**Mor, rejse ikke**
Efter aftensmaden satte mor sig ved siden af den syvårige Emil og lagde armen om hans skuldre. Han blev stram. Sidste gang hun gjorde dette, sagde hun, at hun skulle på forretningsrejse i et par dage, og Emil skulle bo hos hendes veninde, tante Lise. Det var ikke ideelt, for tante Lise havde en datter, Freja, der var utrolig nedladende og irriterende. Hun løb altid og klagede over ham og kaldte ham for en lille tøsedreng.
“Skal du på forretningsrejse igen? Jeg vil ikke bo hos tante Lise. Freja er så led,” sagde Emil og så på sin mor.
Mor smilede og strøg ham blidt over hans strittede hår. Emil blev modigere.
“Mor, tag mig med, jeg beder dig,” bad han.
“Det kan jeg ikke. Jeg har travlt hele dagen. Hvad skulle du lave der helt alene?” Hun rejste sig fra sofaen og begyndte nervøst at gå frem og tilbage.
“Du sagde selv, at jeg er stor nu. Jeg vil ikke bo hos tante Lise og Freja. Kan jeg ikke blive hjemme?”
“Stop nu med at pive!” råbte hun. “Du er for lille til at være alene. Hvad hvis der sker noget? Hvis du ikke vil hos tante Lise, så kan du tage til bedstemor.”
“Til Århus?” spurgte Emil håbefuldt, og hans øjne lyste.
“Nej, jeg tager dig til din anden bedstemor, din fars mor.”
For Emil var det nyt, at han overhovedet havde en anden bedstemor. Han havde aldrig mødt hende.
“Det vil jeg ikke,” sagde han bare for at være sikker.
“Det er ikke spørgsmålet. Pak dine skolebøger og det, du gerne vil have med. Jeg samler dit tøj.”
Emils hjerte bankede uroligt. Sidste gang hun tog ham til tante Lise, tog han ikke nogen ting med. Det betød, at mor skulle væk i lang tid.
“Jeg har ikke lyst til at tage noget sted med tøj. Kan jeg ikke tage med dig?” klynkede Emil.
“Hold op! Mænd græder ikke.”
“Jeg er et barn, ikke en mand,” hulkede Emil.
Næste morgen tog han langsomt tøj på, mens han håbede, at mor ville ændre mening og ikke tage afsted, eller at hun ville blive så træt af ham, at hun lod ham blive hjemme. Men hun skreg bare af ham, fordi taxaen allerede ventede, og de ikke ville nå at spise morgenmad.
De kørte gennem hele byen i taxaen og tog så elevatoren. Emil holdt øje med tal på displayet. Elevatoren stoppede på 11. sal, dørene åbnede sig, og mor skubbede Emil hen mod en metaldør.
En kvinde, der slet ikke lignede en bedstemor, åbnede døren. Hun havde en lang rød kjole på med gyldne fugle på, og hendes hår var samlet i en høj frisure. Hun stirrede på Emil med en grimasse, som om hun lige havde set en rotte. Mor skreg altid, når hun så rotter. Denne kvinde skreg ikke, men hendes blik lovede intet godt.
Voksne plejede at sige: “Hvem er det, der kommer på besøg?” eller “Se, hvad en flot dreng!” Men kvinden sagde ingenting. Hun så bare fra Emil til mor.
“Goddag, Margrethe Vilhelmine. Tak, fordi du vil tage Emil. Her er hans tøj. Jeg har skrevet hans rutine, hvad han kan lide, skolens adresse…”
“Hvornår kommer du tilbage fra din…” “bedstemor” fnøs, “…forretningsrejse?” Hendes stemme var dyb og hæs som en mands.
*Er det en mand, der er forklædt?* tænkte Emil.
“Om en uge, måske før,” sagde mor.
Emils hjerte sank. Han så på mor med øjne fulde af skuffelse, forvirring og tårer.
“Rejs ikke. Mor, tag mig med,” prøvede han en sidste gang og klamrede sig til hendes frakke.
“Bedstemors” hænder greb hårdt om hans skuldre. Overrasket slap han morens frakke. Mor lukkede hurtigt døren efter sig. Emil råbte, kaldte på hende og ruskede i håndtaget.
“Hold op med at skrige! Du overrumpler mig,” sagde “bedstemor” og slap hans skuldre. “Sluk for dramatikken. Tag din frakke af. Håber din mor ikke glemte dine sutsko. Jeg har ikke tænkt mig at bruge penge på dig. Min pension er lille.” Hun forsvandt ind i lejligheden og lod Emil stå alene.
Han var varm, men af ren stædighed tog han ikke sin frakke af. Han satte sig på hug og lænede sig mod døren. Men hans ben sov hurtigt. Emil rejste sig og åbnede sin jakke. Han kunne ikke nå knagerne, så han lagde den på skotøjsbænken. Han åbnede sin taske og så sine sutsko. De mindede ham om hjemmet, moren, og Emil begyndte at græde.
Da han endelig kom ud i køkkenet efter at have grædt færdig, sad “bedstemor” og røg ved bordet. Emil stirrede på hende, for han havde aldrig set en bedstemor ryge før.
“Mit navn er Margrethe Vilhelmine. Kan du sige det?” Hun viftede med hånden. “Bare kald mig Margot.”
Hun slukkede sin cigaret i askebægeret, som om hun trampede på en kakerlak, og begyndte at hoste. Noget raslede og boblede i hendes bryst.
Hvor lenge boede han hos Margot? Det føltes som en evighed. De talte sjældent. Et par gange kørte hun ham i skole, men efter tog han selv. Hun røg og så fjernsyn hele dagen.
En dag kom Emil hjem fra skole og så hans taske med tøj stå i entreen.
“Er mor kommet?” spurgte han glad.
“Nej.”
Næste morgen kørte Margot Emil til en to-etagers bygning, der lignede en stor børnehave. Han nåede ikke at læse skiltet over døren. Han svedte, mens han sad i gangen og ventede, mens Margot talte med direktøren.
Så kom hun ud og gik, uden at se på ham. Direktøren tog Emil i hånden og førte ham ned ad en lang gang. Bag hver dør lød børnestemmer. De gik op på anden sal og ind i et stort værelse med ti senge i to rækker.
Direktøren pegede på hans seng og gik. Før Emil kunne få sig til rette, kom fire drenge ind. To af dem var meget ældre end ham. Fire par øjne stirrede.
“Hvad hedder du, nye?” spurgte den ældste.
“Er din mor død, eller har hun bare glemt dig?” spurgt en anden.
“Hun er på forretningsrejse,” pippede Emil.
“Ha! Vi kender de ‘forretningsrejser.'” Drengene grinede. “Din mor har fundet en ny kæreste, og hun har dumpet dig her, så du ikke er i vejen.”
“Det passer ikke, hun kommer tilbage efter mig…”
Drengene åbnede hans taske og væltede alt hans tøj ud på gulvet. Så rev de hans rygsæk af ham. Noget af tøjet og bøgerne togMen da hans egen søn græd i hans arme en sen aften, forstod Emil endelig, at kærlighed ikke handler om at glemme, men om at vælge at bære sorgen sammen.
