**Det Sidste Brev**
Mette kendte ikke sin far. Da hun blev større og spurgte sin mor om ham, svarede hun bare:
“Har du det ikke godt sammen med mig?”
Lise elskede sin datter, men forkælede hende ikke. Hvordan kunne hun ikke elske den stille pige med de store øjne? Mette var aldrig til besvær, løb aldrig fra skolen, fik gode karakterer og lyttede altid til sin mor.
Hun var en almindelig pige, ikke noget særligt. Ikke alle kan være skønheder. Aldrig havde nogen voksne sagt, at hun var sød eller charmerende. “Hun ligner sin mor,” sagde de i stedet.
Mor brugte ikke lækker parfume, lagde ikke læbestift og gik ikke i høje hæle. “Høje hæle? Når man har stået ved maskinerne hele dagen, gør det ondt i fødderne,” sagde mor. Hun arbejdede på en tekstilfabrik. I hallerne var der så meget støj, at hun havde lært at tale højt, næsten råbe.
Efter niende klasse sendte mor Mette på landet for sommerferien til sin veninde. Det så ud til, at mor havde fundet en ny kærlighed. Datteren skulle ikke være i vejen, og det var for tidligt at fortælle hende om det.
“Hvordan mødte du min mor?” spurgte Mette moster Karen. “Hun er bybo, og du bor på landet.”
“Din mor var også fra landet. Vi har været veninder siden vi var små. Senere flyttede hun til byen og fik arbejde på fabrikken. Har hun ikke fortalt dig det? Hun skammede sig altid over sine bonderødder,” sukkede moster Karen. “Jeg blev her, giftede mig lige efter skolen. Gud gav mig ingen børn, og min mand forsvandt i byen for at arbejde. Så nu bor jeg alene. Din mor kunne i det mindste få et barn, men her er der ikke engang ordentlige mænd. De drikker allesammen.”
“Hvad med min far? Ved du noget om ham?”
“Hvad skulle jeg ikke vide? På fabrikken arbejder der kun kvinder. Efter en lang dag er der ikke tid til kærlighed. Din mor fik en lejlighed som en af de bedste arbejdere. Det var ikke alle, der var så heldige. Og årene går.”
En mand kom engang som maskinreparatør. Ikke nogen skønhed, men det behøver en mand heller ikke at være. I en kvindeflok er enhver mand attraktiv. Jeg ved ikke hvordan, men hun blev gravid med ham. Det var sidste chance, hun var ved at blive for gammel.
Lise var ikke smuk. Hun havde ikke en hær af bejlere. Da hun fandt ud af, at det blev en pige, blev hun endnu gladere. En pige er lettere at opdrage uden en far. Hun fødte barnet for sin egen skyld. Sådan siger man.
Det var nemt at snakke med moster Karen, ikke som med mor. Og hun lærte Mette meget om husligt arbejde. Hvad ellers skulle man lave på landet? Der kom mange børn på besøg, men de var alle for små til Mette.
I slutningen af juli kom der en dreng til naboen. Da Mette så ham, gik hendes hjerte i galop. Han hjalp sin bedstefar i haven, hentede vand fra åen, og Mette iagttog ham fra vinduet.
En dag så hun ham gå ned til åen. Mette greb et håndklæde og fulgte efter, men indså på vejen, at hun havde glemt badedragten. Men hun kunne jo ikke vende om. Hun satte sig i græsset ved bredden og så, hvordan han dukkede under vandet og kom op igen. Han bemærkede hende også.
“Hvorfor sidder du der? Vandet er varmt!” råbte han.
Mette blev forlegen og ville gå, men pludselig kom han op på land og rakte hende en åkande, der duftede af vand og mudder.
Hun gav ham sit håndklæde til gengæld. De begyndte at snakke. Jonas var sendt til landet af sine forældre, mens de blev skilt og delte deres ejendele.
“Hvad laver du i morgen?” spurgte han.
“Ikke noget, hjælper moster Karen. Hvorfor?” Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte hamrede. Hun havde aldrig snakket sådan med en dreng før.
“Kom med mig i skoven. Der er svampe nu, og min bedstefar har ondt i benet.”
“Ja,” svarede hun og blev rød.
“Men vi må tidligt op, mens duggen ligger. Jeg fløjter til dig,” sagde Jonas.
De gik hjem sammen. Han slog til nælder langs hegnDe stod der, hånd i hånd, mens solen gik ned over markerne, og vidste, at tiden endelig havde bragt dem den lykke, de begge havde ventet på i så mange år.
