En kold oktoberaften, hvor regnen piskede mod vinduerne…
Aftengudstjenesten var ved at være slut. Der var få mennesker i kirken. Mod aften begyndte det at sne blandet med regn, og de fleste menighedsmedlemmer havde valgt at blive hjemme.
Kirken tømtes langsomt. Folk gik, og dørene blev gang på gang åbnet og lukket. Trækkene fik flammerne på lysestagerne til at flakke og sende tynde røgstrimler op. Til sidst forsvandt lyden af skridt på fliserne, og Annelise var alene.
Hun kom ud fra kirkeboden og gik gennem den tomme kirke, slukkede lysene og fejede dryppende stearin af stagerne. Så slukkede hun alle de små lamper foran ikonerne. Gennem de smalle, ruderede vinduer trængte kun svagt lys fra gadelygterne indenfor. Kun én pære over kirkeboden lyste endnu. Dens skær fangedes i de forgylte rammer om de nærmeste ikoner.
Fra venstre kapel kom præsten, fader Mads, med en sort jakke over sin præstekjole.
“Er vogteren kommet endnu?” spurgte han, da han nåede Annelise.
“Nej, ikke endnu. Skal jeg sige noget til ham?”
“Nej. Vi ses i morgen.” Han nikkede farvel og gik mod døren.
Annelise hentede en spand og moppen og begyndte at vaske gulvet. Hun elskede at komme til en ren kirke om morgenen. Pludselig føltes der en træk, og den tunge dør smækkede blødt. Annelise vendte sig om. Vogteren korsede sig fra døren, nikkede til Annelise og gik forbi hende ind til sit lille rum. Annelise havde aldrig hørt hans stemme, selvom fader Mads hævdede, at han ikke var stum.
Hun stillede spanden og moppen på plads, tog sin frakke på og kastede et sidste blik rundt i kirken for at sikre, at alle lamperne var slukket. Hun standsede ved hvert ikon og hviskede: “Hellige Morten, bed for os,” “Jomfru Maria, hjælp os,” “Jesus Kristus, Guds søn…”
“Jeg går nu!” råbte hun til vogteren.
Stemmen gjalde under kirkens hvælvinger.
Hun slukkede lyset og skubbede den tunge dør op. På trappen stod hun lidt og lyttede. Ingen skridt, men hængslerne knirkede – vogteren låste døren indefra. Og så hørte hun en lyd.
Hun kiggede ned for sine fødder, forventende at se en hvalp eller killing, der gemte sig under tagudhænget. Men i stedet lå der en lille, hvid bundt, og derfra kom den spinkle lyd.
“Et barn! Hvem har efterladt dig her?” Hun bøjede sig ned og løftede den lette bundt, trak tæppet til side og så et rynket lille ansigt.
“Åh Gud, din mor må have et hårdt hjerte, hvis hun efterlader dig i sådan et vejr. Hvordan har ingen set dig? Eller blev du netop lagt her?”
*Hvad gør jeg? Banke på kirkedøren? Ringe til politiet og ambulance?* Det ville være det rigtige, men pludselig besluttede hun at tage barnet med hjem og ringe til fader Mads derfra for at få råd.
Hun gik ned ad trappen, men nåede kun et par skridt, før en kvinde styrtede frem fra mørket.
“Giv mig det!” skreg hun og rev bundtet fra Annelises arme.
Stemmen afslørede, at den hårdhjertede mor selv var ung.
“Er det dit barn? Det er en synd at efterlade et barn. Hvad hvis det blev sygt?” sagde Annelise strengt.
“Jeg efterlod det kun et øjeblik,” sagde den unge kvinde, kæmpende mod tårerne.
“Hvorfor ikke tage det med ind i kirken?” spurgte Annelise, nu blidere.
Kvinden svarede ikke og begyndte at gå.
“Har du et sted at gå hen?” råbte Annelise efter hende.
Kvinden bremsede og så tilbage.
“Det ser ud til, at du ikke har noget sted,” mumlede Annelise. “Vent!” råbte hun og skyndte sig hen til kvinden. “Du har ingen steder at gå. Kom med mig. Jeg bor lige hernede. Barnet græder – måske er det sultent eller vådt. Og du er gennemblødt. Du kan ikke gå rundt med et barn i dette vejr. Du kan blive varm, og så finder vi ud af resten. Vær ikke bange,” tilføjede hun, da hun mærkede, hvor anspændt kvinden var.
Og alligevel fulgte kvinden med. Hun havde åbenbart virkelig ingen steder at gå. Hele vejen talte Annelise uophørligt. Hun fortalte, at hendes mand var død, og at Gud ikke havde givet hende børn. At gæsten ikke var til besvær, men bare ville gøre hendes hjem gladere. Ingen ting med? Intet problem – hendes nabo havde en datter, der fødte for fire måneder siden. Hun kunne låne bleer og tøj. Imorgen kunne hun købe nyt og returnere det. Hun fortsatte med at tale for at distrahere kvinden fra dårlige tanker og flugt.
“Her er vi. Kom ind.” Annelise åbnede opgangsdøren og lod kvinden med barnet gå først. “Jeg bor på sjette sal…”
I elevatoren så hun, at den unge mors tøj var gennemblødt, og hendes læber var blå af kulde. Hun sukkede for sig selv. Først ind i lejligheden, tændte hun lyset.
“Lad mig holde barnet, mens du tager overtøjet af. Tag mine hjemmesko. Læg det på sofaen i stuen.” Annelise gav bundtet tilbage til moren og begyndte selv at klæde sig af.
Da hun kom ind i stuen, havde gæsten allerede pakket den lille pige ud. Hun sparkede med sine tynde, rynkede arme og åbnede munden. Annelises hjerte fyldtes med ømhed.
“Han er sulten. Tæk ham lidt, jeg går lige til naboen og henter bleer,” sagde Annelise og forlod stuen.
“Lise, må jeg låne et par bleer og nogle tæpper til i morgen?” spurgte hun, da naboen åbnede.
“Har du pludselig fået et barn?” Naboen så forbavset ud.
“En slægtning er kommet på besøg. Hendes tasker blev stjålet på stationen,” løj Annelise.
“Kom ind, jeg finder noget,” sagde Lise og kom tilbage med en hel pose.
“Hvorfor så meget?” udbrød Annelise.
“Der er bleer og tøj, vi er vokset fra. Tag det, det er bedre end at smide det ud.”
Annelise takkede naboen og skyndte sig hjem. Da hun kom ind, så hun, at gæsten ammede barnet.
“Du har mælk? Det er godt. Mælkeerstatning er dyrt. Jeg har tøj og bleer med. Skift hende senere, jeg sætter lige vand over.” Annelise gik ud i køkkenet og tænkte, at der måtte være en grund til, at Gud havde ført denne kvinde og barn til hendAnnelise stod et øjeblik i køkkendøren og så på dem, mens en dyb følelse af meningsfyldthed fyldte hendes hjerte – dette var det liv, hun altid havde drømt om.
