Tænk dig om, hvordan du vil leve videre, hvis din uskyldige mands barn, Ditte, ender på børnehjem…
Det var en fridag, og man kunne lige så godt blive længe i sengen. Men Kirsten strakte sig, skubbede dynen til side og stod op. Hun vaskede sig, lavede frisk te og nippede til det, mens hun stirrede ud på den triste gård med nøgne træer og regnvandspytter. Himlen var grå og tæt, som om den lige om lidt ville begynde at drysse små snefnug.
Men ud skulle hun – i hvert fald for at smide skraldet ud. Hun var træt af at sidde derhjemme og ynke sig selv. Intet kunne ændres, Anders kom ikke tilbage. Når en elsket person dør, føles det, som om en del af én selv dør med dem. Kirsten mærkede en tomhed indeni, som hun, uanset hvor hårdt hun prøvede, ikke kunne fylde. Tid læger ikke sårene, den gemmer dem dybere, slører minderne. Hun var træt af smerte, sorg og tårer. Hvordan skulle hun leve uden Anders? Hvad var meningen?
De mødtes på universitetet. Til den allerførste forelæsning satte han sig ved siden af hende. En flot fyr, der så på verden med samme nysgerrighed og glæde som hun selv. Senere løb de sammen gennem gangene for at finde de rigtige lokaler og myldrede ned til kantinen i pauserne.
Ved femte år forstod de hinanden på et halvt ord, som ægtefolk, der havde levet sammen i årtier.
*”Hvordan skal jeg klare mig uden dig? Jeg kan slet ikke forestille mig det. Eksamen er slut, og så går vi hver til sit. Hør, hvad hvis vi bare bliver sammen?”* spurgte Anders en dag.
*”Hvad foreslår du?”* svarede Kirsten.
*”Gift dig med mig,”* faldt det ud af ham.
*”Er det et ægteskabstilbud?”* spurgte Kirsten alvorligt. *”Jeg troede aldrig, du ville spørge. Men nu gør jeg det – jeg siger ja.”*
*”Virkelig?”* grinede Anders.
*”Hvorfor er du så glad? Et ægteskab kræver mere end et tilbud og lyst til at være sammen. Det kræver kærlighed.”*
*”Vi er vokset sammen under studiet. Hvem siger, jeg ikke elsker dig? Og du – elsker du mig?”*
Kirsten havde stillet sig selv det spørgsmål mange gange. Og hver gang svarede hun, at hun gjorde. Hun ville dø, hvis Anders blev forelsket i en anden pige. I slutningen af august blev de gift. Kirsten boede hos sine forældre, mens Anders kom fra en lille by for at studere.
Begge familier spændte sammen og købte dem en lille lejlighed. Uden at tale om det, besluttede de at vente med børn. Kirsten følte det hele var lidt urealistisk, som en leg. Men tiden gik, de levede sammen og var lykkelige. To år senere startede Anders og hans ven Mads deres egen lille virksomhed.
Kirsten var forsigtig og blev på sit gamle arbejde. Hvis det ikke lykkedes for dem, havde hun i det mindste en indkomst. Men Anders og Mads klarede det godt. Kirsten skiftede til at arbejde for sin mand og tog sig af regnskabet, så der ikke var nogen ubehagelige overraskelser.
To år senere købte de en større lejlighed, en bil og tog på udenlandsrejser et par gange om året. De kom hjem med masser af billeder og videoer. Efter mandens død fjernede Kirsten alle filerne fra computerens skrivebord. Hun kunne ikke se dem uden at briste i gråd.
Hun huskede den forbandede dag i mindste detalje. Det var en fridag. De spiste morgenmad. Pludselig ringede nogen til Anders, og han skyndte sig at gøre sig klar.
*”Hvor skal du hen?”* spurgte Kirsten.
*”Mads har rodet sig ud i noget, en kunde er utilfreds og vil have pengene tilbage. Jeg må afsted og ordne det.”* Han gav hende et hurtigt kys på kinden i døren og gik.
Hun vidste ikke, det var sidste gang, hun så ham. Der var ingen forudanelser. Bagefort fortød hun, at hun havde ladet ham gå alene.
En time senere ringede politiet og sagde, at Anders var kommet ud for en ulykke, og hun skulle komme til hospitalet. Hun ringede efter en taxi med det samme. Hvis Anders var død, havde de nok sagt det. Kirsten troede stadig, han var i live, indtil betjenten, der mødte hende, førte hende til obduktionslokalet for at identificere ham.
Med Anders’ død sluttede Kirstens liv også. Mads stod for begravelsen og sagde, hun ikke skulle bekymre sig om arbejde, men tage sig tid til at komme sig…
Kirsten skiftede tøj. Hun havde gået rundt i shorts og T-shirt hele morgenen. Anders syntes, det var frækt, når hun gjorde det.
Over to måneder var gået. Det var på tide at komme ud af hendes selvvalgte isolation. Kirsten måtte tage sig sammen. For nu ejede hun halvdelen af Anders’ virksomhed. I morgen var det mandag – det perfekte tidspunkt at tage det første skridt. Hvis det blev for meget, kunne hun tilbyde Mads at købe Anders’ andel, tage på ferie og finde et nyt job bagefter.
Hun gik ud med en skraldepose. Vejret var ikke så koldt, som det så ud fra vinduet. Hun smed skraldet ud og besluttede at gå en tur. Da hun fik kulderystelser, gik hun ind i en butik og kom ud med en ny, kornblå kjole. Hun kunne ikke lade være. Hun skulle have noget at gå på arbejde i, og de gamle kjoler hang på hende som på en bøjle.
Hendes veninde Tanja havde engang sagt, at hvis det var hende, der var død, og ikke Anders, ville han ikke have begravet sig selv inde i fire vægge. Kirsten havde været enig dengang. Anders ville have været ked af det, men fortsat med arbejdet – forretningen krævede opmærksomhed. Mænd er anderledes, mindre følsomme.
Næste dag kom Kirsten på kontoret og modtog både komplimenter og medfølende blikke. Der var så mange dokumenter at underskrive, at hendes hånd gjorde ondt. Først læste hun nøje, men snart orkede hun ikke mere og skimmede resten.
Hun tog bussen hjem. Anders’ bil var totalskadet efter ulykken. Det blev for varmt, så hun stod af to stop for tidligt og gik hjem. En blå, let halstørklæde flagrede i vinden. Nu skulle hun bare gennem parken og hjem.
*”Se hende lige, udklædt som en prinsesse. Pengene strømmer ind fra manden, så hvorfor ikke? Og så er hun ligeglad med, at et barn sulter,”* hørte hun en stemme bag sig og stoppede.
På en bænk sad en kvinde i halvfjerdserne og stirrede direkte på Kirsten.
*”Taler De til mig?”* spurgte Kirsten.
*”Ja, hvem ellers?”* Kvinden så sig omkring. *Kirsten stod et øjeblik forvirret, men så tog hun en dyb indånding, satte sig på bænken ved siden af kvinden, og sagde: “Fortæl mig alt.”
