**Anden Chance**
Følelsen af melankoli hvilede tungt over Signe, som den altid gjorde efter et besøg på kirkegården. I bussen sad der et par andre mennesker, alle fanget i deres egne tanker.
Bussen drejede fra ringvejen ind mod byen. Udenfor trængte lave, faldefærdige huse sig op langs vejen. Snart ville de forsvinde, erstattet af nye boligkvarterer med brede gader og højhuse.
Pludselig, drevet af en indre uro, steg Signe af ved næste stop. Hvad nu, hvis næste gang hun kom hertil, var kvarteret, hvor hun voksede op, væk for altid? Hun gik langs den smalle gade med de forfaldne to-etagers huse og følte en knugende frygt for, at hun måske ikke ville genkende sit eget hjem, hvor de lykkeligste år af hendes liv havde fundet sted.
De fleste vinduer var smadrede, og opgangsdørene stod åbne som gabende munde i et stumt skrig. Alle beboerne var flyttet til nye, moderne lejligheder. Alt var tomt, kun biler og busser kørte forbi. Og så – der var hendes hus. Signe så det med glæde, som om det var en gammel ven.
Uden liv syntes huset kadaveragtigt. Bænken ved opgangen stod der endnu, mørnet af tidens tand. Kun få huse længere henne stod en kran klar til at rive det hele ned.
Signe lukkede øjnene og så sin mor for sig, der spejdede ud fra vinduet på anden sal, på udkig efter hende blandt de piger, der hoppede i paradis i gården. Lyde af tallerkener og duften af stegte løg fyldte luften. Fra en åben lejlighed lød fjernsynets mumlen, og fra moster Else’s vindue skar en skinger stemme igennem, mens hun skældte ud på sin berusede mand.
*”Signe, til middag!”* – hendes mors stemme lød pludselig som et ekko fra fortiden.
Signe rystede og åbnede øjnene. Der var ingen mor, ingen nogen – kun tomme vinduer, der stirrede tomt tilbage på hende.
Men hun kunne ikke stoppe nu. Hun huskede, huskede…
***
*”Signe, til middag!”* råbte hendes mor gennem vinduet.
Hun løb op ad de slidte trapper til anden sal, ind i lejligheden, hvor hendes mors stemme allerede lød fra køkkenet: *”Vask hænder og kom til bords!”* Faren sad mellem bordet og køleskabet og læste avisen, mens han ventede på, at alle skulle sætte sig.
Hun huskede det så klart, hun kunne næsten dufte de sure kålsuppe. Tårerne trillede ned ad kinderne, mens hun tørrede dem væk med fingerspidserne.
Så huskede hun sig selv med skoletaske på ryggen. Hun havde ikke nået mere end et par skridt, før fodtrinene bag hende afslørede, at Mads var på vej.
*”Signe, vent!”* råbte han og indhentede hende.
*”Må jeg låne din matematik?”*
*”Hvorfor kom du ikke igår?”* spurgte Signe.
*”Din mor ser altid så mistænksomt på mig, som om jeg skal stjæle noget.”*
*”Stop nu,”* lo Signe og kastede et blik på hans profil. Han havde ændret sig over sommeren – vækstspurt, solbleget hår, og den smalle hals, hvor en blodåre dunkede. Hun huskede den, selvom hun ikke kunne se den nu.
Hvornår var han blevet sådan? Hun genkendte ham og genkendte ham ikke – barndommens nabo, Mads, som boede i samme opgang på stueetagen. Han havde set hende gennem vinduet og skyndt sig efter.
Da han mærkede hendes blik, vendte han også hovedet. Signe nåede ikke at kigge væk. Hans lysebrune øjne brændte hende, kinderne blussede, og hjertet hamrede.
Begge fædre arbejdede på fabrikken, der havde givet dem boligerne i de gamle huse. Mads’ mor var også på fabrikken som bogholder, mens Signes mor arbejdede som sygeplejerske. Fabrikken stod lige i nærheden, dens tykke røgskorstene tegnede sig mod himlen.
*”Hvad vil du studere?”* spurgte Signe pludselig.
*”Ingeniør. Og så kommer jeg tilbage og bliver direktør for fabrikken. Jeg vil ændre alt her.”*
*”Virkelig?”* Signe lo. *”Har du altid drømt om at blive fabriksdirektør?”*
*”Vent og se,”* sagde Mads selvsikkert.
*”Men hvorfor? Fabrikken lukker snart. Maskinerne er gamle, bygningerne falder sammen.”*
*”Den lukker aldrig,”* svarede Mads alvorligt. *”Den er en del af byens historie. Tusindvis af mennesker afhænger af den. Hvad med dig?”*
*”Jeg studerer i København. Bliver måske oversætter, rejser verden rundt. Eller bliver psykolog. Jeg har et helt år til at beslutte mig.”*
Sidste søndag i september tog klassen til en fødselsdagsfest på en klassiekammerats sommerhus ved fjorden. Under fødderne raslede guldne blade, og det lave sollys blændede gennem træernes tynde kroner.
Forældrene dækkede bord i haven, mens drengene spillede volleyball. Efter madDe stod et øjeblik i stilheden, mens vinden legede med hendes hår, og så tog Mads hendes hånd og sagde stille: “Nu er det os.”
