14. marts – Morgen
Kære dagbog,
Jeg slog øjnene op og måtte straks lukke dem igen. Det lavmælte martslys skar gennem vinduet og ramte mig lige i ansigtet som en lasersigte. Jeg vred mig i sengen og prøvede at undvige solstrålerne.
“Er du vågnet, dit kryb?” lød kærstemors stemme. “Åbn dog de skamløse øjne, så jeg kan se dig. Alle andre mænd giver blomster og gaver til deres koner – og så skal du lige drikke dig fra sans og samling i går. Kan du overhovedet huske, hvad dag det er?”
Jeg kravlede mod væggen og kneb øjnene halvt i. Mellem mine smalle øjenhår så jeg Annelise stå med hænderne i siden, som en skibskaptajn i storm.
“H-hvilken dag?” spurgte jeg oprigtigt forvirret.
“Det er 8. marts, din stodder! Kvindernes kampdag. Det burde være mig, der får lov at fejre – men nej, du skal lige ned i hegnet. Skammer du dig ikke? Jeg havde gemt en flaske god rødvin fra Mette – men nej, din gris, du fandt den og tømte den selv! Var din snaps ikke nok?”
Før jeg nåede at dække mig, fløj en sutsko gennem luften og ramte mig lige i panden. “Så fik du…”
Jeg nåede at dukke mig under dynen, før den næste sutsko kunne finde målet. To sutsko – heldigvis var det alt, hvad hun havde. Jeg stak næsen frem.
“Annelise, jeg er så ked af det…” Jeg røb og prøvede at rejse mig, men faldt tilbage, viklet ind i sengetøjet.
Hun så bare på mig, rystede på hovedet og forsvandt ud i køkkenet. Der lød raslen af service. Når hun begyndte at rasle sådan, vidste jeg, at det ville vare længe.
Jeg besluttede at smutte ud, mens jeg kunne. Kravlede forbi køkkenet på vej til badeværelset. Sprøjtede koldt vand i ansigtet, skubbede tandbørsterne til side og fyldte et glas, som jeg tømte i én slurk. Glattede mit tynde hår med en våd hånd. Annelise fortsatte med at rasle derude.
Jeg sneg mig tilbage, tog tøj på og listede ud i entreen. Faldt næsten, da jeg stod på ét ben for at tage skoene på. Pludselig så jeg Annelise i døren.
“Hvor skal du hen, din stærke mand?”
“Annelise, jeg kommer snart…” Jeg greb min jakke og bakkede mod døren.
“Stop!” råbte hun og stormede frem, men jeg nåede at smutte ud og smække døren lige for næsen af hende.
“Bliv du bare væk!” råbte hun gennem døren.
Jeg lyttede ikke efter og skyndte mig ned ad trappen.
Udenfor skinnede solen, isen dryppede fra tagrenderne, og hist og her stak asfalten frem under den smeltede sne. Overalt var der mænd med gule mimosegrene eller farverige tulipaner.
“Undskyld, hr., hvad er klokken?” spurgte jeg en mand med en buket mimose.
“Det er tid til at kurere tømmermænd,” sagde han og gik videre.
“Ja, det ville ikke skade,” mumlede jeg og gik videre. Egentlig ville jeg spørge, hvor han havde købt blomsterne, men ordene faldt bare forkert ud.
“Dreng, hvor har du fået de blomster?” spurgte jeg en ung fyr.
“Derovre,” sagde han og pegede vagt bagud.
“Nåh,” sagde jeg og gik den vej.
Snart så jeg en dame ved fodgængerfeltet. Ved hendes fødder stod en æske med mimosegrene, der stak op som kyllingehoveder.
Jeg skyndte mig. Blomster ville måske redde situationen – og måske endda få mig en velkommen snaps. Men da jeg nåede frem, var der kun én tynd gren tilbage.
“Tag den, jeg giver dig rabat,” sagde hun og så på mig med et blik, der forstod alt.
“Jeg skal have en buket. Til min kone. Har du ikke flere?”
“Nej,” sagde hun og efterabede mig. “Men vent, så ringer jeg efter flere.”
Jeg tænkte, at én lille gren nok ikke ville gøre Annelise glad. Der var stadig mænd med blomster på gaden, så et andet sted måtte de sælges. Jeg gik videre.
På vejen kom jeg i tanke om at tjekke lommerne. Jeg kunne ikke huske, om jeg havde penge – Annelise kunne have taget dem for at holde mig fra flasken.
Jeg standsede og fandt en hundredkroneseddel. Hvad blomster kostede, anede jeg ikke.
Længere fremme stod en bil med blomster, og en flok mænd stod omkring den. Da jeg hørte prisen på tulipaner, sank mit hjerte.
“Skal du have én?” spurgte en skægget sælger med udenlandsk accent.
“Jeg har kun…” Jeg viste ham den sammenkrøllede hundredkroneseddel.
“Ah, for det kan du kun få én blomst. Hvad siger du?”
Jeg tænkte, at én enkelt blomst nok ikke ville gøre Annelise glad, så jeg gik videre.
Mit hoved arbejdede på højtryk for at huske, hvem jeg kunne låne penge af. “Lars skylder mig fem hundrede! Han må betale tilbage.”
Jeg skyndte mig til Lars’ lejlighed. Vi havde drukket sammen, men det var mine penge, så han skyldte mig.
“Hvem er det?” lød Lisas stemme gennem døren. Hun var Lars’ kone – en kvinde, der holdt så stramt på ham, at han kun sjældent slap ud. Lars kaldte hende “Galloperende Gift” bag hendes ryg.
“Det er mig,” sagde jeg og lænede mig mod nøglehullet.
“HVAD vil du?” spurgte hun.
“Jeg skal snakke med Lars. Han skylder mig fem hundrede. Jeg har virkelig brug for dem nu.”
Jeg pressede øret mod døren, men der var stille. Hun tænkte nok over det.
“Vent, så skal du få noget, du ikke kan bære!” råbte hun pludselig.
Jeg rykkede mig lidt. Døren gik så vidt op, at en hånd med en såkaldt “langemand” stak ud.
“Her, din stodder!”
Jeg reagerede hurtigt og trak i døren. Galloperende Gift vaklede frem, og armen med langemanden svingede forbi min næsetip. Bag hende så jeg Lars stå i en ældet “Gammel Dansk”-T-shirt og blomstrede underbukser.
“Lars, gør det nu for…”
Men døren smækkede i.
“Øv,” bandede jeg.
Hvor skulle jeg finde penge? Jeg burde have tjekket Annelises frakkelommer – hun gemte altid småpenge der.
Hvis det var sommer, kunne jeg bare plukke blomster fra en park. Hvem fik også den idé at lægge kvindedagen til marts?
Men jeg kunne ikke komme hjem medHan tog en dyb indånding, åbnede døren til deres lille lejlighed, og pludselig var alt, hvad der havde virket så vigtigt i dag, bare blege minder mod glæden i hendes øjne, da hun så de syv røde roser.
