Kærligheden bankede på min dør…
Mette forlod landsbyen og flyttede til København for at studere. Efter den lille landsbyskole var universitetsstudierne hårde, men hun sad hele dagen med bøgerne for at klare eksaminerne og beholde sit stipendium. Hendes mor kunne kun hjælpe med madpakker.
Da hun fik arbejde, begyndte hun selv at sende penge hjem. Hver ferie tilbragte hun i landsbyen. Hun drømte selvfølgelig om havet, men sagde altid, at luften, skoven og åen i landsbyen var bedre end nogen sydenrejse.
“Mette, hvornår finder du dig en mand? Kan du virkelig ikke lide nogen? Jeg får nok aldrig børnebørn,” sukkede moren.
“Bare rolig, mor, det skal nok ske,” svarede Mette, men snakken om ægteskab begyndte at irritere hende. Alle i landsbyen spurgte altid først og fremmest, hvornår hun ville giftes.
Der havde været fyre i hendes liv, og kærlighed også, men ingen havde endnu bedt hende om at blive hans kone.
Hun arbejdede på en avisredaktion. En dag, da arbejdsdagen var slut, væltede regnen ned udenfor. Det lignede, det var ved at stilne af. Mette trak regnfrakken på, greb paraplyen og skyndte sig ud. Men da hun trådte udenfor, begyndte det at styrte ned igen. Hun stod under det lille tag over bygningens indgang og så biler sus forbi, sprøjtende vand fra hullerne i vejen.
Tunge dråber slog mod det våde asfalt, og plaskende vand nåede hendes fødder. Hun krøb sammen mod muren for at finde ly. En stor bil bremsede op foran en vandpyt, så den ikke skulle sprøjte hende, og standsede helt.
“Frøken, hop ind i bilen. Selv hører regnen op, er vejene oversvømmede – du bliver nødt til at svømme hjem,” råbte en ung mand gennem det åbne sidevindue.
Og Mette satte sig ind. Et halvt år senere friede hendes redningsmand til hende. Det var ikke fordi hun var vildt forelsket, men det var på tide at blive gift, og med Bo var det trygt og stabilt. De flyttede ind hos hans mor i en stor lejlighed midt i byen.
Moren syntes ikke om Mette fra starten.
“Tro ikke, du kan snige dig til vores lejlighed. Det skal nok ikke lykkes for dig,” advarede hun straks.
“Det er upassende at gå i morgenkåbe hele dagen. Den er kun til brug mellem sengen og badeværelset. Hvad hvis der kommer gæster? Skift nu!” beordrede svigermoren.
Og Mette skiftede. At gøre rent og lave mad i fine kjoler var upraktisk og ubehageligt. Selv gik Inger, svigermoren, rundt som om hun skulle til en middag hos kongen.
Kort sagt kom de ikke godt ud af det sammen. En dag hørte Mette, hvordan moren overtalte sin søn til at skille sig af med hende, mens der ikke var børn i billedet. Grædende fortalte Mette Bo, at hans mor havde ret – måske var det bedre at skilles. Hun begyndte at pakke sine ting.
Men Bo lod hende ikke gå. Dagen efter lejede han en lejlighed, og de flyttede væk fra moren. Livet blev bedre. Måske ringede Inger stadig og drillede Bo, men hun besøgte dem ikke. Og Bo fortalte sin kone ingenting. De sparede op til deres egen lejlighed, lagde penge til side hver måned.
En søndag kørte de ud til en sø med venner. Fiskeri, grillmad… De kørte hjem i mørket. Vennernes bil forsvandt foran dem, og Bo trykkede speederen i bund for at indhente dem.
Mette nåede ikke at forstå, hvad der skete. Pludselig kom en stor bil susende mod dem. Føreren var enten faldet i søvn eller mistet kontrollen – et sammenstød var uundgåeligt.
Bo døde på stedet, mens Mette blev alvorligt kvæstet med mange brud. Fire måneder senere blev hun udskrevet fra hospitalet. Bleg, svag og haltende tog hun hen til deres lejede lejlighed, men en anden familie boede der nu. Hun fik en lille taske med sine ting. Bos ejendele var blevet hentet af svigermoren, som også havde opgivet lejligheden.
Mette gik hen til Bos mor. Kvinden åbnede døren men lukkede hende ikke ind. De talte gennem dørspalten.
“Inger, må jeg bo hos dig, indtil jeg finder en lejlighed?”
“Det skulle mangle! På grund af dig er min Bo død. Og du kom ikke engang til begravelsen. Gå din vej!” Så smækkede hun døren i.
“Inger, det var ikke min skyld, at Bo døde… Jeg lå på hospitalet… Jeg kunne ikke komme…” råbte Mette og hamrede på døren.
“Gå væk, ellers ringer jeg til politiet!” truede svigermoren indefra, og Mette gav op.
At bede om halvdelen af de penge, de havde sparet op sammen, turde hun ikke engang forsøge.
Hun gik ud på gaden – men hvor skulle hun tage hen? Venner havde hun ikke. Dem, de havde været ved søen med, var Bos venner. Og hvem ved, hvad svigermoren havde fortalt dem om hende.
Sådan, som hun var, tog hun hjem til sin mor i landsbyen. Men der ventede en ny katastrofe: Moren var død for to måneder siden, mens Mette lå på hospitalet. Hendes telefon var blevet ødelagt i ulykken, så ingen kunne nå hende.
Huset så ud, som om moren lige var gået ud og snart ville komme hjem, slå hænderne sammen af glæde og begynde at lave mad… Tårer vældede op i Mettes øjne.
“Mor, hvordan kunne det ske? Jeg har brug for dig nu…” Hun satte sig på sengen, tog mors cardigan fra sengestolpen og grov ansigtet ned i den. Lugten var der stadig. Mette brød fuldstændig sammen. Så faldt hun i søvn, mens hun holdt om cardiganen.
I drømme hørte hun banken på døren. “Mor er hjemme!” udbrød hun glad, men så hørte hun Bos stemme: “Mette, åben døren, det er mig, Bo. Mette…” Hun sprang op og smækkede døren op. På dørtrinnet stod Bo med blodigt ansigt…
Mette vågnede ved sit eget skrig. Hjertet hamrede, som om det ville sprænge brystet. Hun kunne knap trække vejret. Nogen bankede faktisk på døren. Mette frøs. “Er det stadig en drøm? Sover jeg endnu?” tænkte hun forskrækket.
“Hey, er alt okay?” lød en fremmed mands stemme udenfor.
Banket gentog sig. Mette rejste sig, åbnede døren og tog et skridt tilbage. På trinnet stod en høj, skæggHan strøg sig gennem skægget og sagde stille: “Jeg vidste, du ville komme hjem til sidst,” og pludselig føltes alt, hvad der var gået galt, som en fjern drøm, der nu var tid til at vågne fra.
