**Hævn**
Jeg voksede op som en stille og klog dreng. Mine forældre sparede ikke på noget for deres eneste barn, betalte for alle mulige hobbyer og klubber, blot han kunne blive en alsidig og veluddannet person. Jeg dyrkede judo, spillede skak og var god til at tegne. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at spille guitar.
Mine kammerater inviterede piger i biografen, drak billig vin og røg cigaretter, mens jeg sad med min guitar og nynnede med en hæs stemme.
Mine forældre drømte om en succesfuld fremtid for mig. Jeg skulle videreuddannes. I en lille provinsby med fjorten tusind indbyggere var der ikke rigtig noget at lave. Efter gymnasiet kom jeg let ind på et prestigefyldt IT-studie på universitetet i Aarhus.
Dagen før studiestart kørte min far mig til hans søster. Hendes mand var død for et år siden, og hendes børn havde fået deres egne familier. På kollegiet var der for meget støj og fristelser, der kunne forstyrre studierne. Vi tog ikke min mor med, for at undgå en lang, tårevædet afsked. Far efterlod noget kontanter til mig og kørte hjem igen.
For første gang var jeg helt på egen hånd. Min tante interesserede sig ikke særlig for mig. Hun sørgede bare for, at jeg fik mad og kom hjem til rimelig tid.
Uden forældrenes opsyn begyndte mine medstuderende at feste og pjække fra forelæsninger. Jeg holdt mig for mig selv – jeg havde aldrig haft mange venner, og fester var ikke min stil. Alligevel fangede en lyshåret pige ved navn Astrid min opmærksomhed fra dag et.
Drengene hviskede, at Astrid kun var kommet ind på det mandsdominerede studie for at finde en velhavende mand. Hun var ikke særlig dygtig, men få undervisere gav hende dumpekarakterer. En pige som hende behøvede ikke at være klog – det var nok bare at kigge på hende, forklare noget for hende og rette hendes fejl med en let berøring af skulderen.
Men Astrid manglede ikke bejlere. Hun afviste mig som en nørd – hvad skulle vi snakke om? Musik, skak eller kedelig datalogi? Jeg passede bare ikke ind.
Alligevel var jeg dybt forelsket. Jeg ville være tæt på hende hvert minut, både på universitetet og på kollegiet. Under et hjemmebesøg fortalte jeg mine forældre, at jeg ville bo på kollegiet. Min tante boede for langt væk, og transporten tog for lang tid. Det blev en skandale med råb fra min far og tårer fra min mor.
Men jeg lovede, at det ikke ville påvirke mine karakterer, at de kunne stole på mig. Desuden blev jeg allerede set skævt til som den eneste, der boede privat. Til sidst måtte de acceptere det.
Jeg var i syvende himmel. Nu kunne jeg se Astrid ikke kun til forelæsninger (som hun sjældent dukkede op til), men også om aftenen på kollegiet. Jeg fandt på alle mulige undskyldninger for at besøge hende. Men Astrid ændrede ikke holdning.
Selv når vi var til samme fester, nægtede hun at danse med mig og forsvandt ud på altanen for at ryge. Jeg begyndte også at ryge, men det bragte mig ikke et skridt nærmere den lysårede skønhed.
Sommerferien var en prøvelse. To måneder uden Astrid. Jeg led, kæmpede med mig selv og tællede dagene til studiestart. Så gik endnu et år.
Mine karakterer var fremragende, og lærerne roste mig og forudså en stor fremtid. Da jeg kom tilbage til kollegiet den 31. august (jeg kunne ikke slippe fra min mor før), hørte jeg, at Astrid var blevet gift. Nyheden forstyrrede min søvn og ro. Hendes valg var en ældre idrætselev, universitetets stolthed.
Astrid boede nu i hans lejlighed og kom ikke længere på kollegiet. Jeg kunne kun se hende til forelæsninger og iagttage hende fra afstand. En dag spurgte jeg hende om at låne hendes noter – jeg havde været forhindret.
“Spørg en anden. Jeg skal også læse til eksamen,” afviste hun.
“Eksamen er i morgen, jeg giver dig notesbogen tilbage, lover det,” insisterede jeg med forelskede øjne.
Hun tøvede, men gav mig den.
Næste dag blev jeg væk fra universitetet for første gang nogensinde – blot for at bringe notesbogen til Astrid personligt. Jeg havde hørt i kantinen, at hendes mand var afsted til en konkurrence igen. Han fik automatisk bestået alle prøver.
Jeg fik hendes adresse fra en af pigerne. Jeg regnede ud, hvornår hun ville være hjemme efter undervisningen og tog afsted. Jeg ville ikke noget særligt – bare være tæt på hende, tale, fortælle om min kærlighed. Med bankende hjerte ringede jeg på døren, men den blev åbnet af en bredskuldret atlet, hendes mand.
“Hvad vil du?” knurrede han.
“Jeg skal aflevere Astrids noter,” mumlede jeg.
“Giv dem her,” sagde han og rakte hånden frem.
Jeg prøvede at kigge forbi ham, men hans massive krop blokerede hele døråbningen.
“Jeg ville gerne give dem til hende selv,” sagde jeg og holdt notesbogen tæt ind til brystet.
Han målte mig med et foragtfuldt blik, rev den ud af hænderne på mig og smækkede døren lige for næsen af mig.
Jeg skiftede studiehold og flyttede tilbage til min tante.
***
Femten år senere
På kontoret var alle ved at fejre min udnænnelse til direktør. Min forgænger var blevet forfremmet og flyttet til København. Nogle af mine tidligere medstuderende arbejdede også her, som den stille og pligtopfyldende Liva Sørensen, mor til tvillingesønner.
Hun tog mig til side og lykønskede mig, oprigtigt glad på mine vegne.
“Jeg vidste altid, du var den bedste og havde en stor fremtid,” sagde hun og rettede sine store briller, mens hun holdt en champagneflute i den anden hånd.
*”En grå mus, men alligevel gift,”* tænkte jeg. På et billede på hendes skrivebord så jeg hele hendes lykkelige familie smile til kameraet.
“Jeg er også glad,” svarede jeg uforstyrret. “Nu kan jeg tilbyde dig en stilling, du fortjener.”
“Tak,” sagde hun og rettede atter brillerne. “Men det var ikke det, jeg ville tale om. Kan du huske Astrid? Astrid Møller? Vi gik i samme klasse.”
Selvfølgelig huskede jeg hende og min ubesvarede kærlighed. Men jeg lod, som om jeg anstrengte hukommelsen.
“Hun giftede sig på tredje år og skiftede navn. Hendes mand var også fra universitetet. Du må kende ham. Atleten, universitetets stolthed, Mads Thomsen. Kan du virkelig ikke huske ham?” spurgte Liva.
Jeg trak på skuldrene.
Hun fortsatte: “Der skete nogOg selvom der gik år, lærte jeg, at sand kærlighed ikke forsvinder – den vokser i stilhed og blomstrer, når tidens vind endelig bærer os sammen igen.
