Lasse sad i det mørke værelse og lyttede til nattens lyde. En bil standsede under vinduet, en dør smækkede blødt, og de korte hælklap døde hen ved opgangsdøren. Endelig drejede nøglen sig forsigtigt i låsen…
Han holdt vejret for at opfange de mindste lydnuancer. En svag raslen af tøj, stille, listende skridt. “Hun er bange for at vække mig, har ikke taget sutsko på,” tænkte Lasse bittert for sig selv.
Døren åbnede sig lydløst. Mette listede ind på soveværelset. Gadebelysningens skær faldt ind i rummet nok til at afsløre, at sengen var ubredt og tom. Mette frøs et øjeblik, mærkede hans anspændte blik og vendte sig om.
“Du skræmte mig. Hvorfor sover du ikke?” spurgte hun skarpt.
“Jeg ventede på dig.” Lasse rejste sig, gik hen til døren og tændte lyset. Mette kneb øjnene sammen mod det pludselige skær.
“Hvor har du været?” Han granskede hendes blege ansigt med halvt fjernet makeup.
“Undskyld, jeg glemte at give besked…” Mette så ned i gulvet.
“Lad være med at sige, du var hos en veninde. Sig sandheden, det er bedre for os begge. Har du været mig utro i lang tid?”
Hun rykkede til, som om hun ville flygte. Så rystede hun svagt på hovedet.
“To måneder,” sagde hun og mødte hans blik et kort sekund. “Jeg ville sige det, men… Undskyld. Jeg går nu.” Hun forlod hurtigt soveværelset. Lasse hørte hende rode i entreen.
Mette kom tilbage med en kuffert, satte den på sengen og begyndte at tage sine ting ud af skabet. Bøjlerne klirrede mod hinanden, mens kjoler og bluser landede på sengen.
“Skal vi ikke vente til i morgen, når jeg ikke er hjemme?” Lasse tog en pude og forlod soveværelset.
Han lagde sig på sofaen i stuen, stadig i tøjet, og trak tæppet over sig. Søvn var umulig. Han ville smadre alt, slå Mette, udviske spor af fremmede læber. Han tog nogle dybe åndedrag for at berolige sig.
***
De fejrede semesterafslutningen på stranden. De smed tøjet og løb i vandet. Efter tog Henrik og Oliver efter øl, mens Lasse blev tilbage for at passe på tingene.
Han sad på sine bukser og så småbørn plaske ved vandkanten. En smuk pige kom op af vandet og gik direkte mod ham. Hun tog et håndklæde fra en nærliggende båre og tørrede sit våde hår. Lasse kunne ikke tage øjnene fra hendes solbrune hud, hvorpå vanddråber glinsede. Hendes slanke krop var lige ved siden af. Han ville røre den kølige, fugtige hud.
Pigen mærkede hans blik og vendte sig brat. Lasse nåede ikke at kigge væk. Han måtte se ud som en fanget dreng, for hun smilede. Da Henrik og Oliver kom tilbage, sad de allerede og snakkede muntert.
Da Mette så drengene, skyndte hun sig hjem. Hun trak en kjole over hovedet. Et kort øjeblik forsvandt hovedet under stoffet. Henrik fangede Lasses blik og smilede forstående, mens Oliver gav tommelfingeren op.
Kjolen gled ned, Mette rettede den, samlede sine ting, smilede til drengene og gik.
“Skynd dig,” sagde Henrik og klappede Lasse, der stod som forstenet, på ryggen.
“Mette, vent!” Lasse vaklede til live og fór i bukserne. Uden at sige farvel til vennerne, skyndte han sig efter hende. Han kom sent hjem.
“Hvor har du været? Hvorfor svarede du ikke? Din far og jeg var ved at blive vanvittige…” hans mor overfaldt ham.
“Undskyld, jeg glemte at tænde telefonen efter eksamen. Jeg skal giftes,” fik han presset ud.
“Hvad?” spurgte hans mor forbløffet.
“Han skal giftes. Der er ingen tid som nu. Tredje år, tyve år. Ved eksamen giver han os et barnebarn,” sagde faren roligt.
“Nej, jeg mener bare, at jeg har mødt drømmepigen og skal giftes med hende,” skyndte Lasse sig at rette.
“Har du lige mødt hende?” udbrød hans mor. “Erik, hørte du det?” Hun så forvirret fra søn til mand.
“Lise, slap nu af. Han er bare forelsket. Forelskede mennesker drømmer om meget. Han er levende, rask og glad. Nu sover vi, vi taler i morgen.” Faren førte den modstræbende mor i seng.
“Tak,” råbte Lasse efter ham.
To uger senere præsenterede han Mette for familien. Moren opdagede, at hun boede på kollegie, og konkluderede, at hun havde brug for en lejlighed og bopæl i København, at der intet kærlighed var i spil. Selvfølgelig sagde hun det først, da Lasse kom hjem efter at have fulgt Mette.
“Kan du ikke lide hende?” spurgte Lasse skuffet.
“Hun kan lide dig, og det er det vigtigste,” sagde faren atter støttende.
De blev gift efter nytår. Faren gav dem nøglerne til en lejlighed.
“Tak. Det havde jeg ikke ventet,” sagde Lasse glad. “Hvorfra?”
“Det er min lejlighed. Din mor og jeg lejede den ud. Jeg er begyndt at renovere, men resten må du selv klare.” Faren omfavnede Lasse…
***
Han faldt først i søvn ved daggry og vågnede til Mette med kufferten.
“Undskyld, jeg vækkede dig alligevel,” sagde hun og gik ud i entreen.
Alle begivenheder fra dagen før ramte ham som en lavine. Han ville så gerne stoppe hende… Han skar en grimasse, da døren smækkede. Han troede, hun ville komme tilbage efter et par dage. Men Mette vendte ikke tilbage, ringede ikke. Hendes nøgler lå forladte på entrebordet.
Han savnede hende stærkere for hver dag og var parat til at tilgive alt, hvis hun kom tilbage. Han ringede, men hun svarede ikke, eller telefonen var slukket. En dag overraskede han hende, men hun kom ud af instituttet hånd i hånd med en anden fyr. Lasse nåede lige at gemme sig bag et træ.
Han ville ikke hjem til den tomme lejlighed og tog til sine forældre.
“Jeg kunne ikke lide hende fra start. Hun har sikkert fundet en rigere fyr, den møgunge,” sagde moren.
“Lise, lad nu være. Det er hårdt nok for ham. De finder selv ud af det,” sagde faren, og Lasse så taknemmeligt på ham.
En måned senere blev de skilt i kommunen. Verden styrtede sammen, livet var meningsløst. På vej hjem købte Lasse en flaske vodka for at drukne sorgen.
Pludselig kom faren på uventet besøg. De drak og talte heleLasse trak en dyb indånding, slukkede telefonen og så op mod himlen, hvor de første stjerner begyndte at tænde, vidste at hans sande lykke lå i at elske og beskytte den familie, han selv havde valgt.
