Vores gårds mand
Mette gik hjem i de tidlige efterårsskumringer. Gadelygterne lyste, som de altid gjorde, kun halvdelen af dem, og i gårdsrummet var der slet ingen. Foran opgangen stod der altid en stor vandpyt om efteråret. Og de parkerede biler gjorde det umuligt at gå udenom. Men i dag var der ingen vandpyt, selvom det havde regnet hele dagen. Vandpytten var forsvundet.
Mette åbnede hoveddøren og kiggede sig tilbage. Lyset fra trappeopgangen faldt på det glinsende, våde asfalt. »Det var ikke indbildning. Mirakler, skal man se.«
Elevatoren ventede på hende i stueetagen, hvilket heller ikke var normalt. Om aftenen stod den som regel øverst. Elevatordørene gled fra hinanden og inviterede hende ind. »Fantastisk. Nej, der er helt sikkert sket et mirakel,« tænkte Mette og trådte ind i kabinen. Hun trykkede på knappen og kastede et hurtigt blik på sit spejlbillede i det plettere spejl.
Et mat, træt ansigt med triste øjne stirrede tilbage på hende. Mette vendte sig væk og begyndte efter vanen at rette den løse lok, der var kravet ud under hendes hue. Men i samme øjeblik ruskede kabinen og standsede, dørene åbnede med en knirken og lukkede Mette ud på gangen.
»Jeg er hjemme,« sagde hun højt og klikkede på lyskontakten, skræmte mørket der havde samlet sig i lejligheden.
For et halvt år siden var hendes mor død. Siden da havde ensomhed, tomhed og minder ventet på Mette i den nu tomme lejlighed. Hun skyndte sig ikke hjem og blev ofte længe på redaktionen. Alle kollegerne forsvandte præcis klokken seks om aftenen, men hun blev. Ordnet papirer, skrev planer for næste dag. Kollegerne kunne ikke lide Mette, de mente, hun var pedantisk og umedgørlig. Men hun var blot vant til at udføre arbejdet præcist og hurtigt – og forventede det samme af andre.
Før i tiden ventede hendes syge mor derhjemme, der var ingen tid til at slappe af eller ynke sig selv. Før sygdommen havde hun været lærer i folkeskolen og opdraget datteren med strenghed. Mette var vant til at gøre alt »perfekt« for ikke at skuffe sin mor, selvom det ikke altid var uden indre modstand. Og nu var hun selv blevet lige så krævende.
Hun havde kun haft én kærlighedsaffære i sit liv. Men forholdet gik i stykker, før de nåede til brylluppet. Hendes mor følte sig allerede dårligt, og Mette nægtede at flytte sammen med sin forlovede – hun kunne ikke efterlade hende alene. Og han ville ikke bo i en lille lejlighed med en syg kommende svigermor.
Så i en alder af toogtredive var Mette alene. De mænd, der arbejdede på redaktionen, var enten gift eller havde øjne for enhver kvinde. Og udover arbejde var hun aldrig andre steder. Før på grund af sin mor, nu på grund af træthed og ligegyldighed over for sit eget liv. En ensom aften ventede hende, enten foran fjernsynet eller med en bog.
En lørdag stod Mette sent op, strakte sig og kiggede ud ad vinduet. Gården var dækket af et tyndt lag sne, hvor mønstre af mørke fodspor tegnede sig tydeligt. Så det havde ikke frosset, sneen ville snart smelte. Og hun følte et ønske om at gå på det tynde hvide tæppe og efterlade sine egne spor. Mette skyndte sig i bad.
Hvor meget behøves der for at være lykkelig? Faldende sne og to hyggelige fridage forude. Mette spiste morgenmad, klædte sig på og gik ud.
»Mette, skal du i butikken? Vil du ikke købe rugbrød og franskbrød til mig?« hørte hun bag sig. Det var naboerne fra første sal, der kiggede gennem det påklemmede vindue.
»Selvfølgelig. Skal du have andet?« spurgte Mette.
Den gamle dame tænkte sig om et øjeblik.
»Nej, ikke andet, bare rugbrød og franskbrød.« Vinduet blev lukket.
Nå, men nu havde hun i det mindste et formål. Og Mette gik mod butikken, forsøgende at gå ved siden af de andres spor.
Da hun afleverede brødet, spurgte hun naboen, hvad der var sket med vandpytten foran opgangen.
»Det er den nye gårdsmand, der har fjernet den. Godt arbejde, ikke?«
»Hvad skete der med den gamle?« Det var ikke fordi det bekymrede Mette, men mere for hensynets skyld.
»Han døde for en uge siden. Men kom ind, jeg skal fortælle dig det hele,« inviterede naboen.
Der var ikke andet at lave, så Mette gik ind i den hyggelige lejlighed, fyldt med gammel, klodset møblement.
»For et par dage siden gik jeg hjem fra posthuset, og der sad en mand på bænken i gården. En sur type, men ikke fuld. Jeg kan genkendGårdsmanden stod i døren med en skovl i hånden, hans øjne mødte hendes, og pludselig føltes den kolde martsdag lidt varmere.
