**En rigtig mand**
Mette og Jens havde været kærester i to år. Mettes mor begyndte at blive bekymret for, at datteren spildte sin tid på ham, for det led jo ikke til noget bryllup. Jens sagde altid, at de ikke skulle haste – de havde hele livet foran sig, og de havde det godt sammen…
Sommeren gik, løvet faldt fra træerne og dækkede fortovene i et gyldent tæppe, og så begyndte regnen. Og en kold, fugtig oktoberdag faldt Jens pludselig på knæ og friede til Mette med et lille, beskedent ring.
Hun kastede armene om hans hals og hviskede et “Ja” i hans øre. Så satte hun ringen på fingeren og råbte højt: “Ja!” med armene i vejret, mens hun hoppede af glæde.
Dagen efter gik de til borgerservice og afgav deres vielseserklæring, lidt genert og nervøse. Brylluppet blev sat til midt i december.
Mette havde egentlig drømt om et sommerbryllup, så alle kunne se, hvor smuk hun var i den hvide kjole. Men hun sagde ikke noget. Hvad nu hvis han udsatte det til næste sommer – og måske ombestemte sig? Hun elskede ham og kunne ikke klare at miste ham.
På vielsesdagen var det et rigtigt snestormvejr. Vinden havde ødelagt hendes omhyggelige frisure, og den luftige kjoles liv stod ud som en klokke, som om det næste vindstød ville feje den smukke brud med sig langt væk. Men på trappen samlede Jens sin lykkelige kone op og bar hende til bilen. Hverken sneen eller den ødelagte frisure kunne ødelægge de to forelskedes glæde.
De første år svømmede Mette i kærlighed og lykke. Det skulle vare evigt – eller i hvert fald føltes det sådan. Selvfølgelig var der små skænderier, men om natten fandt de altid sammen igen og elskede hinanden endnu højere.
Et år senere kom den lille Emil ind i den lykkelige unge familie.
Drengen var rolig og klog, til glæde for både mor og far. Jens, som de fleste mænd, hjalp ikke ret meget med at passe ham. Han var bange for at holde den lille, og hver gang han gjorde det, begyndte Emil at græde, så Mette skyndte sig at tage ham tilbage.
“Du er bare bedre med ham. Når han bliver større, kan vi spille fodbold sammen. Jeg sørger for, at I får det godt,” sagde Jens. Men hans løn var kun lige nok til de tre.
Emil blev større og startede i børnehaven, og Mette fandt et arbejde. Men pengene blev ikke flere, og det lykkedes dem aldrig at spare sammen til udbetalingen på et hus. Der begyndte at komme skænderier om, hvem der brugte for mange penge. De kunne ikke længere bare lade det hele glide, som de plejede.
“Nu er det nok. Jeg slider mig selv ihjel, og alligevel er der aldrig penge nok. Spiser du dem, eller hvad?” spurgte Jens en dag, irriteret.
“Nej, det gør du,” svarede Mette skarpt. “Se lige den mave du har fået.”
“Kan du ikke lide min mave? Du har da heller ikke ligefrem holdt dig selv, skal jeg hilse og sige. Jeg giftede mig med en smuk sommerfugl, og nu er du blevet til en larve.”
Ord løb af med dem, og de skændtes som kat og hund. Mette tørrede øjnene, hentede Emil i børnehaven og gik hjem. Mens hun lyttede til sønnens pludren, gik det pludselig op for hende, at hun ikke kunne undvære Jens. Når hun kom hjem, ville hun kramme ham, kysse ham og sige undskyld. Og så ville alt blive godt igen. Kærlighedens strid gør kærligheden sød. Hun fik det bedre og skyndte sig hjem med den lille Emil, der knap kunne følge med.
Men lejligheden mødte dem med mørke og stilhed. Jens’ jakke og sko var væk. “Han kommer nok tilbage, når han har kølet ned,” tænkte Mette og begyndte at stege kartofler med flæsk – hans yndlingsret.
Men Jens kom ikke hjem den aften, og han svarede ikke, når hun ringede. Næste morgen, udmattet af søvnløshed og mørke tanker, afleverede hun Emil og tog på arbejde. Hun kunne knap vente til frokostpausen, hvor hun fik lov at gå hjem med dårlig mave – men i stedet tog hun til Jens’ arbejdsplads.
Mette gik hen til hans kontor, gentog de ord, hun havde øvet, og åbnede døren.
Der stod Jens med ryggen til og kyssede en anden kvinde. Hendes hænder med de skrigende negle lå mod hans jakke, som om hun ikke havde tænkt sig at slippe.
Kvinden åbnede øjnene og så Mette, men i stedet for at trække sig væk, holdt hun kun fastere om ham.
Mette løb ud som om hun var brændt. Hun gik gennem gaderne ud at se noget, stødte ind i forbipasserende, mens tårerne flød. Hun kunHun endte ved sin mors hoveddør, hvor hun sammenkrøbet på trappen græd den sidste tro på kærlighed ud af sig.
