Mette trådte ind på kontoret, nikkede diskret til vagten og gik forbi elevatoren mod trappen. Hun gik altid op til femte sal på fødderne. Tre gange om ugen kom hun i fitness, oftere kunne hun ikke finde tiden. Selv til sin lejlighed på femtende etage gik hun ofte op ad trappen, når hun havde kræft tilovers efter arbejdsdagen.
Hendes hæle, der klirrede mod flisegulvet i hallen, forsvandt snart op ad trappegangen, som om hun lettede mod himlen. Bag hendes ryg kaldte de hende for heks, bitch, dronning. Trods sine seksogtredive år så hun ti år yngre ud. Kun øjnene forrådte hendes virkelige alder – intelligente, vurderende øjne, der havde set meget i livet. Hun klædte sig strengt forretningsmæstigt, og hendes kyndige makeup understregede den naturlige skønhed.
“Hvem er det?” spurgte en ung mand, der nærmede sig vagten. Vagten målte ham med et skeptisk blik.
“Direktøren for revisionsfirmaet ‘Fønix’,” sagde den buttet mellemaldrende mand respektfuldt.
Kvinden var længe væk, men der hang stadig en duft af hendes parfume i luften.
“Er hun ikke gift?” spurgte den unge mand vagten, mens han skimtede kortet over erhvervscentret for at finde Fønix’ kontor.
“Hvad vil du, unge mand?” Vagten betragtede ham nu mistænksomt.
“Jeg har en jobsamtale hos ‘Norton’.”
“Hvad er dit efternavn?” Vagten tastede allerede et nummer på den interne telefon.
Manden navngav sig.
“Gå ind. Syvende sal, kontor 717,” sagde vagten.
Jonas gik mod elevatoren, velvidende om at vagten fulgte ham med øjnene. Han havde lagt mærke til, at Fønix lå på femte sal. Da han kom op på syvende, gik han derfor ned ad trappen til femte. Der så han straks den store skiltning med røde bogstaver: “Revisionsfirmaet Fønix” og trådte ind. En smilende ung pige bag receptionen stoppede ham.
“Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?”
“Goddag. Er direktøren her?” spurgte Jonas, som om han havde vækket der mange gange før.
“Ja. Har De en aftale? Hvornår?” Pigen åbnede en kalender.
“Ja. Altså, nej. Jeg vil gerne tale med hende.”
“Jeg er bange for, hun ikke kan modtage Dem uden aftale. Hvilken dag skal jeg reservere?” Pigen tog en kuglepen, stadig smilende.
I samme øjeblik lød der lyden af hæle, og Jonas så en imponerende kvinde gå ned ad gangen mod dem. Han spændte hele kroppen, som en jæger der får øje på sit bytte.
“Mette Kirsten, Deres besøger har ikke en aftale,” sagde pigen.
“Jeg var her for en jobsamtale hos Norton. Jeg tænkte, jeg ville prøve lykken hos jer,” indrømmede Jonas ærligt med et forlegen smil.
Mette Kirsten målte ham med et gennemtrængende blik.
“Har du en økonomisk uddannelse?” Hendes stemme var dyb og behagelig.
“Nej, juridisk.” Jonas smilede sit mest charmerende smil.
“Nå, jeg vil gerne høre dig. Kom.” Hun vendte om og gik ned ad gangen igen.
Han fulgte efter, vurderende den slanke figur i den grå jakke og den smalle nederdel, der nåede til midt på lårene. Hendes ben så længere ud på de høje hæle, og han indsnusede duften af dyre parfume.
“Lille Mie, hold mine opkald i ti minutter,” sagde hun til den unge, sødtsmilende sekretær og åbnede en egetræsdør. “Kom ind.”
Det tykke, bløde tæppe dæmpede lyden af deres skridt og hendes hæle. Mette Kirsten satte sig ved enden af det lange polerede bord og nikkede mod stolene langs siden.
“Hvilken stilling søger du?”
“Det ved jeg ikke,” sagde Jonas og smilede undskyldende.
“Jeg tror, du skal tilbage til Norton,” sagde Mette koldt.
“Helt ærligt, jeg har aldrig arbejdet i et revisionsfirma. Men jeg har brug for et job, og jeg lærer hurtigt. Giv mig en chance. Jeg vil gerne prøve,” sagde han med iver.
Mette så igen grundigt på ham.
“En af vores mest erfarne medarbejdere går snart på pension. Han kan oplære dig på to uger. Din fulde løn starter først efter en to måneders prøveperiode, hvis du klarer det. Er det okay?” sagde Mette kontant.
“Det er fint med mig. Jeg vil ikke skuffe, det skal du se.” Jonas lod som om han var oprigtigt glad.
“Har du dine papirer med?”
“Ja.” Jonas rakte ud efter mappen.
Mette standsede ham med en håndbevægelse.
“Gå med dem til personaleafdelingen. Mie viser dig vej. Vores sikkerhedsafdeling tjekker alle ansatte grundigt. Hvis der ikke er spørgsmål, ser jeg dig i morgen. Mie fortæller dig resten.” Mette lod blikket glide ned på papiret foran hende, en klar afslutning på samtalen.
Jonas gik mod døren og mærkede hendes skarpe blik i ryggen.
“Streng,” sagde han til Mie, da døren lukkede bag ham.
Sekretæren smilede ikke engang. “Veldisciplineret,” tænkte han.
Han følte sig heldig. Fik et job, og så havde han en lækker chef. “Bare ikke for hurtigt, ikke skræm hende væk, ellers ender jeg på gaden igen,” tænkte han, mens han fulgte Mie gennem gangenes labyrint med ens lysebrune døre.
“Hvorfor sagde du op på dit tidligere job?” spurgte en ældre kvinde og bladrede i hans arbejdsbog.
“Min søster har længe opfordret mig til at flytte til København. Så kom jeg. Jeg fik øje på jeres firma. Jeg kunne godt lide navnet,” sagde Jonas uden at blinke.
Han ville ikke fortælle, at han i Aarhus havde forført direktørens datter. Den dumme tøs var blevet gravid, og han var kun lige sluppet væk fra hendes fars vrede.
Kvinden lagde en blanket og et blankt ark foran ham. Jonas skrev mens han tænkte på Mette: “Ung og allerede direktør. Det må have været med hjælp fra en magtfuld person.”
Han var ikke helt forkert på den. Mette var vokset op i en lille by med fabriksskorstene fra en papirfabrik, der spyede grå, stinkende røg ud i himlen. Hendes mor havde arbejdet der i tyve år, fået en lungesygdom og døde lige før Mette blev student. Efter eksamen rejste hun til København for at finde lykken.
Den kom i form af Lars, der læste på hendes universitet. Han tog den smukke pige under sine vinger. Da hun fortalte ham, at hun var gravid, forlod han hende og forsvandt. At føde og opdrage et barn alene? Hun besluttede sig for en abort. Hun var ung – der var tidMen da hun stod dér med sin lille datter i sollyset, vidste hun, at den største sejr i livet ikke var at blive hævnet, men at finde lykken på sin egen måde.
