**Onkel Poul, eller Livet Går Videre…**
Jens sad ved køkkenbordet og stirrede tomt på væggen foran sig. Der var intet interessant dér, og slet ikke svarene på hans spørgsmål. Han sukkede og så med et væmmeligt udtryk på den halvtømte kop te, der var fortyndet til det yderste. Der var ikke mere te, og heller ingen penge til at købe det. Jens rejste sig og hældte teen i vasken, skyllede koppen, fyldte den med afkølet vand fra elkedlen og drak.
Hvordan var han endt her? Han havde jo haft alt: job, lejlighed, kone, en datter… Og nu var der intet tilbage.
***
Jens var femten, da hans mor bragte en mand med hjem. Hun holdt ham fast under armen, tæt presset mod ham.
“Det her er Onkel Poul. Han skal bo hos os nu. Vi er blevet gift,” sagde hun nervøst og fiklede ved halsen på sin blomstrede silkebluse.
Onkel Poul så meget ældre ud end moren, var lavere end hende og tynd som en pind. Han betragtede den surmulende dreng med ro i blikket.
Jens var ikke et barn længere, han havde anet, at hans mor havde en anden. Hun forsvandt ofte om aftenen med løgne om, at hun var hos en veninde. Hun kom hjem med et svævende, lykkeligt blik og en skyldig halvsmil på læberne, hvor læbestift var gnavet væk. Egentlig nød han at være alene.
Alle sagde, hans mor var smuk og ung. Det var rart at høre, selvom Jens ikke selv kunne se det. En mor var en mor, ikke værre end andres. Men ung? Alle over tredive syntes han var gamle.
Hans far kendte han ikke. Moren talte ikke om ham. Og nu havde hun taget Onkel Poul med hjem. Havde de ikke haft det godt bare de to? Jens vendte sig om og gik ind på sit værelse.
“Jens!” kaldte hun med en stemme, der lød som om den knækkede.
Han smækkede døren.
“Skatter, han er god og pålidelig. Livet bliver lettere med ham. Du skal ikke være jaloux, du er stadig det vigtigste for mig,” sagde hun senere, da hun kom ind på hans værelse. “Jeg laver kartofler med stegt flæsk, og så spiser vi aftensmad. Og prøv at opføre dig ordentligt over for ham.”
Moren fløj omkring Onkel Poul med blussende kinder og et diset blik. Jens var rasende jaloux. Skyldbevidst gav hun ham flere lommepenge. Som afbetaling.
“Du skal ikke være vred på din mor. Hun er et godt menneske. Du er voksen nu. Om få år får du din egen familie – tror du, det er nemt for hende at være alene? Netop. Jeg vil ikke gøre hende noget,” prøvede Onkel Poul at tale til ham.
Jens tav surt, men han vidste, manden havde ret. Man måtte give Onkel Poul det – han spurgte aldrig ind til skolen eller hvad Jens ville blive.
Da han blev student, bekendtgjorde Jens, at han ikke ville studere, men i stedet aftjene værnepligt. Han følte sig som en fremmed i sit eget hjem.
“Godt. Hæren er en god skole. Respekt for det. Du kan altid studere senere i dit fritid. Uddannelse er vigtigt. Gør din tjeneste, og så finder du ud af, hvad du skal,” sagde Onkel Poul bestemt og afbrød morens protester.
Da Jens kom hjem et år senere, stærkere og mere moden, var moren ved at kvælge ham i favnen og havde dækket et festbord. For første gang lod han Onkel Poul omfavne ham. Han drak med ham, ligeværdigt, og blev hurtigt fuld i sin uerfarenhed.
“Hvad vil du nu?” spurgte Onkel Poul. “Det er for sent at studere, undervisningen er allerede i gang. Hvad kan du?”
“Lad ham være,” gav moren sig ind i det og klappede ham på skulderen.
Jens fortalte, at han i hæren havde fået kørekort og kunne køre næsten alt. Han kunne også reparere biler.
“Godt. En af mine venner har et værksted – jeg taler med ham om at tage dig ind. Lønnen er god, men du skal arbejde hårdt,” sagde Onkel Poul.
“Det gør jeg,” sagde Jens.
En måned senere fik han sin første løn og annoncerede, at han ville leje en lejlighed og bo alene.
“Det tillader jeg ikke!” råbte moren. “Hvem skal lave mad til dig? Du skal bare finde nogle venner, piger…”
“Hold op, Lise. Var du ikke ung engang?” standsede Onkel Poul hende. “Han har ret. Han kan ikke tage piger med hjem til os. Men du skal ikke leje.” Han gik ud i entrén og kom tilbage med en nøgle. “Bo i min lejlighed. Den er lille, i udkanten af byen, men nok til dig. Jeg fik den efter skilsmissen. Der bor nogle lejere nu, men jeg ringer, så flytter de.”
“Vær forsigtig med piger, tøv ikke med at vælge med omhu. Hvis du gifter dig, bliver det et rod med husleje. Og drik ikke for meget,” formanede Onkel Poul.
Med disse ord i tankerne begyndte Jens sit selvstændige liv. Moren kom de første uger forbi med suppe og frikadeller, mens han var på arbejde. En dreng skulle have varm mad! Men da han fandt en kæreste, Mette, holdt hun op med at komme. De boede sammen i næsten to år. Jens læste til maskiningeniør på aftenkursus.
Han kunne ikke huske, hvorfor de skændtes. Men de gik fra hinanden uden drama. Det var næsten, som om Mette havde startet skænderiet for at gå. Så var der andre piger, indtil han mødte den rødhårede skønhed, Marie. Mænd vendte hovedet, når de gik forbi. Jens blev jaloux, mens Marie grinede og drillede ham.
Kun ét år var tilbage af studiet. Bange for, at Marie skulle blive taget fra ham, friede han. Til hans glæde sagde hun ja. Lige efter brylluppet bekendtgjorde Marie, at hun var gravid. Mette havde været forsigtig, så han antog, Marie også var, og blev overrasket.
Moren tvivlede på, at barnet var hans, hvilket hun antydede. Jens afviste det. Men han tænkte på noget andet. En lille lejlighed var fint for to, men et barn havde brug for plads. Han talte med Onkel Poul, der lovede at sælge lejligheden. Han smed penge til, så Jens kunne købe en toværelses.
Da lille Signe kom til verden, nævnte moren forsigtigt, at barnet ikke ligende Jens. Hvor kom de sorte hår fra? Hans var lyse, Maries rødlige. Hun var født for tidligt, men så sund ud. Hun foreslog en faderskabstest.
Jens troede ikke på hendes tvivl, han tog ikke testen. Alle spædbørn så ens ud for ham. Så barnet havde mørkt hår – det kunne ændre sig.
Men et år senere, på vej hjem fra arbejde, så Jens Marie i gMen da han vendte sig for at gå ind, så han Nadja stå på balkonen med en kop te og smile til ham, og han vidste, at livet alligevel havde mere at byde på.
