Birte vågnede et par minutter før vækkeuret ringede. Hun lå stille og forberedte sig på endnu en dag, akkurat som alle de foregående, uger, måneder og år. Alt var stille og roligt i hendes liv, helt efter planen, uden overraskelser.
Eller jo – for et par år siden havde sønnen overrasket hende og hendes mand. Han var begyndt på universitetet og meddelte, at han ville flytte hjemmefra. Hun havde været ude af sig selv af bekymring og havde prøvet at overtale ham. Men han truede med at droppe studierne og tage værnepligten i stedet. Hvad kunne de gøre? De accepterede det og betalte endda for hans lejlighed. Da han blev færdiguddannet, sagtnede han nej til deres hjælp.
Birte stille stod op for ikke at vække manden og gik ud i køkkenet. Snart fyldte duften af frisklavet kaffe lejligheden – ægte, ikke den pulverkop de ellers drak.
Da manden kom ind i køkkenet, duftende af duschgel, ventede en dampende kop kaffe og en tallerken med smørrebrød på ham. Han brød sig ikke om æg eller grød. Han spiste under taushed og forlod køkkenet lige så stille.
“Jeg bliver sent på arbejde i dag. Vi har et møde på fakultetet,” råbte han fra entreen.
Birte gik ud til ham, rettede hans slips og skjortekrave, støvede en usynlig støvplet af skulderen – som den sidste, altafgørende strøg på et maleri. Det var en rutine, den eneste forskel var, at om vinteren rettede hun hans halstørklæde, om sommeren slipse, og støvede altid en usynlig plet af jakken, frakken eller skindfrakken, afhængigt af årstiden.
Efter han var gået, ordnede Birte sig selv, drak te med citron og satte sig foran sin bærbare computer. Hun arbejdede hjemmefra som oversætter af artikler og bøger fra engelsk og fransk.
Arbejdet gik let, bogen var god. Hun dobbelttjekkede ordbogen for de præcise betydninger. En telefonafbrydelse stoppede hende midt i det.
“Birte Kristensen, goddag. Det er Vita Sørensen fra fakultetet.”
Den farveløse stemme fra mandens kollega fik Birte til øjeblikkeligt at se en høj, fladbrystet, uskøn kvinde på femogfyrre for sig.
“Goddag. Hvad er der sket? Er der noget med Søren?” spurgte hun bekymret.
“Nej, han har det fint,” kvinden tav et øjeblik. “Jeg har brug for at tale med dig. Jeg er lige i nærheden. Kan jeg komme forbi om fem minutter?”
“Ja, selvfølgelig,” svarede Birte og undrede sig over, hvad en underviser lavede i nærheden midt på en hverdag.
Præcis fem minutter senere ringede det på døren. Birte lukkede gæsten ind.
“Te, kaffe?” tilbød hun.
“Nej tak, jeg har ikke meget tid. Jeg har bare en pause, så…”
De satte sig i stuen.
“Jeg lytter,” sagde Birte.
“Det er ubehageligt at sige, men jeg kan ikke tie. Din mand har et forhold til en studerende, en sød pige på tyve. Hun bor med sin handicappede mor,” begyndte Vita.
“Du behøver ikke fortælle mig detaljer.”
“Okay. Jeg hørte ham tale i telefon med hende. Hun venter et barn. Og din mand lovede at støtte hende og barnet…”
Birte tav. Efter et minut fortsatte kvinden uden at få et svar.
“Han har altid haft affærer. Med Vibe fra filosofifakultetet, med Nina fra sociologi… Undskyld, men jeg kunne ikke tie mere. Nu er det bare denne tyveårige studerende.
Kan du huske for tre måneder siden, da han skulle til en konference i Norge? Han fløj aldrig. Han lejede en hytte og tilbragte tre dage med hende.”
“Hvordan ved du det?” Birte troede ikke et ord. Det måtte være en grim, bitter kvindes hævn.
“Du tror mig ikke. Du tror, jeg er en jaloux gammel jomfru, der vil ødelægge dit liv,” sagde Vita, som om hun læste hendes tanker. “Men hvad hvis alle finder ud af det? Han er tre gange hendes alder. Det er til at grine af.”
Birte kom til sig selv.
“Tak, jeg forstår. Hvis det var alt…”
“Ja, jeg går,” rejste Vita sig hurtigt.
Birte vinkede gæsten ud og sad længe og stirrede tomt frem for sig. Arbejde var umuligt. Stilheden i deres liv havde varet for længe. Noget sådan havde hun ventet. Men en studerende… Hvordan kunne han?
Engang havde hendes far taget en klodset, tynd studerende med grimme briller med hjem. Han var vejleder for hans speciale. De havde diskuteret i farens kontor og spist middag sammen.
“Han er en diamant i groft stof. Talentfuld. Du vil se, han kommer langt,” priste faren ham.
Talentet spiste tavs, som om han ikke hørte, og skottede til Birte. Hun studerede selv på universitetet, romansk-germanske sprog. Han hed Søren og kom fra en lille jysk by. Faren tog ham under sine vinger og hjalp ham efter studierne. Søren blev snart en fast del af familien.
En dag, efter Birte var blevet oversætter, kom han pludselig på besøg.
“Peter Nielsen er taget til et symposium i Århus. Han er væk hele ugen. Underligt du ikke vidste det,” sagde hun forbavset.
“Jeg kom ikke for hans skyld. Jeg kom for din,” sagde Søren og blev rød.
“Nå? Hvad kan jeg hjælpe dig med? En oversættelse?” Birte drillede ham.
“Jeg vil invitere dig på en udstilling. Monet, Hammershøi…”
Hun havde selv ønsket at gå, men ingen af hendes venner var interesseret i kunst. Så hun sagde ja.
Til hendes overraskelse var Søren fascinerende at være sammen med. Han fortalte om malerierne med en dyb forståelse og delte alt muligt interessant på vejen hjem. Hun lyttede og kunne ikke tro, det var den samme klodsede fyr. Hun lagde ikke engang mærke til de grimme briller. Hun forelskede sig ikke, men blev nysgerrig.
“Giv ham en chance. Han har en stor fremtid. Med ham bliver du lykkelig. Alvorlig, klog – han giver dig det liv, du er vant til,” sagde faren, og hun stolede på ham.
Da Søren friede, sagde hun ja. Men brylluppet blev udskudt. Faren døde pludselig. Søren overtog hans stilling, skrev på sin afhandling, og de giftede sig et år senere.
Efter farens død blev moden syg. Hun døde, da Birte var gravid. Sådan ændrede livet sig. Hun arbejdede hjemmefra, passede huset og sønnen. Hun vænnede sig til det alt sammen. Men hun og Søren havde et godt liv – indtil samtalen med Vita. Indtil da troede Birte, han elskede hende.
“Du tog fejl af ham, far. Ligesom jeg,” sagde BirHun tog en dyb indånding og følte endelig, at hun var klar til at tage kontrollen over sit eget liv, og at alt, selv de mest uventede ting, kunne blive godt igen.
