette, mens harmen groede.
“Tænk over det. Oliver har brug for en farfigur…”
“Netop – jeg har allerede én at tage mig af. Lad os droppe emnet.”
“Jeg mente det godt. Hvis du ikke vil, så skal det selvfølgelig være okay,” sagde Karina og fyldte deres glas.
“Har du set dig selv i spejlet? Træt, stresset, indelukket. Hvis en mand kom ind i dit liv, ville du blomstre. Prøv det bare – et enkelt date. Hvis du ikke kan lide ham, behøver du ikke gifte dig med ham.”
Og Mette gav efter. Hvorfor ikke prøve?
Næste søndag kørte hun Oliver til sin mor, satte håret, lagde en svag makeup og tog noget diskret tøj på. Hun ville ikke fremstå som en, der desperat prøvede at imponere.
Lige inden hun gik, indså hun, at hun ikke kendte hans navn. Hvordan skulle hun*Kristian* ringede tre dage senere, og til alles overraskelse inviterede han ikke kun Mette ud, men også Oliver til en tur i Tivoli, hvor de tre fandt hinanden i mørket under de blinkende lys, mens karusselsvinene hvirvlede dem tættere sammen, og Mette for første gang i mange år følte, at livet kunne være fyldt med uventede og smukke fejl.
