**Det Svære Lykke**
Fredag kom den øverste bogholder på arbejde i sit fineste tøj, med en flaske dyr rødvin, en lagkage og en pakke med delikatesser.
“Piger, bliv lige lidt efter fyraften. Vi skal fejre min fødselsdag,” sagde hun.
Straks omringede kollegaerne hende med kys og kram. Også Mette overbragte sine lykønskninger. Hun var kommet til firmaet som uerfaren og havde fået sit på grund af fejl, men hun havde altid betragtet Lise Jensen som sin mentor. Lise krammede hende og hviskede i øret:
“Jeg går snart på pension. Jeg vil foreslå dig som min afløser. Jeg ved, du kan klare det. Du er omhyggelig og ansvarsbevidst…”
Mette nåede lige at nikke tak, før næste kollega trådte til med gratulationer.
Arbejdet sluttede tidligt, og de ryddede et stort bord i bogholderkontoret, dækkede det med papirdug og satte frem, hvad der var i køleskabet. Direktøren og afdelingslederne dukkede også op med en buket roser og en gave. Støjen steg igen, og Mette smuttede ud af lokalet.
“Hvor skal du hen? Vi har lige sat os til bords,” sagde hendes kollega og veninde Hanne, der indhentede hende på gangen.
“Jeg må hjem. Min far er alene.”
“Bliv nu bare en halv time. Der sker ikke noget med ham i den tid,” sagde Hanne.
“Nej, han bliver bekymret, hvis jeg er sent ude. Hans blodtryk stiger, og i hans alder er det farligt.”
“Hvor gammel er han så?”
“Enoghalvfjerds,” sukkede Mette.
“Det er da ingen alder! Nogle mænd finder kærligheden igen i den alder…”
“Jeg må virkelig gå. Undskyld mig,” sagde Mette og vendte sig for at gå, men Hanne holdt hende tilbage.
“Du har spærret dig selv inde. Ung er du stadig, men uden noget liv ved siden af. Vil din far virkelig ikke have, at du skal have en familie? Børnebørn?”
“Hvilke børnebørn? Jeg er toogfyrre…”
“Og hvad så? Du har allerede opgivet dig selv. Hvis du fortsætter sådan, overlever du måske ikke engang din far— Åh, undskyld,” afbrød Hanne sig selv, da hun så Mettes blik. “Men hvem ellers siger sandheden? Er han syg?”
“Nej, han er bare bange for at dø alene.”
“Jeg forstår dig ikke, Mette. Din mor dansede omkring ham hele livet. Og hvor er hun nu? Nu er det din tur…”
“Stop. Det er mit liv.” Mette rev sig løs og skyndte sig ned ad gangen for at hente sin jakke. Hanne så efter hende med sorg i blikket.
Udenfor duftede det af forår, sneen var næsten smeltet, og snart ville træerne få knopper… På vej hjem stoppede Mette i en butik. Der var kø ved kassen. Hun så på uret. Der var tid nok.
Hjemme lod hun sig høre i entreen, så hendes far vidste, hun var der. Hun stillede dagligvarerne i køkkenet og gik ind i stuen. Faren lå på sofaen og så fjernsyn.
“Far, jeg er hjemme. Hvad ser du?”
Hun kunne se på hans sammenbidte ansigt, at han var utilfreds. Hvornår var han nogensinde tilfreds?
“Hvordan har du det?” spurgte hun tålmodigt.
“Du skyndte dig vist ikke hjem. Alt det festen og sjovet. Mit blodtryk er helt galt. Jeg dør sikkert her alene, og du opdager det ikke engang,” knurrede han og sendte hende et surt blik.
“Fest? Jeg stoppede kun lige i butikken. Kom, lad mig tage dit blodtryk.”
Hun hentede blodtryksmåleren, men han nægtede at række armen frem.
“Far, vær nu ikke barnlig.”
Modstræbende rakte han endelig hånden frem.
“Du finder bare på noget. Dit blodtryk er perfekt.”
“Du kan ikke måle rigtigt. Jeg mærker det!”
Hun vidste, han var gammel og trængte til omsorg, men det undskyldte ikke hans dovenskab.
“Skal jeg ringe til lægen i morgen?”
“Hvad ved de? De giver piller, og så er det det.”
Mette lagde apparatet væk og gik for at skifte tøj. Under middagslavningen førte hun en stille samtale med sig selv.
*Jep, du vil også gerne slappe af. Hele dagen foran en skærm, øjnene gør ondt. Kunne sidde med de andre nu, spise kage, drikke vin. Jeg får måske en forfremmelse, og så løber jeg væk. Bliver Lise fornærmet?*
*Jeg er voksen. Jeg er træt af din kontrol og kritik. Kunne du ikke selv handle ind? Hanne har ret—jeg bliver snart syg af det her. Jeg orker det ikke…*
Hun standsede sig selv. Det var forkert at tænke sådan om sin far, selvom han ikke hørte det. Hvem ved, hvordan hun selv ville være som gammel?
Hendes mor havde altid gjort alt: ryddet op, lavet mad, båret tunge poser. Hendes far mente, det ikke var en mands opgave at tage sig af hjemmet, slet ikke når der var to kvinder i huset. Selvom den anden “kvinde” kun var et barn.
Hun kunne ikke huske sin mor ligge dovne på sofaen. Hun var altid i gang: maden, syning, strikning… Som teenager hjalp Mette til.
“Mette, gå ud og leg. Du får tid nok til slid, når du bliver gift,” sagde moren engang.
Da Mette introducerede sin kæreste Mads for familien, stirrede faren længe på ham og råbte så, at han ikke ville have nogen dovenlars boende under hans tag.
Mette så, hvordan Mads knugede næverne, men han holdt ud. Efter brylluppet boede de til leje. Hun besøgte ofte sine forældre for at hjælpe sin mor, der ofte havde højt blodtryk.
Mads blev jaloux og troede ikke på, at hun var hos dem. De skændtes. Da moren døde af et slagtilfælde, begyndte Mette at besøge sin far hver dag. Mads gav op og forlod hende. Han prøvede at vende tilbage, men Mette boede hos sin far nu.
Hun prøvede at sætte sig imod, men det endte altid ens. Hendes far simulerede hjertestop eller dårligdom, insisterede på, hun ringede efter en ambulance, og hun måtte undskylde overfor lægerne, mens han sad og smilede bagved.
Hvis hun kom sent hjem, skældte han hende ud. Nogle mænd prøvede at komme nær hende, men hun turde ikke forlade sin far eller tage dem med hjem. Sådan levede hun: uden kærlighed, uden børn.
En dag sagde Hanne, at hun ikke længere kunne se Mette ødelægge sit liv. Hun købte togMette og Jurgen flyttede sammen, og til hendes overraskelse begyndte hendes far endelig at nyde sit liv med naboens enke, mens hun selv fandt den lykke, hun længe havde gået og savnet.
