**Dagbogsnotat**
*”Har du ikke din egen mand, så må du gå efter andre? Sådan en veninde… Bliv væk fra mit hus!”* sagde Mette vredt.
Jeg havde ikke lyst til at stige af bussen. Ida boede i et nyt boligområde, hvor der endnu ikke var offentlig transport. Der var langt fra stoppestedet til hendes hus, og i det her vejr? Nå, men så kunne jeg i det mindste lige handle ind. De havde lovet at åbne en butik i nabolaget, men hvornår mon det sker? Nu måtte jeg betale for min dovne dag i går – køleskabet var næsten tomt.
Ida steg af bussen, og før hun nåede at tage to skridt, rev en vindstød hætten ned fra hovedet og smækkede en hård håndfuld iskrystaller ind i ansigtet. Det var, som om vinden blæste i alle retninger på én gang, bare for at få sneen lige i øjnene.
Hun trak hætten dybt ned over panden, holdt den fast under hagen og gik sammenkrøbet, som en gammel kone. Lige før butikken blev hun næsten fristet til at løbe – så desperat ville hun væk fra vinden.
Endelig smækkede døren bag hende, og hun stod i den relativt stille butik. Hun rystede hætten af og rettede på det urolige hår. Hun tog en kurv og gik ned ad gange mellem hylderne. Kun det mest nødvendige – alt skulle kunne være i én pose. Resten kunne hun købe i morgen. For hun skulle stadig hjem, og én hånd måtte være fri til at holde hætten.
Foran hende gik en ung kvinde med en barnevogn, som en seksårig dreng, klædt i en svær jakke der fik ham til at ligne en astronaut, holdt fast i. Med den ene hånd skubbede kvinden vognen, med den anden holdt hun en kurv. De gik for langsomt til at overhale. Ida drejede ned ad en anden gang, tog en flaske mælk og gik mod brødafdelingen.
Og dér var kvinden med barnevognen igen. Ida ville til at svinge om hjørnet, da et lille blødt legetøj faldt ud af vognen. Hun samlede det op.
*”Vent, du tabte noget!”* råbte hun.
Kvinden stoppede og vendte sig.
*”Her…”* Ida rakte legetøjet frem og genkendte så sin gamle skolekammerat. *”Mette!”* udbrød hun glad og overrasket.
*”Ida!”* Mette smilede bredt.
*”Jeg tænkte netop, hvilken desperat kvinde tager børnene med ud i det her vejr?”* sagde Ida.
*”Jeg bor her i området. Jeg skulle bare lige have mælk, og så var grøden også ved at slippe op. Ville løbe hurtigt selv, men Sofie blev grådig, og Emil kunne ikke magte hende alene. Så blev det hele familien.”*
Spørgsmålet om manden dansede på tungen, men Ida holdt tilbage. Det var for direkte. Måske var han på arbejde.
Hun kiggede ned på drengen, der stirrede uinteresseret på kiksposer.
*”Min lille hjælper,”* sagde Mette stolt.
*”Hvor gammel er han?”*
*”Seks. Til efteråret starter Emil i skole.”*
*”Kom nu hjem, jeg vil se tegnefilm,”* sagde Emil utilfreds og så på sin mor.
*”Vent lige, vi skal snart,”* svarede Mette strengt. *”Undskyld, Ida, du kan se, at jeg ikke ejer mig selv. Skriv min adresse og telefonnummer ned.”*
Ida fumlede efter sin mobil.
*”Ring altid, vi kan snakke. Børnene sover som regel kl. 22,”* sagde Mette, mens hun gik mod kassen.
*”Vent, legetøjet?”* kaldte Ida efter hende.
Mette sagde noget til sin søn, Emil løb hen og tog den lyserøde kanin og skyndte sig tilbage. Mette nikkede til Ida og gik videre, mens hun irettesatte Emil for ikke at sige tak.
*”Det var da noget. Ville aldrig tro, at Mette fik to børn. Hvordan klarer hun det? Jeg ville aldrig turde tage dem med i butikken i en snestorm,”* tænkte Ida, mens hun stod i kø.
*”Netop derfor har du hverken mand eller børn,”* hviskede en indre stemme.
Derhjemme stegede Ida en omelet – hun havde ikke lyst til at lave noget stort. Og det var for sent til en rigtig aftensmad. Mens hun ventede på, at vandet kogte, betragtede hun sit nye køkken. Hun havde købt lejligheden for et halvt år siden og var stolt.
Stuen var næsten tom – kun et skab, en sofa og en tv. Men køkkenet havde hun prioriteret. For en kvinde er køkken det vigtigste. Det var her, hun tilbragte mest tid. Lige nu var det bare hurtige måltider, men en dag ville der være en familie. Måske ville hun blive ligesom Mette. Ida sukkede.
Lyset fra lampen spejlede sig i de matte skabe. Vandkogeren fløjtede, og Ida sprang op for at slukke den. Efter aftensmaden stod hun ved vinduet og så på bilernes lys ude i mørket – som juletræets pynt. I andre lejligheder var der liv. Folk spiste sammen, snakkede. Måske sad der en anden, der også stirrede ud og tænkte det samme.
Hun mindedes Mette. *Hun* havde ikke tid til at stå sådan. To børn. Men hun sagde engang, at hun kun ville have ét barn – eller slet ingen.
*”Jeg vil ikke bruge mine bedste år på utaknemmelige børn, der bare forlader mig til sidst. Nej tak, jeg lever livet. Lad andre få børn,”* sagde Mette i gymnasiet.
Ida havde altid modsagt hende. *”Børn er vores eftermæle, meningen med livet.”*
*”Ja, ja, få du bare børn,”* svarede Mette.
Ida havde kun haft sin mor. Hun døde for et år siden. Faren var et sted, men med en ny familie. Hvis hun havde haft en søskende, ville ensomheden ikke fylde så meget. Ja, man længes altid efter det, man ikke har.
Hun havde drømt om søskende, børn. Nu var hun helt alene. Mette havde haft forældre og to brødre. Måske var det derfor, hun ikke ønskede børn – træt af at passe småbørn.
Men drømme går sjældent i opfyldelse. Man kan ikke snyde skæbnen. Ida vaskede op og satte sig foran tv’et. Hun stirrede på filmen uden at følge med, tænkte kun på Mette og gymnasietiden. Kl. 22.30 ringede hun.
*”Det er Ida. Forstyrrer jeg?”* hviskede hun.
*”Nej. Børnene sover. Godt, du ringede. Jeg gemmer dit nummer. Fortæl, hvordan har du det?”*
*”Ikke meget at sige. Bor alene, ikke gift. Købte lejlighed for nylig – stolt af mig selv.”*
*”Hvorfor det?”* spurgte Mette.
*”Drømte**”Men i dag, mens hun så på sin nyfødte datter og mærkede sin mands hånd i sin egen, forstod Ida endelig, at livets største gave ikke var at have ret, men at finde kærligheden der altid havde ventet på hende.”**
