Mette
Mette studerede på universitetet og arbejdede ved siden af, som de fleste studerende, mest nattevagter. Hendes mor kunne ikke hjælpe hende økonomisk, og på en enkelt SU-rates kunne man ikke overleve i en stor by.
Efter sommerens eksaminer tog hun fri og tilbragte tre uger hos sin mor. Hun vendte tilbage udhvilet, udsovet og belæsset med grøntsager fra haven og hjemmelavet syltetøj, omhyggeligt pakket af moren i tasken.
Mette steg af bussen på den travle stationsplads. Efter den lange rejse føltes tasken dobbelt så tung. Hun slæbte sig til busstoppestedet og stillede med lettelse sin byrde på bænken.
Hun følte sig lettet ved at vende tilbage til byen. Det var rart at være hos moren, men hun havde boet alene i to år nu og var vant til at klare sig selv. Hun savnede den larmende by, sine venner. Da hun begyndte at arbejde, kunne hun endelig flytte fra kollegiet og leje en lille lejlighed.
Lejligheden var mikroskopisk, beliggende i en soveforstad, men det vigtigste var, den var billig. Vinduerne vendte ud mod en forladt græsmark, hvor højt græs bredte sig, og bag den lå en skov. Om natten var der ikke et eneste lys, men om morgenen strømmede sollyset ind i lejligheden. Om vinteren lyste sneen så kraftigt, at det næsten var lyst om natten.
Pludselig hørte hun en lav hylen. Mette kiggede under bænken og så en spids, brun snude. Store brune øjne stirrede på hende med et udtryk af angst og ensomhed. Først nu bemærkede hun håndtaget, der kædede hunden fast til bænken. Hun knælede ned. Taxaen krøb længere væk under bænken, skælvende over hele kroppen.
“Vær ikke bange. Kom frem.” Mette trak forsigtigt i snoren.
Modstræbende, med små pib, krøb taxi-en frem, klar til at gemme sig igen ved den mindste fare.
Men Mette holdt fast i snoren.
Hunden åndede hurtigt, tungen dinglede ud af munden. August var usædvanligt varm. Derfor havde taxa-en gemt sig under bænken for at undgå den brændende sol.
Mette forstó, hunden var tørstig. Ikke langt derfra stod en kiosk, der solgte drikkevarer og småting.
“Jeg er straks tilbage,” hviskede hun til taxa-en og gik hen til kiosken.
“En lille flaske vand, tak,” bad Mette den surmulende kvinde bag disken. “Har du tilfældigvis en tom dåse?”
“Skal det være en engangsbæger i stedet?” kvinden grinede hånligt.
“Nej, hunden kan ikke drikke ordentlig fra det. Der står en taxa bundet til bænken derovre. Ved du, hvor længe den har været der?”
Kvinden kneb øjnene sammen, kiggede mod bænken og sukkede.
“Folk er virkelig grusomme. Jeg åbnede kiosken klokken otte og så en mand køre op i en fin bil. Han førte hunden ud, bundede den til bænken og kørte væk. Han kom ikke tilbage. Jeg tror, han efterlod den. Her, tag denne. Den er dog ikke vasket.” Kvinden rakte en tom sardin dåse gennem vinduet.
Mette takkede og betalte for vandflasken, der kostede dobbelt så meget som i enhver anden butik i byen. Hun vendte tilbage til bænken, skylHun så ned på den lille hund, der nu knurrede blidt af glæde mens den sled i sit nye legetøj, og vidste, at selv om livet kunne være knusende hårdt, havde det altid plads til en ny begyndelse.
