Mette lå og holdt øjnene lukket. På den modsatte seng sad Freja med korslagte ben og læste højt fra en lærebog. Pludselig gik Métes telefon af med en populær melodi. Freja smækkede bogen i og sendte et bebrejdende blik mod sin veninde.
Mette sukkede og tog telefonen. Et øjeblik efter satte hun sig op i sengen. Så kastede hun telefonen fra sig, sprang op og begyndte at hive ting ud af skabet og proppe dem ned i en sportsbag.
“Hvor skal du hen? Hvad er der sket?” spurgte Freja bekymret.
“Det var naboen. Mor blev kørt på hospitalet – hun fik et hjerteanfald.” Mette lukkede tasken og gik mod døren, hvor deres jakker hang og støvlerne stod.
“I morgen er der eksamen. Hun er på hospitalet, de passer på hende. Gør det færdigt og tag afsted bagefter,” sagde Freja og rejste sig, mens hun så Mette trække støvlerne på.
“Hør, Freja, forklar det i studienævnet. Jeg kommer tilbage og ordner det. Jeg kan tage eksamen i ferien. Jeg skal nå bussen om fyrre minutter!” Mette knappede allerede sin jakke.
“Ring, når du ved noget om din mor,” bad Freja, men Mette var allerede ude af døren. Lyden af hendes hæle forsvandt ned ad gangen.
Freja trak på skuldrene og gik tilbage ind i værelset. På Métes seng lå opladeren til hendes telefon. Hun greb den og løb barfodet efter sin veninde.
“Mette! Mette, vent!” råbte hun, mens hun løb ned ad trappen.
Hoveddøren smækkede i. Freja sprang over tre trin ad gangen, skubbede døren op og var lige ved at styrte ud efter hende.
“Mette!”
Pigen vendte sig og så ledningen i Fridas hånd. Hun løb tilbage.
“Tak.” Så var hun væk igen.
“Jensen, hvad foregår der her? Den ene river døren af, den anden løber barfodet ud. Har I fået for mange energidrikke?” Det var vagttholderen, Karen, der rejste sig fra sit skrivebord.
“Undskyld, Karen, vi drikker ikke sådan noget,” sagde Freja og dansede på stedet. Sandkorn og småsten borede sig ind i hendes bare fødder. Isen foran kollegiet var dækket af sand.
“Mettes mor er kommet på hospitalet. Det er koldt, må jeg gå?” Freja ventede ikke på svar, men løb op ad trappen igen.
“Åh, Gud!” Karen sank tungt ned på stolen og korsede sig. “Gud bevare os!”
Freja kom tilbage på værelset, rystede sandet af fødderne, ryddede op efter Mette, tog sutsko på og gik ud i køkkenet med elkedlen. I morgen var der eksamen – hun ville varme sig med varm te og så læse videre.
Det var blevet mørkt, da der forsigtigt blev banket på døren.
“Hvem der?” råbte Freja, men der kom ikke noget svar.
Hun sukkede, rejste sig og åbnede døren.
“Hej!” Foran hende stod Anders med en lille buket blomster.
“Kom ind.” Freja ventede, til han var kommet ind, før hun sagde, at Mette var taget hjem.
“Men hun har eksamen i morgen,” sagde han forbløffet.
“Jeg ordner det med studienævnet. Hun kan tage den i ferien.” Freja kunne ikke tage øjnene fra blomsterne.
“De er til dig,” sagde Anders og rakte dem til hende.
“Tak. Vil du have te?” Hun tog en vase fra vindueskarmen.
“Jeg henter vand. Du kan tage jakken af.” Hun smilede og forlod værelset.
Anders tog kun skoene af, gik de få skridt hen til Métes seng og satte sig. Han strøg hen over det billige tæppe, som om han kærtegnede pigen selv.
Da Freja kom tilbage, satte hun blomsterne på bordet, tog et skridt tilbage og betragtede dem.
“De er smukke. Hvad er de for nogen?”
“Luktelærkespor,” svarede Anders. “Jeg går.” Han rejste sig.
“Skulle du og Mette noget sammen?” spurgte Freja hastigt. Hun ville ikke have, at han skulle gå.
“Ja. Jeg havde fået billetter til en koncert.”
“Virkelig? Så tag mig med. Billetterne skal da ikke gå til spilde.”
Anders tøvede.
“Men du har eksamen i morgen.”
“Og hvad så?” Freja viftede afværgende. “Jeg har læst hele dagen, det er på tide at slappe af.”
Anders tænkte sig om. Mette var taget afsted, og billetterne ville blive spildt. Han og Mette var kun lige begyndt at ses – det var intet seriøst. En koncert med hendes værelseskammerat var ikke at betragte som forræderi, vel?
“Lad os gøre det,” sagde han.
“Ja!” Freja hoppede af glæde og klappede i hænderne. “Vent ude på gangen, jeg skal lige klæde om.”
“Jo, selvfølgelig.” Anders tog hurtigt skoene på og gik ud.
Fem minutter senere kom Freja ud. Anders bemærkede, at hun havde haft tid til at sætte mascara på, læbeÅrene gik, og selvom ingen af dem nogensinde helt glemte fortiden, fandt de alle sammen en måde at leve med den på.
