*Dagbogsnotat*
Den kolde støvregn prikkede mod ansigtet og fik øjnene til at svie. Signe slentrede afsted og længtes efter at komme hjem. Tankerne var tågede, som om de var blevet revet ud af et gammelt, slidt lagen. Da hun undgik endnu en sølepytt på fortovet, gled hun næsten i den tynde mudderkant. »Nok med at gå i høje hæle. Jeg er ikke en ung pige længere.«
Endelig var hun hjemme. Signe tastede koden ind i entreens dør. En tør, støvfuld varme fra radiatorerne, som stadig stod på fuld kraft trods foråret, slog hende i ansigtet. Hvorfor ikke om vinteren? Elevatoren kærte hende langsomt op til femte sal. »Er jeg ved at blive syg? Jeg har ingen kræfter tilbage,« tænkte hun og lænede sig mod elevatorens væg.
I entreen sank hun udmattet ned på den lille puff, lænede sig mod væggen og lukkede de tunge øjenlæg. »Endelig hjemme.« Et øjeblik efter var alt sort, uden lyde eller dufte.
»Mor, hvorfor sidder du i mørke? Er du okay?«
Hun røg sammen ved lyden af Mathiasses stemme men åbnede ikke øjnene.
»Nej, skat. Jeg er bare træt,« mumlede Signe med en tung tunge.
Hun mærkede, at Mathias stod og stirrede på hende. Med besvær åbnede hun øjnene, men han var væk – dog lyste køkkenet. Signe smed skoene, vred de befriede tæer og rejste sig. Med det samme vaklede hun og gribe efter garderobestativet.
»Mor!« Mathias greb hende i sidste øjeblik.
»Jeg føler mig lidt svimmel.«
Mathias hjalp hende ind i stuen, hvor hun sank ned i sofaen og strakte benene. »Så dejligt.« Øjnene lukkede sig af sig selv… Pludselig vækkede hun med et ryk og så sin søns bekymrede blik.
»Mor, er alt okay?«
Signe nikkede og bad om varm te. Mathias forsvandt modstræbende ud i køkkenet.
Hun huskede, hvordan hun engang var vågnet på kontorets gulv uden at huske faldet. »Jeg føler mig som en gammel dame, og jeg er kun niogtredive. Måske er jeg virkelig syg? I morgen tager jeg til lægen.« Signe sukkede og gik ud i køkkenet.
»Du er bleg. Har du ondt i hovedet?« Mathias satte en dampende kop te foran hende.
Signe smilede anstrengt.
»Bare træt, og vejret er også trist med al denne regn.« Hun nippede til teen. »Har du spist?«
»Ja, mor. Jeg har lektier.«
»Gå du bare. Det er okay.« Signe drak teen langsomt, skiftede til en blød, slidt morgenkåbe og kiggede ind i Mathias’ værelse. Han sad ved skrivebordet, bøjet over en bog. En bølge af ømhed skyllede ind over hende. Hendes egen, elskede, eneste – og allerede så voksne.
»Lægen, hvad er der galt med mig? Måske vitaminer?« næste morgen sad Signe på lægens kontor. Hun havde sovet, men følte sig lige så udmattet.
»Vi må se. Her er henvisninger til blodprøver og MR-scanning. Kom tilbage, når du har resultaterne. Og ikke vent for længe. Er der kræft eller slagtilfælde i familien?«
»Ja. Min far døde af kræft, min mor af et slagtilfælde. Så det kan være… Jeg har en søn. Han har ingen andre end mig. Jeg må ikke dø!« Hendes råb kastetegnes mod væggen og satte sig som en klump i halsen.
»Lad os ikke drage forhastede konklusioner. Der er arvelige tendenser, men du er stadig ung… Kom tilbage med resultaterne. Indtil da får du en sygemelding – tag det roligt.«
»Mor, var du hos lægen? Hvad sagde han?« Da Mathias kom hjem fra skolen, stod Signe i køkkenet og lavede suppe.
»Ikke noget endnu, skal have nogle undersøgelser. Væk mig ikke i morgen.«
Hun iagttog, hvordan Mathias spiste. »Så voksen. Hvad hvis jeg har noget alvorligt? Kræft? Bedst ikke at tænke på det.«
»Mor, er alt okay? Du virker fjernt.«
Hun blinkede.
»Du er altid så træg,« sagde Mathias.
»Jeg tænkte bare.«
Natten bragte ingen søvn. Hvordan falde i søvn, når tankerne malte katastrofer? Signe mindedes sin barndom, sine forældre, hvordan de forsvandt én efter én, mens hun studerede. Dengang mødte hun Mikkel. Han støttede hende. Han boede på kollegie, kom fra en anden by. Snart flyttede de sammen.
Da Signe blev gravid, jublede Mikkel og friede straks. Ingen stor vielse – hendes forældre var væk, og hans mor boede langt væk. De besøgte hende senere.
Selvfølgelig var der skænderier. Ingen kunne guide dem. Signe undgik konflikter, selv når Mikkel blev sent hjemme. Men da Mathias var to, sagde han pludselig, at han elskede en anden – han skulle videre…
Hun græd, bad ham blive, klynge sig til hans skjorte. Han rev sig løs og skubbede hende væk. Signe satte Mathias i vuggestue og fik arbejde. Hvor var det hårdt. Mathias var ofte syg. Hun tog ekstrajob, men pengene rækkede aldrig.
Kun én gang ringede hun til Mikkel, da Mathias var syg og dyre medicin var nødvendig. Han sendte 2000 kroner og spurgte, hvad hun brugte børnepengene på.
Da Mathias spurgte om sin far, fortalte hun sandheden. Senere indrømmede han, at han havde stået uden for farens kontor – men faren var for optaget af en smuk kvinde til at bemærke ham.
Mathias led over, at faren havde byttet dem væk. »Hvorfor pyntede mor sig ikke, som hans nye kone?« Hvordan forklare, at hun prioriterede ham – at der ikke var penge til hende selv? Hun frygtede, det ville lyde som en bebrejdelse.
Så kom puberteten. Mathias blev arrig, grov, kæmpede for frihed. Hun fandt cigaretter i hans lommer. Endnu en gang ringede hun til Mikkel for hjælp. »Jeg har lige fået en datter. Jeg har ikke tid – eller penge,« lød svaret.
Signe prøvede at tale med Mathias, men det endte i skænderier, hvor han truede med at løbe hjemmefra. Hvor meget svigt og smerte havde hun ikke gennemlevet?
Men nu spillede Mathias guitar og var rolig. Det var, som om alt var godt – indtil besvimeMen da Signe en dag stod op og så sin sons bekæmpede smil, vidste hun, at kampen var værd at kæmpe, fordi kærtegn og små øjeblikke af forståelse gjorde alt ondt lidt lettere at bære.
