Da Lise og hendes mand Andreas flyttede ind i lejligheden, boede der allerede en ældre par på første sal. Agnes Marie og Aksel Thorvald gik altid sammen, til butikken, til lægen, og på deres aftentur. Arm i arm, støttende hinanden. Sjældent så man dem hver for sig.
En aften kom Lise og Andreas hjem fra et besøg. Foran deres opgang stod en ambulance, og ud af døren blev der båret en person på en båre. Lige bagved trippede den gamle Aksel, knap nok følgende med.
Alle kaldte ham gammel Aksel, men hans kone blev tiltalt med hendes fulde navn, Agnes Marie. Aksel var helt gråhåret, selv den sparsomme skægstub på hans rynkede ansigt var gråt. De tynde, rynkede øjenlåg hængte over hans lysegrå, gennemsigtige øjne. Han så fortabt og skræmt ud.
“Hvad er der sket?” spurgte Andreas, der gik hen til den gamle mand.
Aksel viftede bare afværgende med hånden. Andreas henvendte sig til en af lægehjælperne, der skubbede båren med den spinkle gamle dame ind i bilen.
“Hvem er du?” spurgte manden uviligt.
“Jeg er nabo, jeg er bare bekymret,” svarede Andreas.
“Gå væk, nabo. Vis din bekymring et andet sted.” Båren forsvandt ind i ambulancen, lægehjælperen smuttede ind efter og begyndte at lukke bagklappen.
Aksel prøvede også at komme med.
“Hvor skal du hen? Bliv hellere her. Du kan ikke hjælpe din kone. Hun skal på intensiv, der må du ikke være. Du vil bare være i vejen. Naboen her kan følge dig hjem og holde øje med dig,” sagde lægehjælperen og lukkede døren indefra.
Ambulancen kørte fra gårdspladsen med udrykning. Aksel, Andreas og Lise lyttede efter sirenen, indtil den døde bort i det fjerne.
“Kom, gamle Aksel. Lad os gå hjem. Det er ikke sommer, det er koldt, du bliver forkølet. Du er kun iført en skjorte. Han har ret. Hun er i gode hænder på hospitalet,” sagde Andreas.
Den gamle mand lod sig føre hjem.
“Vil du ikke komme op til os? Det er altid lettere, når man ikke er alene,” foreslog Andreas ved den vidt åbne dør til lejligheden på første sal.
“Tak. Jeg går hjem. Jeg vil vente på min lille Agnes Marie,” mumlede den gamle mand og gik ind i sin lejlighed.
“Nå, som du vil. Vi bor i nummer 17, hvis du mangler noget,” mindede Andreas ham om.
Aksel nikkede og lukkede døren efter sig.
“Stakkels mand. De har levet hele livet sammen,” sukkede Lise, mens hun gik op ad trappen efter Andreas. “Vi må underrette familien, så de kan komme og passe på ham.”
“Han har ingen familie,” vendte Andreas sig om.
“Hvordan ved du det?” spurgte Lise skeptisk.
“Jeg talte med ham engang. Hans bror døde ung. Han har en nevø et sted, men tror du, den gamle betyder noget for ham? De fik aldrig børn. Så hvis noget sker, står han helt alene. Og gamle mennesker lever ikke længe alene, ligesom svaner. Hvis de mister deres partner, dør de af sorg.”
“Sikke en romantiker du er. Ligesom svaner…” fnøs Lise.
Næste dag efter aftensmad besluttede Andreas at besøge den gamle.
“Gå ned og se, om han har brug for hjælp. Vi må ikke risikere, at han begynder at tænke for meget,” sagde Lise.
Andreas gik ned til første sal. Døren til Aksels lejlighed stod åben. Han gik hurtigt ind.
“Gamle Aksel, er du der?” råbte han ind i lejligheden.
Fra køkkenet kom Aksel listende, bøjet og nedtrykt.
“Undskyld, jeg ville bare lige høre, hvordan du har det. Hvorfor låser du ikke din dør?”
“Glemte det,” Aksel viftede afværgende. “Kom ind, vil du have en kop te?”
“Nej tak, vi har lige spist. Har du selv spist?”
“Jeg får ikke noget ned. Jeg tænker kun på min lille Agnes Marie.” Aksel satte sig tungt på en medtaget taburet.
Andreas gik ind i det rene lille køkken. På bordet stod en halvtom kop te med underkop. De lyse røde valmuer med gyldne blade på koppen fangede hans blik.
“Min Agnes Marie elskede smukt porcelæn,” sagde Aksel med et suk. “Hun er væk, men jeg kan alligevel ikke drikke te af et glas. Gammel vane, du ved. Vil du ikke have en kop til?”
“Du må ikke give op endnu. Lægevidenskaben er ikke, hvad den har været…”
“Vi var sammen hele livet. Jeg kan ikke forestille mig livet uden hende… Hun var aldrig rigtig syg. Altid på benene. Det må have tømt hendes kræfter.” Aksel sukkede eller hulkede, uden at høre på Andreas. “Jeg troede, jeg var den første, der skulle gå. Men nu forstår jeg, at det måske er bedre sådan. Det ville have været hårdere for hende. Jeg er en mand, jeg er stærkere. Du kan gå, jeg klarer den nok.”
“Nå, hvordan har han det?” spurgte Lise, da Andreas kom hjem.
“Han holder modet oppe. Han siger, hun aldrig har været syg før.”
“Så bliver hun nok rask igen,” sagde Lise opmuntrende.
Men næste dag kom Aksel op til dem og fortalte, at Agnes Marie var gået bort. Han kaldte hende ved hendes fulde navn. Han bad om hjælp til begravelsen.
“Selvfølgelig, kom ind, så kan vi tale om det,” sagde Andreas.
To uger efter begravelsen satte Lise sig på sofaen ved siden af Andreas.
“Stakkels mand. Nu står han helt alene,” begyndte hun.
Andreas nikkede, uden at tage øjnene fra tv-skærmen. Der var fodbold.
“Jeg har tænkt på noget…”
Andreas nikkede igen, uden at lytte.
“Hvorfor nikker du? Jeg har ikke engang sagt noget endnu. Kan du ikke lige tage øjnene fra tv’et?” krævede Lise.
“Kan vi ikke tale om det senere?” Andreas fulgte ivrigt med i kampen.
“Nej. Søren fylder 15 om to måneder. Om et par år er han voksen. Hvad hvis han gifter sig? Han vil jo selvfølgelig have sin kone med herind i denne lejlighed,” sagde Lise.
“Hvad snakker du om? Hvilken kone? Hvem?” Andreas så endelig væk fra tv’et og kiggede kort på sin kone.
“Netop det. Tiden går hurtigt. Hvordan skal vi alle fire have plads her? Hvad med fem?” fortsatte Lise.
“Hvor vil du hen med det her? Jeg forstår det ikke.” Andreas knurrede. Hans hold tabte.
“Aksel er 81. Det fandt jeg ud af. Respektabel alder. Alt kan ske. Han er alene, trist og ensom. Og han har en toværelses. Hvis noget sker, går den til staten,” forklarede Lise.
“Og hvad så? Vi er ikke familie. Den kommer slet ikke til atMen Aksel og Oksana levede mange glade år sammen i den solrige lejlighed, mens Lise og Andreas lærte, at kærlighed og medmenneskelighed var vigtigere end materielle planer.
