Efter aftensmaden satte Signe sig på sofaen med benene op under sig og tog en bog. Hun var lige begyndt at fordybe sig i romanens hovedperson, da hendes mor kom ind i stuen med en vibrerende telefon i hånden. På skærmen smilede Mette Holst.
Signe lagde modstræbende bogen fra sig og tog telefonen, mens hun gav sin mor et sigende blik. Mor forståeligt nok forstod hintet og forlod rummet, men Signe var sikker på, at hun nu stod uden for døren og lyttede.
I fem minutter snakkede de to veninder om ingenting. Så sagde Mette, at hun ville invitere Signe til sin fødselsdag, der skulle fejres på sommerhuset om lørdagen.
“Men den var jo for en måned siden. Eller husker jeg forkert?” spurgte Signe forvirret.
“Hvad betyder det? Jeg er klar til at fejre den hver dag. Det er bare en undskyldning for at ses.”
“Hvorfor ikke bare ses uden en undskyldning?”
“Nej, der skal være lidt spænding, noget at glæde sig til. Min kærestes ven fra Tyskland kommer. Han ved ikke, hvornår min fødselsdag er. Han ved godt, at der vil være interesse for ham, så han kunne afvise et almindeligt møde. Men en fødselsdag – det er noget andet. Ditte, min veninde, husker du hende? Hun skreg næsten, da hun hørte, han kom. Han er enten filmproducent eller noget i den stil, det er ikke så vigtigt. Men han har forbindelser til filmverdenen, og Ditte drømmer om at blive skuespiller. Hun klamrer sig til ham som en musling til en sten. Trættende, skal jeg love dig.”
“Nå, så er det klart. Hvorfor skal jeg med?”
“Altså, det er min fødselsdag!” Mette begyndte at blive irriteret over Signes mangel på forståelse.
“Som ekstra publikum?” gættede Signe. “Hvorfor på sommerhuset? Der er stadig sne.”
“Vær nu ikke dum, Signe. Så han ikke stikker af,” grinede Mette selvtilfreds. “Kommer du? Det bliver hyggeligt – vi griller, drikker, danser. Vi har endnu juletræet stående. Vi nåede ikke at køre ud efter nytår, og med al den sne var vejene nærmest ufremkommelige. Kom nu, for min skyld!” Mettes stemme fik et suttekludstonfald, og Signe kunne næsten se hende stå med læben på gehør.
“Okay,” sukkede Signe.
Hun sagde ja, fordi der stadig var fire dage til lørdag, og alt kunne ske på den tid. Måske blev hun eller Mette syge, og turen blev aflyst.
Da Signe lagde telefonen, kom mor straks ind.
“Hvor inviterede hun dig hen?”
“Mor, du hørte det jo,” grinede Signe.
Mor lod sig ikke mærke med skyldfølelse.
“Godt, du tager afsted. Du sidder altid bare herhjemme. Snart fylder du fyrre, og du er ikke engang gift. Jeg får aldrig børnebørn.”
“Mor, kærester er ikke forårskrokus – de vokser ikke på sommerhuse,” drillede Signe. “Jeg er kun toogtredive; der er otte år til fyrre. Og børn skal fødes af kærlighed, ikke fordi du vil være bedstemor…”
Mor kneb læberne sammen, viftede afværgende og gik ud, men vendte straks tilbage og stillede sig foran Signe.
“Du læser hele dagen. Lever andre menneskers liv, mens dit eget passerer forbi. Bøger hjælper dig ikke til at finde en mand. Tiden går…”
“Du hørte jo, jeg tager afsted. Måske tager jeg dine fremtidige børnebørn med hjem,” grinede Signe igen.
Mor rystede fornærmet på hovedet.
“Undskyld, mor.” Signe sprang op fra sofaen og krammede hende.
Fredag aften ringede Mette igen for at minde Signe om turen og fortalte, at hun skulle tage pænt tøj på for ikke at gøre et dårligt indtryk på den udenlandske gæst. De ville hente hende klokken syv.
“Hvorfor så tidligt?” protesterede Signe.
“Vejen er lang, sommerhuset skal varmes op, maden skal laves… Vi skal have alt klar inden aften.”
Klokken seks om morgenen ringede vækkeuret. Signe kunne ikke huske, hvorfor hun havde sat det så tidligt en lørdag. Så kom mor ind og sagde, at morgenmaden var klar.
Signe mindedes sommerhuset og fødselsdagen og stønnede. Farvel til en rolig weekend. Hun slæbte sig i bad og var færdig en time senere. Da hun kom ud, holdt Mettes mands bil allerede foran opgangen. Signe satte sig på bagsædet og mumlede en sur hilsen.
“Lad nu være med at surmule. Du kan sove undervejs,” tilbød Mette venligt.
Hele vejen snakkede Mette løs. “Hvordan kan hendes kæreste holde det ud?” tænkte Signe og faldt faktisk i søvn lidt efter.
På sommerhusområdet var det fredeligt og smukt. Sneen lå uberørt på markerne, kun vejene mellem husene var mørke af bilspor. De var altså ikke de eneste i området.
I huset stod der virkelig et stort, kunstigt juletræ. Et øjeblik føltes det, som om tiden var vendt to måneder tilbage, og de var kommet for at fejre nytår. Mettes kæreste tændte straks pejsen, og der kom en duft af træ og barndom.
Før pejsen nåede at varme ordentligt op, kom der to biler mere. Signe og Mette så ud af vinduet, mens en veninde og Ditte steg ud af den ene. Fra den anden kom en høj, ukendt mand med briller.
“Er det ham producenten? Han ser ikke ud som én,” bemærkede Signe skeptisk.
“Har du set mange filmproducenter i dit liv?” spurgte Mette.
Selskabet nærmede sig huset. Ditte hoppede som en killing, faldt i sneen og lo højt. Hendes festråb fortalte hele området, at de var ankommet.
“Stop med at glo,” sagde Mette og gik væk fra vinduet for at åbne døren.
Signe gik i stedet ud i køkkenet og begyndte at tage varer ud af poserne.
“Er din ven virkelig filmproducent?” spurgte hun Mettes kæreste.
Før han nåede at svare, lød der tramp, skrig og latter – alt overdøvet af Dittes høje latter. Hun løb straks hen til juletræet. Producenten kom ind på køkkenet med flere poser, gav hånd til Mettes kæreste og nikkede til Signe, idet hans blik hængte ved hende et øjeblik.
“Skal jeg hjælpe?” spurgte han.
Køkkenet blev fyldt med mennesker, og pludselig var der larm og trængsel. Pejsen knitrede, og varmen bredte sig. Signe tænkte, at det var godt, hun var taget med.
Efter en hurtig frokost med smørrebrød og te gik mændene ud for at sætte grillen klar, mens kvinderne skar grøDa de sidste stjerner tindrede på den mørke himmel og Signe stod der i stilheden, vidste hun pludselig med sikkerhed, at dette var starten på noget nyt og smukt.
