“Vi er på fornavn,” hviskede Mads lige ind i øret på hende. Mette mærkede hans ånde mod sin kind. Gåsehud bredte sig over hendes hud.
“Lille Lise, er der nogen i gangen? Jeg vil gerne gå lidt tidligere i dag. Det er min mors fødselsdag,” sagde Mette.
“Straks, Mette Kjær.” Den unge, smukke sygeplejerske rejste sig fra bordet, åbnede døren til kontoret og kiggede ud i gangen. “Der er ingen andre, Mette Kjær. Og alle aftaler er afviklet, jeg har tjekket,” smilede Lise.
“Godt. Hvis nogen kommer, så skriv dem op til i morgen eller send dem til nabokontoret, til Hanne Vestergaard.”
“Gå du bare, jeg ordner alt, rolig,” beroligede Lise. “Afdelingslederen er på forretningsrejse, hvis der er noget, dækker jeg dig.”
“Tak. Hvad skulle jeg gøre uden dig?” Mette tog sin taske, kastede et blik på bordet for at sikre sig, hun ikke havde glemt sin telefon, og gik mod døren. “Vi ses i morgen, Lise.”
“Farvel, Mette Kjær. Åh, skynd dig, se hvor mørkt det er blevet, det begynder næsten at regne.”
“Ja? Jeg skal også lige forbi blomsterbutikken. Nå, jeg løber,” sagde Mette, allerede ude i gangen.
Hun skiftede hurtigt tøj og satte regnfrakken på, mens hun gik ned ad trappen.
“Mette Kjær, går du allerede?” En ældre kvinde stoppede hende nede ved receptionen.
“Goddag. Kan det vente til i morgen? Jeg har travlt,” svarede Mette, mens hun rettede på sin regnfrak og gik mod udgangen.
“Mette Kjær, pigen Freja vil kun lytte til dig. Kunne du ikke lige snakke med hende? Hun græder hele tiden,” sagde kvinden hurtigt og fulgte efter Mette.
“I morgen har jeg aftenkonsultation, jeg kommer ud til jer. Men nu må jeg løbe, undskyld.” Mette forlod klinikken, gik ned fra trappen og kiggede mod himlen.
En enorm sort sky dækkede byen. Det så ud, som om den med sin massive mave ville skrabe mod hustagene, briste og vælte en strøm af vand ned over byen.
Da Mette nærmede sig blomsterboden, faldt de første tunge dråber på hendes skuldre. Hun stillede sig lige under baldakinen, da regnen blev kraftigere.
“Vær ikke bange, jeg pakker buketten godt ind,” sagde blomsterhandleren.
Mens hun pakkede Mettes mors yndlingsgerberaer ind i tyk plastik, kiggede Mette ængsteligt på, hvordan busserne kørte fra stoppestedet, en efter en. Endelig fik hun buketten, betalte og løb mod stoppestedet, mens hun holdt blomsterne over hovedet som en slags beskyttelse.
Regnen var nu rigtig godt i gang. Der var kun Mette tilbage på stoppestedet. Godt, at der i det mindste var et tag. Hun havde glemt paraplyen og var allerede våd, da hun nåede frem.
Ingen bus. Hun burde have ventet inde på klinikken, snakket med Frejas bedstemor – nu fortrodte Mette sin hastværk. Hun rystede af kulden og trak sig længere ind under overdækningen. Biler suste forbi og sprøjtede vand fra de hastigt voksende pytter på vejen.
*Hvor er han blevet af? Hvor upraktisk med regn*, tænkte Mette, mens hun stirrede i den retning, bussen skulle komme fra. Pludselig holdt en sort Jeep ved fortovet. Mette tænkte misundeligt, at det ville være rart at have sådan en. *Dejligt at have bil, ikke vente på en bus…*
Vinduet på passagersiden rullede ned, og Mette så en mand. Det tog hende et øjeblik at fatte, at han talte til hende.
“Hop ind. Der er et uheld, busserne kører ikke.”
Mens Mette tøvede, åbnede manden fordøren. Hun satte sig ind på passagersædet. I bilen var det varmt og tørt. Regnens larm var ikke engang til at høre.
“Hvor skal du hen?” spurgte manden og så på hende.
Omkring hendes alder, flot, i jakkesæt. Mette følte sig forlegen. *Jeg ligner en våd høne.*
“Til Grønnegade,” sagde hun.
“Godt, jeg skal den samme vej.”
Manden udstrålede en sådan selvsikkerhed og mandlig charme, at Mette hurtigt kiggede mistænksomt på ham. Han lignede ikke en psykopat, han så seriøs ud, med intelligente øjne. *Han kunne lige så godt spille hovedrollerne i romantiske film*, tænkte hun. Bilen satte blødt i gang og tog hastigt fart. Der lugtede af læder og hans dyre parfume. Og noget pippede.
“Spænd sikkerhedsselen,” bad manden.
Mette fumlede længe med seleMendes læderhandsker knagede svagt mod rattet, mens han kørte hende hjem, og pludselig forstod hun, at livet nogle gange giver os en anden chance, når vi mindst venter det.
