Godt, min mor troede faktisk på mig.
Det her skete for mig i påsken sidste år. Det var sent om aftenen, omkring klokken otte, lige på skærtorsdag. Jeg gik ned ad en gade, hvor kun en enkelt lygte lyste. Alt andet var mørkt. I det fjerne så jeg en stor skygge. Det var ikke en person. Man kunne tydeligt se, at hun ikke gik, hun nærmede sig bare… helt lydløst, uden at ændre form.
Jo længere jeg gik, jo tættere følte jeg, hun kom. Indtil hun pludselig, i løbet af et øjeblik, forsvandt. Bare sådan, ud af ingenting. Jeg stod fuldstændig lammet og forstod ikke, hvad jeg lige havde set. Og det værste er, at der kun en gade længere er en kirkegård.
Lige siden da, hver gang jeg går den vej, undgår jeg at kigge hen mod enden. Bare hvis hun skulle dukke op igen…
